I vores opskrifter finder du masser af inspiration til lækre og sunde måltider. De fleste af opskrifterne er beregnet til at være hverdagsmad, som du kan lave på 30-45 minutter. Vi bestræber os på at bruge råvarer, som er nemme at få fat i. Er der brugt særlige ingredienser, er der som oftest tips til, hvor du kan få fat på dem.
God fornøjelse med opskrifterne.
Portionsstørrelser
På opskriften står der, hvor mange den er beregnet til. Tallet er kun vejledende.
Tilbehør
Vi giver mange steder forslag til tilbehør til retterne uden at angive mængder på tilbehøret. Det er individuelt, hvad – og hvor meget – man spiser som tilbehør.
Kartofler, ris pasta med videre er beregnet med, når specifik mængde står på ingredienslisten.
Tilbehør som brød, kartofler, ris og pasta indeholder en del kulhydrat – du kan med fordel bruge Diabetesforeningens app til kulhydrattælling til at vurdere mængden af kulhydrat i dit tilbehør.
Læs mere om appen til kulhydrattæling
Snacks, kager og desserter
Opskrifterne på snacks, kager og desserter har et reduceret indhold af kulhydrat, da sukker helt eller delvist er erstattet med sødemidler. Kalorieindholdet er tilsvarende lavere end i sukkersødede varianter.
Mål og vægt
1 tsk. = 1 standardiseret måleske på 5 ml.
1 spsk. = 1 standardiseret måleske på 15 ml.
Vær opmærksom på, at alle vægtangivelser er i nettovægt, det vil sige renset vægt: Uden skræl, rodender og lignende.
Kostberegning
Indholdet af energi er angivet i kJ og kcal. Der er også angivet indhold af kulhydrat, fedt og protein per person/stk. Indholdet af kulhydrat pr. 100 g er også beregnet.
Beregningerne er gennemsnitsberegninger. Der kan derfor være mindre variationer, for eksempel med forskellige råvarer, sæson m.m.
Grøntsager og krydderurter
Brug gerne årstidens friske grøntsager og krydderurter. Du kan erstatte med grøntsager fra frost, og tørrede krydderurter.
Skyl grøntsagerne godt, og fjern rodender, kerner og lignende. Skræl grøntsager som gulerødder, pastinakker, persillerødder m.m.
Fedtstof
I de fleste opskrifter står der flydende fedtstof. Du kan bruge flydende margarine eller olie, gerne raps-eller olivenolie. Hvis du skal bruge et bestemt fedtstof, har vi skrevet det i ingredienslisten. Vi anbefaler ikke hårdt fedtstof, som for eksempel smør, stegemargarine eller kokosfedt.
Tilberedning med gryder og pander
Brug altid gryder og pander med en god slip-let belægning og tyk bund, når du tilbereder mad med mindre fedtstof.
Tilberedning i ovn
Tilberedningstider er i opvarmet ovn. Temperaturen er ved almindelig ovn. Hvis du bruger varmluftovn, skal du nedsætte temperaturen med ca. 10 procent.
Gå til opskrifterne