Nye tilskudsregler til diabetesmedicin skaber utryghed

Debat: De praktiserende læger og Diabetesforeningen er på vegne af tusindvis af mennesker bange for, at omlægning af tilskudsregler vil føre til dårligere behandling.

MEDICIN TILSKUD AFGOERELSE 1920X1080
03. februar 2025 | Af Jørgen Skadborg, formand for PLO, og Claus Richter, adm. dir. i Diabetesforeningen

Debatindlæg bragt i Sundhedsmonitor 2. februar 2025

 

Lige nu er flere tusinde mennesker i Danmark udsat for en uigennemskuelig ændring af tilskudsregler til vigtig diabetesmedicin, som kan sende både læger og patienter ud i en jungle af konsekvenser, ingen har et overblik over, og som i øjeblikket skaber frygt og frustration.

25. november sidste år mistede op mod 27.000 mennesker med type 2-diabetes således deres tilskud til behandling med den såkaldte GLP-1-medicin som f.eks. Ozempic.

Det skete, efter at Lægemiddelstyrelsen meldte ud, at tilskuddet til nogle typer diabetesmedicin ændres, så en stor gruppe mennesker med type 2-diabetes skal have prøvet behandling med andre og billigere lægemiddeltyper, før de må få GLP-1, hvis altså de vil have tilskud til medicinen.

Årsagen var de stigende udgifter for regionerne til GLP-1, bl.a. fordi der kom flere og flere brugere, og fordi prisen på lægemidlet steg på grund af leveranceproblemer.

Svært at forklare medlemmerne

Lige nu oplever vi som praktiserende læger og medlemsorganisation for mennesker med diabetes så i stedet utilfredse og utrygge patienter. Vi har svært ved at forklare dem, hvorfor de som velbehandlede patienter skal skifte til en anden, billigere medicin, som måske gør behandlingen af deres diabetes dårligere og giver dem flere bivirkninger.

Både PLO og Diabetesforeningen har kæmpet for, at tilskuddet skulle bevares for en række definerede patientgrupper, men desværre har myndighederne ikke lyttet, og derfor oplever mange tusinde mennesker nu at skulle igennem et medicinskift.

Lægemiddelstyrelsen har udgivet retningslinjer til de praktiserende læger, men de er for indviklede og giver fortolkningsproblemer hos lægen. Det stjæler tid med ekstra konsultationer og blodprøver, og det risikerer at gå ud over kvaliteten af behandlingen.

Opfordring til myndigheder

Mange patienter, som bruger f.eks. GLP-1-præparater som diabetesmedicin, oplever, at deres sygdom nu er velreguleret, og at deres livskvalitet er blevet bedre. Det er svært at forklare dem, at de skal skifte til en anden medicin, når vi alene kan garantere dem, at behandlingen bliver billigere, men ikke bedre.

Det bliver endnu mere kompliceret, når vi eventuelt senere skal forklare dem, at de måske alligevel skal tilbage på GLP-1, fordi deres diabetes ikke bliver godt nok reguleret med de ældre præparater.

Vi er derfor på vegne af tusindvis af mennesker bange for, at omlægningen vil føre til dårligere behandling for mennesker med en alvorlig kronisk sygdom, flere følgesygdomme og flere indlæggelser.

Derfor opfordrer vi sundhedsmyndighederne til nøje at overvåge området og gribe hurtigt ind, hvis det kan ses, at flere reguleres dårligere. F.eks. ved at holde et skarpt øje med, hvor mange patienter der skal forbi en behandling med andre præparater blot for at konstatere, at de burde være blevet på GLP-1-medicin.