Skyr med bærcrunch

Havre

Havre er en god kilde til fuldkorn, som forebygger visse sygdomme og giver bedre fordøjelse. Og så er den rig på kostfibre, proteiner, vitaminer og mineraler.

Havre spises i Danmark ofte som hele valsede gryn til f.eks. morgenmad eller mellemmåltid. Netop fordi havregryn består af hele korn fra havren er de fuldkorn.

Havre er primært kilde til kulhydrater, men har også et højt indhold af protein, fedt, visse vitaminer, især B-vitaminer og E-vitamin og mineralerne jern, calcium, magnesium m.fl. Indholdet af kostfibre og især vandopløselige kostfibre er også højt i havre. På grund af indholdet af fuldkorn og kostfibre kan havre hjælpe dig til at få en bedre fordøjelse og en øget mæthed.

Læs mere om fuldkorn

Fuldkornslogo
Gå efter det orange Fuldkornslogo, når du handler i supermarkedet.

Havre købes først og fremmest som havregryn fin- eller grovvalsede. Du kan også købe havrekerner og havreklid. Havreklid er dog ikke fuldkorn.

Havre kan også hjælpe med at forebygge visse former for tarmkræft og indeholder kostfiberen betaglukan, der kan sænke blodets indhold af kolesterol. Det er gavnligt i forebyggelsen af hjerte-kar-sygdom, som er en af de hyppigste følgesygdomme til diabetes.

Blodsukkerstigning fra havre

Produkter med fuldkorn har generelt et højt indhold af kostfibre, der mætter godt og giver en langsommere, mere stabil blodsukkerstigning. Nogle oplever det dog som svært at styre blodsukkeret når man spiser havregryn med mælk, fordi det kan stige hurtigt.

Når du spiser kulhydratrige fødevarer som brød, kartofler, ris, pasta og i dette tilfælde havre, er det mængden, du spiser, der har betydning for, hvor meget dit blodsukker stiger.

Hvis dit blodsukker ofte ligger højt efter du har spist f.eks. havregryn med mælk, kan du tage ”toppen af” blodsukkerstigningen ved at spise en mindre mængde havregryn med mælk og måske tilsætte lidt nødder eller mandler. Hvis du kommer sukker på din morgenmad, kan du erstatte det med et strøprodukt uden tilsat sukker. Et andet tip kan være at skifte fra finvalsede til grovvalsede havregryn, da de er længere om at blive nedbrudt i kroppen.

Tager du hurtigtvirkende insulin, og oplever du en hurtig stigning af blodsukkeret, når du spiser havregryn, kan du med fordel tage din insulin lidt tid før, du normalt ville gøre det. Så kan insulinen nå at virke, inden blodsukkeret begynder at stige.

Fuldkornspartnerskabet

Diabetesforeningen er medlem af Fuldkornspartnerskabet, der er et samarbejde mellem flere sundhedsorganisationer, Fødevarestyrelsen samt en række fødevareproducenter. Målet med partnerskabet er, at danskerne skal vælge fuldkornsprodukter, når de vælger blandt morgenmadsprodukter, ris, pasta og brød.

Fuldkorn er hele kerner eller forarbejdede kerner f.eks. malet til mel. Der er altså også tale om fuldkorn, når mel malet på hele korn er brugt. Det afgørende er ikke, om der er hele korn i, men om melet er malet af hele korn.

Besøg Fuldkornspartnerskabets Facebookside

Herunder får du fem udvalgte opskrifter på lækker mad med havregryn.