MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"Det hjælper at tale med nogen"

Knud Æbelø mistede benet på grund af neuropati (nerveskade) for fire år siden. “Jeg skal ikke klage”, siger han, der bruger sin erfaring i Diabetesforeningens telefonrådgivning til at hjælpe andre.

Af Michael Korsbæk, journalist hos Diabetesforeningen

Knud

Fotograf: Nils Lund Pedersen

Knud Æbelø fik type 2-diabetes i 1990 som 46-årig og har efter eget udsagn været igennem “hele forløbet” med sygdommen:

- Jeg startede med at være reguleret kun med kost, så begyndte jeg at få piller, og i dag er jeg på insulin. Da jeg fik konstateret diabetes, var der utrolig mange forbud og ting, man ikke måtte spise og gøre, men det er slet ikke den melodi, man hører i dag: Man skal have et fornuftigt liv, selv om man har diabetes, siger den i dag 70-årige Knud Æbelø.

Knud var en af de første frivillige, som i 2002 sagde ja til at bruge sin tid på Diabetesforeningens telefonrådgivning, som i dag hedder diabeteslinjen.

Mistede benet

Forløbet med diabetes har givet Knud Æbelø flere forskellige følgesygdomme, hvor den værste – neuropati (diabetisk nerveskade) – for fire år siden kostede ham benet. Neuropati kan give føleforstyrrelser i for eksempel fødder og ben, så man er mere udsat for problemer med fødderne, og det var, hvad der skete for Knud.

- Først fik jeg et sår på storetåen, som ikke ville hele, og da den blev amputeret, kom der et sår på tåen ved siden af. Til sidst vurderede kirurgerne, at det bedste ville være, at de tog hele benet, fortæller Knud Æbelø.

Han fik amputeret sit højre ben til midt på låret og skulle vænne sig til en helt anden hverdag med kørestol og rollator. Det tog ham næsten et år at komme op på samme høje aktivitetsniveau, som han havde haft før amputationen, og i dag er den pensionerede optiker i gang for fuld styrke:

- Jeg har det virkelig godt og skal absolut ikke klage, siger han.

Mange fordomme

Alle erfaringerne med livet med diabetes trækker Knud Æbelø på, når han taler med andre diabetikere i diabeteslinjen. De fleste har lige fået diagnosen type 2-diabetes og er i tvivl om mange ting i deres hverdag og ofte også bange for fremtiden og eventuelle følgesygdomme.

Basale ting som kost og blodsukkermåling fylder meget i den rådgivning, Knud Æbelø giver, men også fordomme kommer snakkene ofte til at handle om:

- Der er mange fordomme om det at få diabetes, og de har faktisk ikke ændret sig over årene. Mange er lidt på Herrens mark, når de har fået diagnosen. Mange frygter, de bliver blinde eller får kappet et ben af ligesom mig. Heldigvis er det jo slet ikke tilfældet. Lægerne er i dag også utrolig dygtige til at behandle følgesygdommene. Jeg kan tit mærke, at det virkelig hjælper folk, at de har mulighed for at tale om tingene, fortæller Knud Æbelø, som hen over årene har talt med hundredvis af andre med diabetes.

Vil du gerne i kontakt med Diabeteslinjen? Læs her, hvordan du gør

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes