Det tager opmærksomheden fra det, der er vigtigt

Mennesker med type 2-diabetes er dovne personer med overvægt uden selvkontrol, der bare skal tage sig sammen. For Grethe Dalsgaard er det den værste myte om type 2-diabetes. Hun fik selv konstateret den kroniske sygdom i 2018 og er ikke i tvivl om, hvordan myten opstår: Det sker i den måde, alle – fra læger til medier – taler om sygdommen på. Og det sker i sundhedssystemets møde med folk, der lever med type 2-diabetes. Myten starter, når folk bliver diagnosticeret:

Mange får bare at vide, at de skal gå hjem og ændre deres livsstil og komme igen om to måneder.

– Allerede der går folk fra lægen med en opfattelse af, at de har fået type 2-diabetes, fordi de lever et dårligt liv, og sygdommen er deres egen skyld.

– Jeg er ikke i tvivl om, at de fleste sundhedsfaglige har gode intentioner, men de kommer til at bruge  formuleringer, der taler ind i myterne. De bliver nødt til at tænke mere over, hvordan de taler om sygdommen. Som jeg ser det, er der meget sundhedspersonale, der ikke reflekterer og ser det enkelte menneske.

Unuanceret fokus 

Det overdrevne fokus på livsstil ender ifølge Grethe Dalsgaard med at skære alle med type 2-diabetes over én kam. Hun anerkender, at der er nogle tilfælde, hvor folks livsstil kan have haft betydning for deres risiko for at udvikle type 2-diabetes. Men mener, at vi skal et skridt længere tilbage.

– Det er forenklet bare at sige: Det er livsstil, gå hjem og gør noget ved det. Eller det nogle i samfundet  siger: Luk munden, let røven. Det er unuanceret. Der er et helt liv bag folks livsstil, og der er mange grunde til, at folk lever, som de gør. Det er ikke altid noget, vi selv har magt over. Så vi skal væk fra kun at se på livsstil som årsag, men i stedet tale om årsager til livsstilen.

I sidste ende er det slet ikke årsagerne, Grethe Dalsgaard har lyst til at fokusere på. Men den skadelige myte bunder i misforståelser omkring årsagerne til udviklingen af type 2-diabetes. Derfor vil hun gerne aflive den myte én gang for alle, så samfundet i stedet kan fokusere på det, der er vigtigt: 

At møde folk med empati og hjælpe dem igennem det at få konstateret en kronisk sygdom, så de kan få det bedre.

Når man hjælper folk igennem uden at slå dem oveni hovedet, og giver dem muligheden for at reflektere og selv være med i processen, så får man det bedste resultat.