MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Forskellen på diabetes 1 og 2


I filmen ovenfor kan du på under 4 minutter blive klogere på forskelle og ligheder på diabetes 1 og 2.

Diabetes 1 og 2 - hvad er forskellen?

De to almindeligste typer diabetes er diabetes 1 og diabetes 2.

Diabetes 1

Diabetes 1 (type 1-diabetes) rammer oftest børn eller yngre voksne, men der er også ældre mennesker, som pludselig får sygdommen. Forskerne ved ikke, hvad der udløser diabetes 1 og sygdommen kan derfor heller ikke forebygges eller helbredes.

Ved diabetes 1 ophører insulinproduktionen i kroppen fuldstændigt. Det skyldes, at kroppens eget immunforsvar dræber de celler, som producerer insulin. Blodsukkeret skal derfor reguleres med flere daglige insulininjektioner eller med insulinpumpe. Det kan være svært at få blodsukkeret til at ligge inden for normalen hele tiden. Blodsukkeret bliver påvirket af fysisk aktivitet, det man spiser og drikker, men også andre ting som travlhed, følelser, hormoner og sygdom spiller ind. 

Diabetes 2

Diabetes 2 (type 2-diabetes) rammer primært voksne. Sygdommen er meget arvelig, men udløses i mange tilfælde af overvægt, fysisk inaktivitet eller nogle former for medicin. Diabetes 2 kan derfor i en vis grad forebygges.

Ved diabetes 2 mister kroppen gradvist evnen til at optage insulin og/eller producerer ikke tilstrækkeligt insulin. Det primære mål i behandlingen er at holde blodsukkeret så tæt på normalen som muligt. Nogle kan opnå dette med kost og motion, andre har brug for at supplere med medicin, der øger insulinoptagelsen eller insulinproduktionen. Mange med diabetes 2 har på et tidspunkt brug for behandling med insulin.

Symptomerne på diabetes 1 og 2

Symptomerne på både diabetes 1 og 2 er ekstrem tørst, hyppig vandladning eller kløe og træthed.

Der er imidlertid den store forskel, at symptomerne viser sig hurtigt og voldsomt ved diabetes 1, mens de ofte kommer snigende ved diabetes 2. Man kan derfor gå rundt med diabetes 2 i lang tid uden at vide, man har sygdommen.

Diabetesforeningen anbefaler, at man går til lægen og bliver tjekket for diabetes 2, hvis man er i risikogruppen for sygdommen – det vil sige, hvis man kan sige ja til blot ét af de følgende spørgsmål:

  • Har du hyppig tørst, vandladning eller kløe?
  • Er du svært overvægtig? (BMI > 30 og/eller et taljemål > 88 cm for kvinder og > 102 cm for mænd)
  • Har du en forælder eller søskende med diabetes 2?
  • Har du haft diabetes under din graviditet?
  • Får du medicin mod hjertesygdom, højt blodtryk eller forhøjet kolesterol?

Øvrige typer diabetes

Diabetes 1 og diabetes 2 er de mest kendte typer diabetes. Men der findes også andre mindre kendte typer. Flere af dem kan du læse mere om her:

Læs mere om diabetes 1½ (LADA)

Læs mere om MODY

Læs mere om graviditetsdiabetes

Risikotest article tout

Hvad er min risiko for at få diabetes 2?

Svar på 7 spørgsmål i vores risikotest og se, hvilken risikogruppe, du ligger i. Testen gælder kun for voksne over 18 år.
Test din risiko

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes