MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"Jeg var så ensom med min diabetes"

Dorte Hinzmann blev frivillig i Diabetesforeningen for 24 år siden, fordi hun savnede viden og andre at tale med om diabetes. I dag er hun blandt andet vejleder i telefonrådgivningen Diabeteslinjen.

Af Helen H. Heidemann, journalist hos Diabetesforeningen

Dorte Hinzmann var kun lige fyldt 30, da hun fik konstateret type 2-diabetes for snart 40 år siden. Hun blev indlagt på sygehuset og fik en grundig indføring i livet med diabetes af både læge, sygeplejerske og diætist, ligesom hun fik undersøgt både hjerte og øjne, inden hun fik lov til at tage hjem.

Dorte -Hinzmann

Foto: Claus Bjørn Larsen

– Sådan er det ikke i dag. I dag bliver folk jo nærmest bare kastet ud i det, efter de har fået diagnose, og det giver anledning til mange dumme og unødige bekymringer, siger hun, der bor i Klarup ved Aalborg.

Dorte, der er 69 år, har været frivillig i Diabetesforeningen i mere end 24 år og har været med i telefonrådgivningen Diabeteslinjen i alle 12 år, den har eksisteret.

 – Folk gør sig så mange unødvendige bekymringer, og det er virkelig synd. Nogen kan bekymre sig helt vildt over, at deres blodsukker svinger fra 6 om morgenen til 7 ved frokosttid, men det er jo ikke spor mærkeligt eller farligt. Jeg forsøger at forklare dem, at de ikke får amputeret deres ben og bliver blinde, hvis ikke deres blodsukker ligger lige på en snor hele tiden. Det er jeg et godt eksempel på ikke behøver være tilfældet!

Dortes læge vil gerne have hende bedre reguleret, som hun siger, men hun trives fint og har ingen følgesygdomme – på trods af en lidt for sød tand.

– Jeg har også fået insulin i omkring 20 år, og det kan jeg også fortælle folk, at de ikke behøver være bange for. Jeg var skrækslagen for at skulle stikke mig, men det er slet ikke så forfærdeligt, som jeg troede. I det hele taget har folk brug for mere viden. Så får man færre bekymringer og problemer i hverdagen, fordi man finder ud af, hvad man skal tage sig i agt for og hvad man ikke skal spekulere så meget over.

Desperate diabetikere

Dorte opsøgte selv i de første mange år mere viden om diabetes, men kendte ikke andre med sygdommen.

– Jeg var så frygtelig ensom med min diabetes, det var jeg virkelig. Jeg troppede op til forskellige arrangementer og foredrag. Jeg kom alene og gik alene hjem igen uden at tale med nogen. Men en dag blev der startet en selvhjælpsgruppe her i Aalborg. Over 100 desperate diabetikere dukkede op – blandt andet mig, og kort efter begyndte jeg at arbejde som frivillig i Aalborg Lokalforening. Det betød, at jeg kom til at tale med andre, og det har betydet alverden for mig. Man får både et fællesskab og en masse viden.

I Diabeteslinjen er hun glad for at øse af sine erfaringer og hjælpe folk videre via sit personlige netværk, hun har opbygget gennem årene.

– Det handler om, at vi skal vide så meget som muligt om diabetes og udveksle erfaringer med hinanden. Det er ikke godt nok at google sig frem på nettet. Det er typisk bare skrækhistorier, du ikke kan bruge til noget.

Vil du gerne i kontakt med Diabeteslinjen? Læs her, hvordan du gør

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes