MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Steno Diabetes Center Copenhagen opretter brugerråd

06. maj 2019 Tilbage

Steno Diabetes Center Copenhagen opretter Steno Diabetesråd, hvor alle har mulighed for at præge centrets arbejde og behandlingen af diabetes. Det online diabetesråd er nu åbent for tilmeldinger.

Steno Diabetes Center Copenhagen indbyder nu alle borgere i Region Hovedstaden over 15 år med i det nye Steno Diabetesråd. Rådet er et online-panel, hvor man løbende får tilsendt spørgsmål og afstemninger om livet med diabetes.

Diabetesforeningen er meget optaget af at inddrage patienter og pårørende. Fotoet her er fra en stor workshop i 2017, hvor 30 interesserede medlemmer kom med konkrete input og ønsker til den nationale handlingsplan for diabetes. Nu åbner Steno Diabetes Center Copenhagen for tilmeldinger til et nyt brugerråd. Foto: Claus Bjørn Larsen.

Steno Diabetesråd er en del af Steno Diabetes Center Copenhagens program for brugerinvolvering, som Diabetesforeningen er partner i.

- Mennesker med diabetes er de største eksperter i deres eget liv, og derfor støtter Diabetesforeningen alle initiativer, som inddrager diabetespatienters erfaringer på en konstruktiv måde. Med rådet får flere mulighed for at få en stemme i udviklingen af diabetesbehandlingen, og det har stor betydning, siger Diabetesforeningens administrerende direktør Peer Steensbro.

Både voksne, unge og familier med et barn med diabetes opfordres til at være med. Steno Diabetesråd planlægger op til ti årlige undersøgelser, som de tilmeldte inviteres til med en personlig mail. Det er frivilligt at deltage, og der er intet krav om hvor meget, man skal deltage. 

Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes