Belastning i hverdagen
Som pårørende lever du med en øget belastning, fordi I selv står for ansvaret for det meste af diabetesbehandlingen.
Som pårørende lever du med en øget belastning, fordi I selv står for ansvaret for det meste af diabetesbehandlingen.
Som pårørende er det vigtigt, at du er opmærksom på, at en langvarig belastning kan have alvorlige konsekvenser som for eksempel stress eller depression. Det er derfor vigtigt, at du lytter til din krop og dens advarselssignaler.
Mange pårørende vil gå rigtig langt for at støtte og hjælpe personen med diabetes. Som pårørende kan det være, at du i perioder tager flere opgaver, fordi personen med diabetes måske er mere træt end normalt. Det kan både være praktiske opgaver i hverdagen eller i hjemmet, og det kan også være opgaver i forbindelse med diabetes. Måske er det dig, der laver aftalerne med diabetesbehandleren, støtter eller muntrer personen med diabetes op, eller spiller en vigtig rolle i forhold til at indføre livsstilsændringer.
At du i en periode påtager dig flere opgaver og mere ansvar, er for mange pårørende helt naturligt. Et konstant pres, opgaver og ansvar kan være udmattende. Det er en svær balance at støtte, hjælpe og vise omsorg for andre og samtidig huske at passe på sig selv. Men ikke desto mindre, er det vigtigt, at du ikke glemmer at passe på dig selv.
Mange pårørende oplever i perioder vrede og frustration. Du kan føle frustration, hvis du igennem længere tid ikke får opfyldt dine behov, men konstant skal give plads og støtte til din pårørende med diabetes. Det kan også være, at du oplever magtesløshed over, at du er havnet i en situation, som du ikke er herre over, og som du ikke kan løse.
Nogle pårørende oplever skyld- og skamfølelser. Du kan få skyldfølelse, hvis du for eksempel har behov for at prioritere dig selv i en periode, og du derfor ikke giver den fornødne støtte, og personen med diabetes derfor ikke efterlever de givne anbefalinger. Skam kan for eksempel komme til udtryk ved, at personen med diabetes ikke tager sin sygdom alvorligt, eller at du ikke kan overskue at yde støtte på grund af personlige udfordringer.
Sådanne følelser kan kategoriseres som ”forbudte følelser”. Måske føler du dig ikke tilpas ved at sige dem højt af frygt for, at de bliver modtaget med negative eller dømmende kommentarer. Forbudte følelser er almindelige blandt pårørende til personer med diabetes, men kan være svære at tale om.
Det kan være en svær opgave at prioritere sig selv, når ens nærmeste har en kronisk sygdom som diabetes. Det er svært, fordi mange af os er indrettet med omsorg, næstekærlighed, ydmyghed og ”jeg skal nok klare den” - attitude. Selvom vi måske mærker, at vi godt kunne bruge en pause fra praktikken, så er det de færreste, som giver sig selv en velfortjent pause. Det er simpelthen nødvendigt, hvis du gerne vil blive ved med at være en god støtte og pårørende.