Gylden linsesuppe

Vægttab

Fra slankekur til livsstilsændring. Ønsker du et vægttab, kan du med fordel tænke mere langsigtet ved at lave mindre – men realistiske – ændringer i dine kost- og motionsvaner. Kom godt i gang med gode råd og sunde opskrifter til et stabilt vægttab.

Slankekure er der nok af, og de lover alle fantastiske resultater på kort tid. Men hvad sker der som oftest, når slankekuren er slut? Alle kiloene kommer lige så hurtigt på igen, som de kom af.

Vægttab er ikke en lynkur, og for nogle kan det gå hurtigere end andre. De vaneændringer, du skal arbejde med for at opnå et evt. vægttab, vil ofte være endnu vigtigere at rette fokus mod end selve vægttabet.

Et optimalt og stabilt vægttab ligger i omegnen af 0,5 kg om ugen. Det svarer til en daglig reduktion på 500 kcal – altså at du indtager 500 kcal (2000 kJ) mindre, end du forbruger.

Du kan finde kalorieberegnere på internettet, men vær opmærksom på, at de kun er vejledende.

Hvad svarer 500 kcal til?

Du kan reducere dit daglige indtag med 500 kcal på mange måder. Bl.a. ved at spise mindre portioner til måltiderne eller udskifte nogle fødevarer med kalorielettere alternativer.

De 500 kcal kan også "spares væk" ved at skære ned på de ting, man indtager uden for hovedmåltiderne.

Fødevarer, der indeholder 500 kcal, er bl.a.:

  • 4 flasker pilsnerøl
  • 90 g mørk chokolade
  • 1 stort stykke wienerbrød (110 g)
  • 1 pose Matador Mix (140 g).

Langsomt og sikkert

Et vægttab på 0,5 kg kan lyde meget langsomt, men chancen for efterfølgende at holde dit vægttab og vedligeholde din nye livsstil er væsentligt større, end hvis hastigheden er hurtigere.

Sæt gerne mål og delmål for dit vægttab, og fejr dine succeser, når du når dem. Husk også, at du ikke nødvendigvis skal tabe dig mange kilo for at få det bedre og blive sundere.

Fysisk aktivitet hjælper dig til at vedligeholde muskelmasse, men det er først og fremmest din mad – hvad, hvor ofte og hvor meget du spiser – der kan lette din vægt.

Se fem udvalgte opskrifter på lækre, sunde retter herunder.