MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Kan cannabis dulme nervesmerter

Fodproblemer og nervesygdom er nogle af de mest hyppige følgesygdomme. Nyt forskningsprojekt skal finde ud af, om medicinsk cannabis kan gøre en forskel for de mange, der har smerter på grund af nerveskader.

Læge Christian Stevns.
– Det er nedslående, at vi stadig ikke kan afhjælpe smerterne hos rigtig mange af dem, der har problemer siger læge Christian Stevns. Foto: Martin Bubandt

Neuropati kan være så smertefuld, at det gør ondt at have en dyne omkring benene.

Neuropati kan også betyde, at du mister følesansen og ikke kan mærke, at du har fået en sten i skoen og derfor ender med et fodsår, der ikke vil hele.

– Neuropati kan være en frygtelig invaliderende følgesygdom til diabetes. Alligevel forbinder ikke alle patienter nervebetændelsen med diabetes, hvilket kan gøre opsporing svær. Desuden er den smertefulde form desværre meget vanskelig at smertelindre, siger læge, ph.d. og postdoc i  komplikationsforskning på Steno Diabetes Center Copenhagen, Christian Stevns.

Det vil han og kolleger på Odense Universitetshospital, Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital nu forsøge at gøre noget ved. Forskerne er enten diabeteslæger, smertespecialister eller neurologer.

– Det er nedslående, at vi stadig ikke kan afhjælpe smerterne hos rigtig mange af dem, der har problemer, siger Christian Stevns.

Studier har vist, at 20 procent med type 1-diabetes har nervebetændelse efter 20 år med diabetes, og at omkring ti procent lever med smerter.

Blandt personer med type 2-diabetes er det mellem 10-15 procent, som allerede ved diagnosetidspunktet lider af neuropati. 50 procent har tegn på neuropati efter ti år med type 2-diabetes, og 17 procent lever med smerter.

– Det er altså rigtig mange, der har neuropati, men vi tror desværre ikke, vi fanger alle. Typisk bliver neuropati forbundet med fodproblemer, men der kan være langt flere komplikationer og symptomer ved neuropati, siger Christian Stevns.

Effekten er ukendt

For at blive klogere på, hvor mange med diabetes der har symptomer på neuropati, vil alle på Steno Diabetes Center Copenhagen i løbet af de næste par år blive screenet for neuropati gennem fysiske undersøgelser og spørgeskemaer.

Hvad er cannabis?

Cannabis, også kaldet hash, pot og marihuana, kommer ofte fra planten Cannabis sativa. Cannabis indeholder mange forskellige aktive stoffer (cannabinoider). Medicinsk cannabis bruges i dag som en bred betegnelse, der dækker over alt lige fra tørrede cannabisblomster, cannabisolie, kapsler m.m. Produkterne indeholder enten dele af cannabisplanten, aktive stoffer fra planten eller syntetiske cannabinoider.

De to aktive stoffer, man typisk taler om i forbindelse med medicinsk cannabis, er:

1) THC (tetrahydrocannabinol) – et aktivt stof, som også har en euforiserende virkning.

2) CBD (cannabidiol) – et andet aktivt stof i cannabis, der ikke i sin rene form er omfattet af bekendtgørelsen om euforiserende stoffer ligesom THC. Det har ikke THC's euforiserende egenskaber.

– Vi vil for eksempel spørge ind til, om patienterne har problemer med maven, som kan være tegn på det, der hedder gastroparese. Det er en tilstand, som kan have stor indflydelse på livskvaliteten, siger Christian Stevns.

Som noget nyt har man på Steno Diabetes Center Copenhagen åbnet et ambulatorium for patienter, der enten har eller mistænkes for at have neuropati, så der kommer fokus på behandling af følgesygdommen.

Forskerne vil også tage nye metoder i brug for at undersøge for neuropati. De nye metoder kan måske finde meget tidlige tegn på nerveskader, som kan behandles, så forværring kan undgås.

Når patienterne med smertefuld perifer neuropati er fundet, vil flere af dem komme til at deltage i et forsøg med medicinsk cannabis for at se, om cannabis kan hjælpe på smerterne.

– Vi har i dag ingen effektive midler mod smerter fra diabetisk neuropati. Kun halvdelen af dem, vi sætter i behandling, oplever en effekt, og blandt dem bliver smerterne kun reduceret til det halve i gennemsnit. I og med, at der herhjemme er en forsøgsordning med medicinsk cannabis, er det oplagt at finde ud af, om cannabinoiderne kan hjælpe mod neuropati, siger Christian Stevns.

Siden januar 2018 har det været muligt at udskrive recept på medicinsk cannabis – uden, at medicinsk cannabis er testet og godkendt, som man almindeligvis gør med andre lægemidler herhjemme. Det sker i en fireårig forsøgsordning.

– Vi har ikke gode studier, der har vist effekt af cannabisbehandling. Derfor skal vi have det undersøgt, så både læger og patienter ved, hvad der bliver udskrevet. Der kan jo også være bivirkninger i form af for eksempel afhængighed og psykiske bivirkninger, siger Christian Stevns.

I alt 180 patienter inkluderes i studiet, og de første resultater forventes klar om to til tre år.

Hvad er neuropati?

Diabetisk neuropati kaldes også nervebetændelse og er beskadigelse af nerverne til hud, muskler og/eller indre organer. I værste fald kan nerverne gå til grunde.

Perifer neuropati: Når der sker beskadigelse af følesansen (f.eks. evnen til at mærke kulde/varme og smerte). Perifer neuropati rammer typisk tæer, fødder, ben og hænder og er den hyppigst forekommende form for neuropati.

Symptomer:

  • Ofte uden symptomer
  • Smerter – der beskrives som både murrende og knugende, brændende og sviende. Mange har en fornemmelse af at gå på vat
  • Tab af følesans – som kan medvirke til, at man får fodsår, hvis man for eksempel får et sår på grund af en sten i skoen og ikke har kunnet mærke den. Sammen med nedsat blodtilførsel kan såret have svært ved at hele, hvilket øger risikoen for amputation.

Autonom neuropati: Når der sker beskadigelse på det autonome nervesystem. Autonom neuropati rammer typisk urinblæren, hjertet, mave-tarm-systemet og seksuelle funktioner.

Symptomer:

  • Puls: Pulsen kan være høj hele døgnet. Man kan have svært ved at øge pulsen ved aktivitet
  • Blodtryk: Højt blodtryk om natten. Blodtrykket kan blive lavt, når man rejser sig, så man bliver svimmel og kan falde
  • Mave-tarmproblemer, herunder forstoppelse, tynd mave, kvalme eller opkast og diarré, kaldet gastroparese
  • Sved: Kraftig svedproduktion, når du spiser og drikker. Kaldes gustatorisk sved.
  • Blærefunktion: Blærebetændelse kan være tegn på, at nerverne til blæren er beskadiget
  • Seksuel funktion: Rejsningsproblemer for mænd og tørhed i skeden for kvinder.

Hvad sker der i kroppen ved neuropati?
Blodet transporterer ilt rundt til kroppens celler. En hyppig følgesygdom til diabetes er en ødelæggelse af kroppens små blodkar på grund af forhøjet blodsukker. Beskadiges de blodkar, der forsyner nervecellerne med blod, kan det føre til, at nervecellerne kommer til at lide af iltmangel, hvorved de går til grunde. Det vigtigste for at undgå neuropati er et velreguleret blodsukker for at skåne blodkarrene. Højt blodsukker kan i sig selv skade nerverne. Kilde: Diabetesforeningens hjemmeside diabetes.dk 

Fortalt til Helen Heidemann og bragt i medlemsbladet september 2019.

Læs i temaet "Færre får følgesygdomme" 

Tema om følgesygdomme article tout, dominobrikker der viser forskellige sygdomme

Hvor stor er din risiko?

Hvad er egentlig din risiko for at miste et ben? At blive blind? Mange bekymrer sig i dag uden grund. I dette tema kan du blive klogere på risikoen for at udvikle nogle af de mest frygtede følgesygdomme til diabetes.
Læs artiklen "hvor stor er din risiko?"
Article tout af Louise Gormsen

Jeg kalder det et hajangreb

Louise Gormsen begyndte at miste følesansen i sine fødder, da hun var i 20’erne. Alt for længe gik hun uden behandling, og så var det for sent.
Læs Louise Gormsens historie
Overlæge og forskningsleder Marit Eika Jørgensen på Steno Diabetes Center Copenhagen article tout

Færre får følgesygdomme

Der er mindre grund til bekymring for følgesygdomme end tidligere. Diabetesforeningen har spurgt overlæge Marit Eika Jørgensen, som forsker i forekomsten af følgesygdomme til diabetes.
Læs artiklen med Marit Eika Jørgensen
kvinde og barn snakker sammen

Tal med dit barn om følgesygdomme

Er du forælder til et barn med diabetes og fylder tankerne om følgesygdomme meget? Børne- og ungekonsulent i Diabetesforeningen Ida Astrup Jørgensen giver dig råd om, hvordan du kan tage snakken med dit barn.
Læs de gode råd til snakken med dit barn

 

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes