MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"Jeg tog næsten diabetes for alvorligt"

Anne Petersen trækker på egen erfaring med stress over
sin type 1-diabetes og frygt for følgesygdomme, når hun
arbejder som frivillig i diabetesforeningens telefonrådgivning
diabeteslinjen.

Af Mette Volander, journalist hos Diabetesforeningen

Anne -Petersen

Fotograf: Nils Lund Pedersen

Anne Petersen, 47 år, har været der selv. Siddet i øjenlægens venteværelse og været ved at besvime af angst og målt blodsukre 15 gange daglig. Bare for at være på den sikre side. Den indsigt trækker hun på, når hun som frivillig i diabeteslinjen på 12. år taler i telefon med mennesker i krise over at leve med diabetes.

– Jeg skal ikke fortælle folk, hvad de skal gøre. Men jeg kan lytte og stille de gode, åbne spørgsmål, og så sker der tit det, at personen selv kommer med svaret. Mange spørger til mine egne erfaringer, og så får de dem. De fleste har kun behov for en enkelt samtale, men nogle ringer igen med behov for mere støtte og vejledning, siger Anne.

Hun fik type 1-diabetes som 16-årig. Fra begyndelsen var hun skrækslagen for at blive blind, men hun accepterede, hun havde fået diabetes og prøvede at få det bedste ud af det med god støtte fra familien.

Pumpen gav frihed

– Som ung tog jeg næsten sygdommen for alvorligt. Det kom til at ramme mig, da jeg var i 20’erne, hvor jeg ikke længere kunne mærke mine lave blodsukre og begyndte at frygte dem og følgesygdommene.
Forandringen indtraf først for alvor i 2006, hvor hun fik sin insulinpumpe:

– Pumpen har gjort mig meget mere rolig og har gjort mit liv med diabetes mere naturligt. I dag lever jeg med min diabetes, ikke for den, siger Anne, der er en af diabeteslinjens uofficielle “pumpeeksperter”.

– Om pumperne får jeg alle slags spørgsmål, men grundlæggende vil folk høre om fordele og især ulemperne. Nogle er kede af at skulle have pumpen på hele tiden, andre frygter at skulle tælle kulhydrater, og nogle har det svært med, at en maskine skal styre deres liv, siger hun.

Sundheds- og livsstilscoachAnnes egen pumpe har givet hende overskud til at uddanne sig til kostvejleder, skifte fuldtidsjobbet ud med deltidsarbejde for at passe familien med børnene Sofie på ni år og Noah på fem og en ny uddannelse som sundheds- og livsstilscoach.

Hun mener selv, at hun har været heldig at få masser af støtte fra sine forældre og sin mand. Og at hun har haft behandlere, som har lyttet til hendes angst for lave blodsukre og følgesygdomme.
Samtidig har arbejdet som frivillig i diabeteslinjen givet Anne en meget stor viden om diabetes.

– Den viden og erfaring vil jeg rigtig gerne give videre. Det er også hjælp til selvhjælp, for der er ikke noget så givende som at høre, at et fremmed menneske i den anden ende af røret siger, at han eller hun for første gang i livet har følt sig forstået eller hørt.

Vil du gerne i kontakt med Diabeteslinjen? Læs her, hvordan du gør

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes