Søg op til 5.000 kr. i Diabetesforeningens aktivitetspulje
Har I en aktivitet, I gerne vil afholde, men mangler penge til? Herunder kan du læse mere om hvordan din forening kan få lidt ekstra penge til aktiviteter ved at søge Diabetesforeningens aktivitetspulje
Hvorfor en aktivitetspulje?
Aktivitetspuljen er oprettet for at sikre, at flere foreninger uden et stort økonomisk råderum har mulighed for at afholde aktiviteter, som de ellers ikke ville have råd til. Meningen er, at der skal være mulighed for at søge penge til konkrete aktiviteter f.eks. foredrag, motionsarrangementer, kampagner, rekrutteringsaktiviteter mv., som foreningen ikke selv har mulighed for at finansiere på kort sigt.
Hvem kan søge aktivitetspuljen?
Puljen kan søges af lokalforeninger, ungegrupper og børnefamiliegrupper. Der søges ved at udfylde nedenstående skema samt ved at opfylde nogle få kriterier. Læs mere længere nede.
Krav til foreningens økonomi
OBS. Fordi aktivitetspuljen er tænkt som en hjælp til foreninger med begrænsede midler, må foreningens egenkapital ikke overstige følgende;
“Årets rådighedsbeløb + det ansøgte beløb”
Dvs. at hvis foreningen har flere midler end dette, kan der ikke søges om midler i aktivitetspuljen.
Aktiviteter der kan søges midler til
Det ansøgte skal have tydelig relevans for Diabetesforeningens arbejde og understøtte foreningens formål om at forbedre livet med diabetes, forebygge sygdommen og styrke fællesskabet for mennesker med diabetes og deres pårørende.
Generelt er puljen tænkt til at skabe flere aktiviteter som omhandler ‘synlighed, opsporing og kendskab til diabetes i jeres lokalområde’. Eksempler på dette kunne være:
- Nye eller anderledes motionstilbud, der f.eks. kræver ekstra udstyr at starte op.
- Foredrag eller oplæg om et relevant emne, men som koster penge at afholde.
- Afprøvning af ny aktivitet lokalt, f.eks. i et område, hvor der er potentiale for nye deltagere.
- Lokale oplysningskampagner, f.eks. deltagelse ved messer eller sundhedsdage, hvor der er mulighed for at tiltrække nye frivillige og medlemmer.
- Synlighedsmaterialer – fx rollups, plakater eller tøj.
Der kan altså ikke søges midler til f.eks. drift af foreningen såsom kørsel, forplejning til møder og lignende. Puljen er tiltænkt aktiviteter, der kommer medlemmerne eller potentielle medlemmer til gode. Det behøver ikke at være jer selv i bestyrelsen der står for aktiviteten, men kan også være en mere løst tilknyttet aktivitetsfrivillig.
Mere om puljen
-
Der kan søges om midler fra aktivitetspuljen løbende, så længe puljen har midler til det. Midlerne uddeles efter først-til-mølle-princippet og ud fra de kriterier, der er beskrevet her nedenfor.
Puljen lukker automatisk, når midlerne er brugt. -
Der kan søges op til 5000 kr. ad gangen, men der kan søges til flere aktiviteter. Undtaget fra dette beløb er ansøgning om besøg af Sundhedsbussen, hvor hele den almindelige udgift for besøget dækkes. Læs mere om Sundhedsbussen nedenfor.
-
Skemaet indeholder spørgsmål til
Den lokale forenings navn
Kontaktperson i foreningen (navn, mailadresse og tlf.)
Hvad søges der midler til og hvorfor? (inkl. dato for arrangement(er))
Eventuelle andre opmærksomhedspunkter
Ansøgt beløb og groft budget for aktiviteten, herunder om der er søgt midler til aktiviteten andetsteds. -
I vurderingen af ansøgningen lægges der vægt på følgende:
Opfylder foreningen det økonomiske krav for at ansøge?
Virker aktiviteten relevant i regi af Diabetesforeningen?
Hvor mange personer forventes at få glæde af aktiviteten?
Strider aktiviteten med Diabetesforeningens almindelige normer og værdier?Vi læser ansøgningen igennem og hvis ovenstående kriterier vurderes som opfyldt, godkendes ansøgningen. I kan forvente svar indenfor to uger. Af hensyn til kommunikation, må I meget gerne holde jer opdateret på mail og eventuelt telefon i tilfælde af opklarende spørgsmål til ansøgningen i denne periode. Der kan gå op til en uge fra at ansøgningen er godkendt til beløbet er overført til jer.
-
Når aktiviteten er afholdt, skal midlerne fra aktivitetspuljen indgå i jeres lokale regnskab som ekstra rådighedsbeløb under indtægter og udgifterne skal bogføres som alle andre i jeres regnskab.
Det er ikke et krav at I efterfølgende sender bilag eller andet til sekretariatet ifm. Aktivitetspuljen. De skal dog indgå i jeres regnskab som alle andre udgifter og bilag. Vi ser dog gerne, at I deler en kort tekst og nogle få billeder fra aktiviteten, som vi kan bruge til at fortælle om hvilke gode formål aktivitetspuljen har bidraget til. Tekst og billeder kan sendes til [email protected]OBS. Hvis aktiviteten af den eller anden årsag ikke blev afholdt, skal de bevilgede midler føres tilbage til Diabetesforeningen.

Særligt om Sundhedsbussen
Det er også muligt at søge om at få besøg af Diabetesforeningens Sundhedsbus hos jer lokalt.
Læs mere om Sundhedsbussens ture i 2026 HER.
Der er dog flere dele som skal kunne gå op, bl.a. skal den specifikke dato passe ind med at bussens koordinator og chauffør har mulighed for at være til stede sammen med det nødvendige personale, herunder sygeplejersker og diætist. Herudover lægges der vægt på følgende, hvis bussen skal på besøg hos jer:
- Har bussen været i jeres område for nylig? Bussen skal gerne rundt i hele landet.
- Har jeres by mange indbyggere eller stort opland? Giv gerne et bud på hvor mange deltagere I forventer.
- Hvordan er prævalensen af type-2 diabetes?
- Er der mulighed for at deltage på et relevant event (eksempelvis Sundhedsdage)? Bussen er velegnet til arrangementer der varer 3-4 timer.
- Hvilke erfaringer er der med hvilke events og destinationer der har fungeret godt tidligere?
OBS. Fordi udstyret til at måle langtidsblodsukker (HbA1c) skal have en bestemt temperatur, kan udendørs besøg realistisk set gennemføres fra maj til start oktober. Er arrangementet indendørs er det muligt udenfor denne periode.
Det er en fordel, hvis jeres ansøgning kan tale ind i nogle af disse punkter og overvej gerne om der er flere mulige datoer, hvor det kunne give mening, at bussen kom på besøg. Det er også rart at vide om I selv har mulighed for at stille med frivillige hænder på dagen. Arrangementet hvor bussen deltager, må ikke være bag en betalingsmur, f.eks. en billet eller entrépris, men skal være offentligt tilgængeligt.
Det er vigtigt at understrege, at Sundhedsbussen ikke kan bestilles, men at der kan søges om at få den på besøg. Ansøgningsfristen for at få besøg af bussen i 2027 er 1. november 2026 og der gives endeligt svar senest i marts 2027. Der kan ikke søges om at få bussen på besøg i 2026.
Det er også muligt at komme på en interesseliste for at få besøg af Sundhedsbussen. Det kan du læse mere om på siden her: Læs mere og kom på interesseliste
Fordi det kræver mange ressourcer at sende Sundhedsbussen ud i landet, bevilges der højest midler til at bussen kan komme på besøg specifikke steder fire gange årligt. Midlerne som gives til besøg af bussen udbetales og bogføres ikke i det lokale regnskab, men afregnes internt i sekretariatet.