Sådan sænker du dit blodsukker
Vil du leve godt med type 2-diabetes, er dit blodsukker nøglen. Her er råd og inspiration til, hvordan du sænker dit blodsukker.
Vil du leve godt med type 2-diabetes, er dit blodsukker nøglen. Her er råd og inspiration til, hvordan du sænker dit blodsukker.
Når du har type 2-diabetes, betyder det, at dit blodsukker er for højt. Mange kan slet ikke mærke det. Men du kan med få skridt sænke dit blodsukker.
Er blodsukkeret for højt over en længere periode, kan det give en række alvorlige følgesygdomme, som nervebetændelse, øjen-, nyre- og hjerte-kar-sygdomme.
Jo før du får sænket dit blodsukker, des bedre chance har du for at undgå følgesygdomme eller bremse udviklingen af dem.
Se de 5 diabetesvenlige kostråd
Nogle med type 2-diabetes kan få deres blodsukker ned i normalområdet alene ved at skrue på mad og motion. Mens andre også har brug for medicin.
For mange handler det ikke om enten mad, motion eller medicin – men om en kombination.
Fx at de tager blodsukkersænkende medicin samtidig med, at de spiser færre kulhydrater og bevæger sig mere.
Det er forskelligt fra person til person, og det er naturligt, at det kan ændre sig over tid. Det handler om at finde ud af, hvordan du bedst kan holde dit blodsukker i normalområdet
Hvis du måler dit blodsukker, kan du se, hvad der får det til at stige og på den måde finde ud af, hvordan du kan sænke det.
Derfor anbefaler vi, at du måler dit blodsukker i perioder.
Du kan måle dit blodsukker med en fingerprikker eller med en sensorbaseret glukosemåler, som også kaldes en sensor.
Vi har undersøgt hvad 950 personer med type 2-diabetes lærte om deres blodsukker på bare 14 dage med en glukosesensor. Hør vores forskningschef Tanja Thybo fortælle om projektet i podcasten Diabetesforskerne, der er udviklet af de syv Steno Diabetes Centre.
Hør episoden, der hvor du lytter til dine podcasts eller her:
Her kan du se et uddrag fra podcasten, hvor Tanja Thybo forklarer, hvad en sensor kan:
Kan du blive symptom- og medicinfri? Ja, det hedder remission.
Du kan sænke dit blodsukker ved at skrue ned for pasta, ris, hvidt brød – og andre kulhydrater. Se her, hvordan du kan komme i gang:
Den nuværende lovgivning om blodsukkermåling ved type 2-diabetes er fra 1998. Den er ikke fulgt med tiden – og tager ikke højde for ny teknologi og medicin. Vi arbejder for, at reglerne bliver opdateret, så de passer til den viden og teknologi, vi har i dag.
Vi arbejder for, at:
Alle med type 2-diabetes skal have mulighed for at måle blodsukker løbende og på en systematisk måde.
Alle med type 2-diabetes skal have fri adgang til det antal teststrimler og fingerprikkere eller lancetter, de har brug for.
Alle med type 2-diabetes, der ikke tager insulin, skal have adgang til 3 sensorbaserede glukosemålere det første år efter diagnosen – og derefter 2 om året. En sensor holder cirka 2 uger.
Alle med type 2-diabetes, der tager insulin, skal have adgang til permanent sensorbaseret glukosemåling.