Pas på dig selv som pårørende
Som pårørende er det vigtigt, at du husker dig selv og passer på dig. Både for din egen skyld og din pårørendes skyld.
Som pårørende er det vigtigt, at du husker dig selv og passer på dig. Både for din egen skyld og din pårørendes skyld.
En god trivsel for dig som er berørt af diabetes, afhænger af mange forskellige faktorer, bl.a. dit selvværd, om du oplever ro i hverdagen og dine relationer til venner, netværk, behandlere og til sundhedsvæsnet.
Det kan til tider være udfordrende at være tæt på et menneske med diabetes – både fysisk og psykisk. Nogle pårørende oplever, at de i perioder giver meget af sig selv uden at få så meget igen. Det kan resultere i udbrændthed og helbredsproblemer.
Det er vigtigt, at du som pårørende har perioder, hvor du får ladet op ved at foretage dig noget, som du godt kan lide, så du fortsat har energi og overskud til at kunne hjælpe og støtte andre.
Mange pårørende vil gerne hjælpe, og det må du selvfølgelig også. Men her gælder der de samme regler som i flyvemaskinen: Du er nødt til at tage iltmasken på først, inden du kan hjælpe andre. Vi ved det godt, og alligevel er det svært i praksis. Det er svært, fordi det er ambivalent at sætte sig selv først, når ens nære relationer har brug for støtte og omsorg. Men ikke desto mindre er det virkelig vigtigt, hvis I fortsat skal være stærke nok til at støtte hinanden.
Du kan nemt glemme dig selv og dine behov, når du skal støtte og hjælpe en anden, men det er vigtigt, at du passer på dig selv. Personen med diabetes får det ikke bedre af, at du gør dig så umage, at du bliver slidt op. Hold fast i de ting, som gør dig glad og giver dig energi, og sæt dine egne nødvendige grænser for, hvad du kan bidrage med og stadig har det godt med.
Det kan være svært i en travl hverdag at give sig selv pauser og lade op, men det er nødvendigt, hvis du skal være en god støtte for dine nærmeste.
Det er forskelligt, hvad vi hver især bliver tanket op af. Der er derfor ikke nogen facitliste over, hvad du skal gøre for at passe på dig selv.
Mærk efter, hvad der giver dig energi, humør og overskud og gør det. Det kan være en aften ude med en god ven, en tur i svømmehallen, en gå- eller løbetur i skoven, en god bog, en dag helt alene eller noget helt andet.