Grove grøntsager

Grove grøntsager

Hvordan kommer man i mål med de anbefalede 600 gram frugt og grønt om dagen? Her finder du tips til, hvordan du får flere grove grøntsager ind i dine daglige måltider.

Grøntsagsprojektet MaxVeg

I 2012 deltog Diabetesforeningen i projektet MaxVeg, hvor personer med type 2-diabetes spiste 500 g grove grøntsager om dagen i en forsøgsperiode på 12 uger.

Resultaterne efter forsøgsperioden var markante. Deltagerne oplevede mere energi, vægttab og normale blodsukre. Det kan bl.a. være på grund af kostfibres evne til at forsinke blodsukkerstigningen efter et måltid.

Det kan altså betale sig at have fokus på de grove grøntsager i kosten.

Hvordan får jeg flere grøntsager ind i kosten?

  • Sørg for at få grøntsager i alle måltider og eventuelle mellemmåltider.
  • Tænk på grøntsagerne som hovedbestanddelen i måltidet og f.eks. kød og kartofler som tilbehør.
  • Tilsæt grøntsager i kødretter, f.eks. revet gulerod i en kødsovs.
  • Planlæg måltider, f.eks. med en ugeplan.
  • Variér mellem f.eks. rå salater, supper, lynstegte, ovnbagte og stuvede grøntsager, kompotter og syltede og fermenterede grøntsager.
  • Gør det nemt – f.eks. kan en rest af hvidkålssalaten fra aftensmaden også bruges til frokost dagen efter.
  • Tag hensyn til hvordan grøntsagerne opbevares, så de holder sig bedst. Frys ned, hvis muligt.

Grøntsagerne i projektet

I forsøget var udvalget af grøntsager ret begrænset, da grøntsagerne i den ene gruppe skulle have særligt højt indhold af en række bioaktive stoffer, der typisk smager bittert. Det vil sige, at det var specielt dyrkede sorter af grøntsager, der ikke sælges i supermarkederne, som forsøgsdeltagerne fik udleveret hver uge.

Den anden grøntsagsgruppe fik samme slags grøntsager, men almindelige sorter.

Grøntsagerne var:

  • spidskål
  • hvidkål
  • grønkål
  • knoldselleri
  • gulerødder (i flere farver)
  • rødbeder
  • rødkål (som bonusgrøntsager i små mængder).

Om opskrifterne til grøntsagsprojektet

Diabetesforeningen bidrog til projektet med en blanding af nye og eksisterende opskrifter fra bl.a. medlemsbladet og kogebøger. Disse blev suppleret med opskrifter udarbejdet af kok Per Mandrup.

Alle opskrifterne er justeret, så mængden af grøntsager er mindst 500 g om dagen. Det vil sige, at der typisk vil være flere grøntsager pr. person i MaxVeg-opskrifterne end i den oprindelige opskrift.

I 2020 udkom ”Kålkogebogen” med opskrifter og resultater fra forskningsprojektet.

Du kan se et udvalg af opskrifterne på denne side.

image-text
Kålkogebogen

Kålkogebogen

I Diabetesforeningens netbutik kan du købe kogebøger, som vi sender hjem til dig.