MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Samarbejde mellem pårørende og person med diabetes

Er du tæt på et menneske med diabetes, eller har du selv diabetes? Så skal du læse med her, fordi disse sider er skrevet til både dig med diabetes og til dig, som er pårørende.

Illustration: Bob Katzenelson

Det kan være en udfordring at skabe en hverdag, hvor diabetes får den plads, som både den pårørende og personen med diabetes finder passende. Diabetes er en kronisk sygdom, hvor størstedelen af behandlingen foregår i hverdagen og i hjemmet uden fagpersonale til at guide og vejlede.

Fordi diabetes har betydning for både måling, mad, motion, og medicin i hverdagen, bliver det ofte hele familien, som skal lære at leve med diabetes. Studier viser, at det har betydning for den med diabetes, at de pårørende involverer sig og støtter. Det giver bedre livskvalitet, men også bedre behandling. Det er derfor afgørende, at I får et godt samarbejde, hvor både den pårørende og personen med diabetes får plads.

Skab en god hverdag med diabetes

Det gælder i alle relationer, at vi skal skabe en hverdag, som alle parter synes, er inden for rimelighedens grænser og i overensstemmelse med vores værdier. Vi har hver især en forestilling om, hvordan vi gerne vil leve, og hvad vi ønsker at bruge vores tid på. Det er værdier, der stammer fra vores opvækst og fra de mennesker og udfordringer, vi har mødt på vores vej.



Når ens nære rammes af diabetes, får livet et mere alvorligt aspekt, og vores værdier bliver taget op til revision, fordi livet pludselig synes lidt skrøbeligt. Med diabetes følger der en forhøjet risiko for en lang række følgesygdomme, hvis vi ikke passer godt på os selv og på behandlingen af diabetes. Det er den risiko og bekymring mange pårørende reagerer på.

Forskning viser, at skal vaner ændres, så kræver det støtte og opbakning fra ens nærmeste. 

Diabetes kræver i mange tilfælde livstilændringer og nye vaner i forhold til for eksempel mad, bevægelse og medicin. De nye vaner oplever mange som en udfordring, og det kan være vanskeligt at omsætte behandlerens råd og vejledning til praksis, især hvis du står alene med opgaven.

Det er en stor udfordring for den med diabetes, hvis han eller hun er den eneste, som tager behandlerens råd og vejledning til sig, og resten af familien fortsætter den gamle livsstil. For eksempel er det svært at spise sundt, hvis resten af familien ikke gør det. Selvom det ikke er dig, der har diabetes, så er I fælles om at leve med diabetes.

Giv diabetes plads – men ikke al pladsen

Diabetes kan i perioder tage meget tid og plads. I de perioder, hvor diabetes fylder for jer begge – er det vigtigt at huske på, at I ikke kun har diabetes til fælles, men i særdeleshed også jeres fælles liv, venner, børn, oplevelser osv.

Det kan være en god ide at arbejde på, at diabetes skal have plads, men det er vigtigt at holde sig for øje, at diabetes ikke tager al pladsen. Det er vigtigt, at I har fokus på de positive ting, som I har til fælles.

Hvis I har svært ved at finde tilbage til jeres oprindelige relation, så kan disse spørgsmål måske hjælpe jer tilbage på rette kurs.

  • Hvad har tidligere bundet jer sammen?
  • Hvad binder jer sammen nu?
  • Hvad var vigtigt for jer at gøre inden diabetes?
  • Hvad er vigtigt for jer at gøre nu?
  • Hvad er vigtigt for jer hver især at bruge tid på?

Spørgsmålene kan hjælpe jer til at reflektere over jeres relation, så I aktivt kan tage stilling til frustrationer og bekymringer. Spørgsmålene hjælper jer således til at føre en dialog om, hvor meget plads diabetes skal have I hverdagen.

Læs om forskellige roller i hverdagen

Læs om kommunikation 

Niels har lært at tøjle sine bekymringer

Da Niels mødte Ulla for over 40 siden, vidste han, at de skulle være kærester. Det gjorde ingen forskel, at hun havde type 1-diabetes.
Læs Niels' historie

En håbefuld hustru skriver...

Det gør ondt, når dem, vi holder allermest af, ikke passer på sig selv. En kvinde fortæller her anonymt om sin mand, der ikke passer sin diabetes.
Læs den håbefulde hustrus historie

Gunhild: Diabetes er min sygdom

34-årige Gunhild er meget klar omkring, at diabetes er hendes sygdom og ansvar.
Læs Gunhilds historie

Anette gør det meget nemmere for mig

55-årige Hans mener godt, at man kan blande sig i ægtefællens diabetes - hvis det gøres med kærlighed.
Læs Hans' historie

Psykolog: Kvinden skal trække næsen til sig

Mænd har sværere end kvinder ved at forholde sig til en sygdom som diabetes, der måske først får konsekvenser om mange år, frem for akut opstået sygdom.
Læs interviewet med Svend Aage

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes