Kend Dine Fødder

Kig ned en gang om dagen

Når du har diabetes, kan det blive sværere at mærke, når skoen gnaver. Kig ned en gang om dagen - så er du altid klar til det næste skridt.

Kend dine fødder

Fødderne er dit fundament. De har været med på hele rejsen nu og skal fortsætte med at give et solidt ståsted.

Med diabetes kan du opleve at få dårligere blodomløb og svag følesans. Den svage følesans begynder ofte i fødderne, og du kan derfor have svært ved at mærke, om du er ved at få fodsår eller andre problemer.

Heldigvis får færre alvorlige gener, og behandlingen bliver bedre og bedre. Alligevel er det en god idé at gøre det til en vane at kigge ned en gang om dagen.


1. Kig ned – hver dag 

Du kan nemt selv begynde med at holde øje med, hvordan dine fødder har det ved at undersøge dine fødder, når du alligevel tager strømper af eller på. Det er en god idé at have et lille spejl liggende, hvis det kniber med at se hele foden.

Sådan tjekker du dine fødder:

  • Tjek, om huden er glat, hel og uden røde pletter på overside, underside og mellem alle tæerne
  • Hold øje med, om der er forandringer på neglene
  • Hold øje med hård hud eller revner – f.eks. på hælen
  • Hvis du har smerter, snurren i fødderne eller en fornemmelse af at gå på vat, skal du være ekstra opmærksom på dine fødder

Hvis der er forandringer som f.eks. hård hud, sår eller revner, bør du gå til din lægen eller fodterapeut, før du selv kaster dig over behandlingen.

2. Et årligt tjek kan holde dig godt gående

Trænger dine fødder til et autoriseret tjek? Alle med diabetes har ret til at få tilskud til en årlig status på sine fødder hos en autoriseret fodterapeut. Din læge kan henvise dig til en autoriseret fodterapeut.

Hos fodterapeuten kan du også få gode råd om god fodpleje, så du ved, hvordan du kan pleje dine fødder.

3. Gå ikke i for små sko

Sådan lyder et gammelt råd, og når det handler om at passe godt på dine fødder, er det helt rigtigt.

Sko i den rigtige størrelse og med en god pasform hjælper dig til at forebygge fodsår og andre problemer med fødderne.

Find 9 gode råd om sko 

En fodterapeut kan desuden give dig gode råd og vejledning til indlæg i dine sko, så der er ekstra støtte til fødderne. 

4. Vær på god fod med blodomløbet

Som med så mange andre sider af livet med diabetes, har fødderne også godt af et stabilt blodsukker og et blodtryk så tæt på normalt som muligt. Højt blodsukker og forhøjet blodtryk belaster nemlig blodkarrene, giver dårligt blodomløb til fødderne og kan i sidste ende give fodsår.

Vær opmærksom på, at fodsår ofte er et af de første tegn på diabetisk nervesygdom. Derfor er det en rigtig god vane af holde øje med fødderne.

Læs mere om nerverne

5. Røg påvirker blodomløbet

Rygning øger risikoen for fodsår, fordi blodomløbet bliver dårligere, hvis du ryger. Derfor giver det god mening at lægge cigaretterne på hylden, hvis du vil give fødderne de bedste arbejdsvilkår.

Her kan du få hjælp til rygestop: 

Ring til Stoplinien på 80 31 31 31 eller besøg Stoplinien.dk 

Fodterapi er essentielt for dit gode fundament

Mellem 15-25% af alle med diabetes vil på et tidspunkt i livet udvikle et eller flere fodsår.

Ubehandlede fodsår kan i de værste tilfælde føre til amputationer. Og hvert år får mindst 600 personer med diabetes amputeret et eller flere lemmer - oftest tæer og fødder.

Derfor er der god grund til at passe på fødderne. Det bedste, du kan gøre for at undgå problemer med fødderne, er at få tjekket dine fødder hos en fodterapeut en gang om året.

Kilder: Sundhedsstyrelsen, diabetestal.nu, A. Rasmussen et al. (2017)

Fødder Tjekkes

Bliv klogere på fødderne

Flueben

Tak til

Klaus Kirketerp-Møller

Medlem af Diabetesrådet
Ortopædkirurg, overlæge
Dermato-Venerologisk Afdeling og Videncenter for Sårheling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Klaus Kirketerp-Møller har bistået med at kvalificere indholdet 

Vi er her for at hjælpe

Har du spørgsmål om diabetes?

Vi er her for at hjælpe

Tal med Diabetesrådgiverne om, hvordan du passer godt på din krop.