Ændring i insulintilskud bekymrer personer med diabetes

DEBAT: Det er vigtigt for en god behandling af de flere og flere danskere, der lever med diabetes, at der er let adgang til at sammensætte den bedst mulige medicinske behandling for den enkelte. Hvis et forslag om at ændre på tilskud til insulinprodukter bliver til virkelighed, kan det begrænse valgmulighederne.

Insulininjektion Med Pen
28. maj 2021 | Af Forskningschef Tanja Thybo tth@diabetes.dk

Debatindlægget er bragt i Dagens Medicin den 28. maj 2021.

Insulin er ikke bare insulin. Det er klart for alle med diabetes, som har brug for det livsvigtige hormon, og det er klart for deres behandlere.

Mange med diabetes, der har brug for insulin, har brugt lang tid og energi på at finde præcis den sammensætning af medicin, herunder insulin, der er den rigtige for den enkelte patient. Det skyldes, at virkningsprofil, varighed og effektivitet mod specifikke diabetesrelaterede udfordringer er forskellig fra insulintype til insulintype.

For eksempel er det kendt, at nogle typer virker bedre end andre mod natlige tilfælde af hypoglykæmi.

Kan systemet magte en ­stigning i sagsmængden på måske 50 pct. uden en ­uforholdsmæssig lang ­ventetid for patienterne?

Det har derfor enorm betydning for den enkelte person med diabetes, at der er adgang til et bredt udvalg af insulintyper, når den bedste og mest effektive behandling skal findes i samarbejde med lægen. Og det har tilsvarende stor betydning, at den samme patient kan være tryg og sikker på, at behandlingen ikke pludselig skal ændres, uden at det har en klar behandlingsmæssig baggrund.

Fordi insulin ikke bare er insulin

Derfor er Diabetesforeningen også kritisk over for den manøvre, der i øjeblikket er i gang, hvor myndighederne ønsker at ændre på tilskudsreglerne til insulin for at spare penge på diabetesbehandlingen. Vi er klar over, at det ikke er den åbent udtalte årsag til den ændring af tilskud til insulin, som lige nu overvejes, og som blandt andre Diabetesforeningen har givet høringssvar til, men det må alt andet lige være den bagvedliggende årsag.

Hvorfor ellers overhovedet gøre det, og hvorfor ellers ret konsekvent gøre adgangen til de moderne og dyrere insulintyper mere besværlig til fordel for ældre og billigere basalinsulinprodukter?

Det er legitimt, at myndighederne vil passe på pengene, men i dette tilfælde er vi i Diabetesforeningen bekymrede for, at pilen risikerer at ramme forbi skiven.

Det skyldes sammenfattende tre konkrete punkter:

  • I en tid, hvor medicinsk behandling generelt bliver mere og mere individuelt tilpasset, går forslaget om tilskudsændring i den modsatte retning og risikerer de facto at begrænse muligheden for at sammensætte den bedste individuelle diabetesbehandling til den enkelte. One size doesn’t fit all.
  • Det skaber stor utryghed for mange patienter, der frygter at miste den medicin, der virker for dem i deres hverdag med diabetes. Alene udsigten til at skulle igennem et forløb med afprøvning af diverse billigere insulintyper hen over flere måneder er ikke et godt bidrag til en stabil behandling.
  • En opstramning som foreslået kan forøge den sociale ulighed i diabetesbehandlingen, fordi nogle ikke vil have ressourcerne til selv at betale eller viden og pondus til at samarbejde godt nok med lægen.


Det sidstnævnte punkt kan synes kontroversielt, men bør medregnes i de samlede overvejelser. I forvejen er især type 2-diabetes en af de mest ulige kroniske sygdomme, hvor de danskere, der har kort eller ingen uddannelse, rammes oftere, får ­sygdommen opdaget senere og ­typisk lever med flere følgesygdomme og dermed mere komplicerede forløb. Man kan sige, at sygdommens konsekvenser i nogen grad er omvendt proportionale med de ­ressourcer, den enkelte har til at håndtere dem.

Hvis man begrænser adgangen til de mest moderne, effektive og dyrere insulintyper for at spare penge, så risikerer det at gå ud over de patienter, som i forvejen mangler ressourcer til at håndtere de udfordringer, sygdommen og dens følger giver.

Tanja Thybo Web
Tanja Thybo forskningschef, Diabetes­foreningen. Foto: Sara Hartmann Sivertsen

Derfor er der grund til at frygte, at hvis man begrænser adgangen til de mest moderne, effektive og ­dyrere insulintyper for at spare penge, så risikerer det at gå ud over de patienter, som i forvejen mangler ressourcer til at håndtere de udfordringer, sygdommen og dens følger giver: de patienter, som ikke har et godt samarbejde med deres læge, som ikke har viden og robusthed til at udfordre og påvirke deres egen behandling, og som måske ovenikøbet er påvirket af samtidige kroniske sygdomme og følgesygdomme.

For lægerne og for systemet er forslaget heller ikke omkostningsfrit. Omkring 50.000 personer med diabetes forventes at blive påvirket af forslaget. En omstilling af deres insulin til andre produkter vil kræve en markant øget indsats fra sundhedsvæsenets side med et øget antal konsultationer og ekstra arbejde med at søge de nødvendige enkelttilskud. Den tid kunne være brugt mere effektivt på at forbedre behandlingen af de flere og flere danskere med diabetes.

Samtidig vil de massivt mange flere ansøgninger om enkelttilskud til diabetespatienter være en ikke ubetydelig ekstraopgave at behandle for Lægemiddelstyrelsen, der i 2019 behandlede i alt 86.000 enkelttilskudsansøgninger. Kan systemet magte en stigning i sagsmængden på måske 50 pct. uden en uforholdsmæssig lang ventetid for patienterne?