Ingen diabetes ingen spiseforstyrrelse

– 7-10 km på løbebåndet efterfulgt af træning i fitnesscentret. Hver dag. Jeg spiste morgenmad, men bortset fra en gulerod, sprang jeg mad over i skolen, så slap jeg også for at tage insulin, og spiste kun et æble, hvis mit blodsukker faldt.

Aftensmaden arrangerede jeg mig ud af: Jeg spiste meget få kulhydrater og øsede godt med grøntsager henover, så det var svært for mine forældre at følge med. Min mor fik dog mistanke til, at noget var galt og kontaktede lægen på diabetesambulatoriet, som med stor autoritet fik slået fast, at diabetes og spiseforstyrrelse bare ikke gik. Bemærkningen gjorde indtryk, men ændrede ikke på min altdominerende målsætning om at tabe mig.

Lægen sendte mig til nogle samtaler hos en psykolog, og jeg fik diagnosen anoreksi. Til at begynde med kunne jeg slet ikke se, at jeg havde et problem. Men i løbet af psykologsamtalerne fattede jeg det langsomt, også fordi jeg kunne se, at det påvirkede min familie, at de skulle indordne sig under min livsstil og krav om struktur. Også når vi var på ferie, hvor jeg for eksempel altid lige skulle i bad, fordi jeg havde været oppe at træne, når familien skulle hygge sig med morgenbrød.

Jeg fik anerkendelse, da jeg tabte mig. Det gik rent ind.

– Jeg fik konstateret diabetes i 2014, da jeg var 16 år gammel. Det tog jeg meget alvorligt og ville gerne gøre det hele rigtigt, men efter et halvt år begyndte mit fokus på mad og træning at tage overhånd, og jeg var i gang med at etablere en spiseforstyrrelse.

Set i bakspejlet handlede det nok om, at jeg mistede noget kontrol over mig selv ved at få diabetes, var tynget af det medfølgende ansvar og på en måde nok kompenserede ved at tage fuld kontrol over, hvad jeg spiste og især ikke spiste. Fokus på kulhydrattælling, som følger med diabetes, var nok også med til at styre mig i retning af en spiseforstyrrelse. Jo færre kulhydrater, jo mindre insulin og dermed nemmere at have med at gøre.

Da jeg begyndte at tage insulin, tog jeg på. Før diabetes brød ud, havde jeg vænnet mig til at veje mindre. Derfor begyndte jeg at træne mere og mere og gå udenom kalorier og kulhydrater og fik faktisk anerkendelse for det, når jævnaldrende pludselig kom hen til mig og sagde, at jeg så godt ud, fordi jeg havde tabt mig. Det gik rent ind og gav mig lyst til at træne endnu mere. Mange, der både har diabetes og en spiseforstyrrelse, manipulerer med insulinen, så de tager for lidt af den og dermed taber sig. Det har jeg aldrig gjort, men jeg har gennemgående holdt mit blodsukker højere end det anbefalede, så jeg ikke behøvede at spise ekstra, fordi mit blodsukker pludselig blev lavt.

Diabetes gav slet ikke så meget uro og diskussion, som spiseforstyrrelsen gjorde.

– Mens jeg gik til psykolog, indførte min mor nogle regler om, at jeg kun måtte tage til træning, hvis jeg ikke havde tabt mig yderligere. Dér gik jeg fra syv ugentlige træninger til måske to. Jeg var rasende, men accepterede det.

Indimellem snød jeg hende dog og listede en træning ind, når vi havde to fritimer om morgenen på gymnasiet. De dage var jeg ret tilfreds, husker jeg. Jeg husker også, hvor rasende jeg kunne blive, hvis menuen derhjemme pludselig blev ændret. Det var en alt for stor udfordring af min planlægning og mit behov for at have kontrol.

I dag er jeg meget glad for min mors resolutte indsats og bemærkningen fra lægen, men selvfølgelig også samtalerne med psykologen, som tilsammen gav mig det nødvendige fundament for at slippe spiseforstyrrelsen. Den afgørende brik blev dog min daværende kæreste og hans familie. Uden det indirekte skub herfra, ved jeg ikke lige, hvornår det var sket.

Min kæreste forstod ikke, hvad spiseforstyrrelsen
var, og hvorfor jeg havde den. Men det gør ingen jo. Man er meget alene med det. Vi delte ikke forholdet til mad, men forholdet til træning

– Han pressede mig aldrig nogensinde, men jeg begyndte at presse mig selv, fordi det var besværligt at lade spiseforstyrrelsen bestemme, når jeg var hjemme hos hans familie og skulle spise. Jeg tog mig selv i ørerne og lavede nogle aftaler med mig selv:

Hvis jeg fik serveret noget, jeg ikke kunne drømme om at spise tidligere, måtte jeg gerne, jeg skulle bare træne enten før eller efter.

Mine veninder havde flere gange også prøvet at købe noget særligt til mig eller på anden måde tage hensyn til min diabetes og spiseforstyrrelse, men veninderne var nemmere at afvise. Der er noget andet på spil, når det er en kæreste. Dér var jeg villig til at gå længere og udfordre mig selv. Og med små skridt fik jeg skubbet spiseforstyrrelsen ud af mit liv. Undervejs kan jeg huske, at jeg havde en følelse af, at jeg skulle indhente nogle af de mange pizzaer, som jeg gennem et års tid ikke havde rørt, så i en periode holdt jeg mig ikke tilbage …

I dag er spiseforstyrrelsen helt væk. Jeg træner stadig for at holde mig i form og få energi. Min vægt er højere nu, end da jeg begyndte på min spiseforstyrrede adfærd, men det er faktisk ok. Det er meget bedre at have et liv, hvor tankerne ikke hele tiden handler om mad. Ser jeg fotos af mig fra den gang, kan jeg godt se, at jeg så skarp ud, men jeg havde det elendigt.