Rabarber

Rabarber

Rabarber er en rigtig forårsbebuder. Rabarbersæsonen starter normalt i april og fortsætter til midt på sommeren, og faktisk kan du være heldig, at dine rabarber kommer igen i sensommeren. De flotte røde stilke er bedst først på sæsonen.

Er rabarber en frugt eller en grøntsag?

Det spørgsmål hører vores diætister i Diabetesrådgiverne ofte. Mange bliver overrasket over, at rabarber faktisk er en grøntsag og derfor kan spises i ubegrænsede mængder. Indholdet af kulhydrat er så lavt, at det ikke medfører en stigning i blodsukkeret, medmindre du spiser meget store mængder.

100 g rabarber indeholder 3 g kulhydrat, ca. 4 g kostfibre og ca. 100 kJ. Derudover indeholder rabarber forskellige mineraler og vitaminer – især vitamin A og C.

Hvad kan du bruge rabarber til?

Rabarber bliver traditionelt anvendt til kompot, rødgrød, rabarbersuppe og marmelade oftest i kombination med jordbær. Saft kogt af rabarber er også lækkert. Du kan evt. fryse den koncentrerede saft i isterningebakker eller en pose, så der er til et enkelt glas saft ad gangen. Du kan fortynde og søde koncentratet, når du har tøet det op.

Du kan opbevare dine rå rabarber i køleskabet, eller du kan snitte stilkene og fryse dem.

Opskrifter med rabarber

Herunder finder du forskellige opskrifter med rabarber. I nogle af opskrifterne har vi brugt rabarber i andre sammenhænge og/eller sammen med krydderier, som vi ikke så ofte forbinder med rabarber.