1920 Web Top Ed

Trygt børneliv i skole og dagtilbud

I Diabetesforeningen kæmper vi for, at alle børn får den støtte, de har brug for, så de kan have en tryg og ligeværdig hverdag i skole og dagtilbud.

Alt for mange børn står alene med håndteringen af diabetes i skole og dagtilbud. Det er utrygt for både børn og forældre. Børn med diabetes skal kunne lege, lære og trives på lige fod med andre børn - men uden tilstrækkelig hjælp forringes deres forudsætninger for netop det.

En undersøgelse fra Diabetesforeningen viser, at 72 % af børn med type 1-diabetes uønsket har oplevet at stå alene med håndteringen af diabetes i skolen, og hver femte oplever det ofte eller hele tiden. Selvom undersøgelsen er nogle år gammel, genkender vi mønstret i rådgivningen i dag. 

Også forældre til børn med diabetes i børnehave og vuggestue oplever ligeledes, at det er utrygt at sende deres helt små børn i institution. De seneste 5 år har 140 familier henvendt sig til Diabetesforeningens rådgivning om udfordringer angående støtte i dagtilbud.

Børn med diabetes skal have mulighed for at lege, lære og trives på lige fod med andre børn.

Familierne kæmper mod et system, der ikke tager børn og forældre med diabetes' situation alvorligt. Manglende støtte påvirker børnenes indlæring, den psykiske trivsel hos både børn og forældre samt forældrenes arbejdsliv, samliv og økonomi.

Der er store forskelle på, hvilken hjælp og støtte børn med diabetes får, afhængigt af hvor i landet de bor. Forskningssamarbejdet KIDS – bestående af Steno Diabetescentrene og Diabetesforeningen – viser, at kommunerne har vidt forskellige procedure for støtte til skolebørn med type 1-diabetes. Nogle kommuner har retningslinjer – mange har ikke.

En aktindsigt, som Diabetesforeningen foretog i 2023, viser, at 59 kommuner mangler retningslinjer for håndtering af børn med type 1-diabetes. Samtidig har en stor del af kommunerne lagt økonomien til støtte decentralt, så institutioner og skoler forventes at finde løsninger inden for deres egne budgetter. I både dagtilbud og skoler betyder det, at barnets støtte ofte afhænger af økonomi – og ikke af behov.

Frustrationen forstærkes af, at forældrene, indtil nu, ikke har haft mulighed for at klage over kommunens afgørelse om støttetimer. Derfor har Diabetesforeningen kæmpet for bedre retssikkerhed for forældre til børn med diabetes, og det er nu på vej med en politisk aftale, som giver forældrene mulighed for at klage over manglende støtte til kommunalbestyrelsen og Klagenævnet for Specialundervisning. 

Læs mere om den politiske aftale her

Diabetesforeningen foreslår

  • Ensretning af retningslinjer i alle kommuner, så alle børn med type 1-diabetes har adgang til støtte uanset postnummer.
  • En fast diabeteskoordinator i folkeskolen – finansieret af en statslig pulje, som den findes til privat- og friskoler.
  • Støtteperson i dagtilbud, fx via ekstra normering.
  • Ret til tabt arbejdsfortjeneste til forældre ved skole- og institutionsstart.
Mit Barn Startkit2

Startkit til samarbejde

For at skabe trygge rammer for barnet har Diabetesforeningen udviklet et startkit, som skoler og dagtilbud kan bruge sammen med barnets forældre. 

Se hele startkittet