FrivilligNyt august 2022

TOP Sundhedspolitisk Åbningsdebat 2022
26. august 2022

Tag del i debatten for mennesker med kroniske sygdomme

Kom med til den sundhedspolitiske åbningsdebat på Christiansborg og vær med til at tage et vigtigt skridt i diabeteskampen. Til debatten kan du bl.a. møde sundhedsminister Magnus Heunicke, hvor der bliver debatteret og perspektiveret om det stigende antal mennesker med kroniske lidelser i Danmark.
Ambitionen er at skabe perspektiv og forhåbentligt finde løsninger sammen på tværs af patient-, fag- og sektorgrænser, så tilmeld dig og tag del i kampen for mennesker med kroniske sygdomme!
Debatten foregår d. 15. september kl. 9.30 – 16.00 på Christiansborg

>>Læs mere om debattens agenda, politiske deltagere og tilmelding her

 

Tæl dine skridt og støt diabeteskampen

Som medlem af Diabetesforeningen kan du gratis deltage i dysten om at gå flest skridt og vinde fine præmier. I samarbejde med Tæl Skridt sætter Diabetesforeningen fokus på diabetessagen, hvor vi d. 5. – 18. september snører skoene og dyster om at have det højeste tal på skridttælleren. ”Tæl Skridt” er en landsdækkende kampagne under Dansk Firmaidræt, som giver dig mulighed for at få mere bevægelse og sjov konkurrence ind i dagligdagen.

Du opretter et hold og deltager i venskabelig dyst med andre i Diabetesforeningen, så tag gå-skoene på og tilmeld dit hold så vi sammen kan sætte fokus på diabetessagen!

>>Du kan læse mere om kampagnen og om deltagelse her

 

Hjælp med at skabe en #trygskoledag

Det burde være en selvfølge at kunne sende sit barn med type-1-diabetes i skole med ro i sindet – men det er desværre ikke virkeligheden. ”Vi blev oprigtigt nervøse for Karlssons skolestart, da vi fandt ud af at støtten er minimal, hvis overhovedet eksisterende.” siger Katja Vang Munksbøl, mor til Karlsson, der fik type-1-diabetes som 3-årig og nu skal til at starte i skole. Har du selv erfaringer fra skolelivet med type-1-diabetes, vil din historie under hashtagget #trygskoledag gøre en stor forskel for børn som Karlsson.

Skab opmærksomhed ved at skrive til dine lokalpolitikere og lad dem vide, hvor vigtig sagen er. Du kan hente et udkast til en mail til din kommune her, som du kan tage udgangspunkt i.

Vis også din støtte ved at skrive under på borgerforslaget ”Børn med diabetes 1 skal sikres en tryg skolegang” og ved at opfordre din omgangskreds til at gøre det samme. Borgerforslaget skal sikre, at alle børn med type-1-diabetes i alderen 6-12 år har en fast kontaktperson i skole- og SFO-tiden og skal skabe tryghed for børnene, deres forældre og pædagogerne.

>>Skriv under på borgerforslaget her

 

Alt er blevet dyrere: Tjen ekstra til pensionsopsparingen

Mærker du også de stigende benzinpriser, elregninger og dyre daglige indkøb?
Gør som masser af andre, og sælg skrabelodder som enkeltsælger.
Du tjener selv 14 kr. pr. lod, og støtter diabetessagen samtidig.

PS: Lodderne er nemme at sælge! Vi ser enkeltsælgere tjene hele 1.400 kr. på blot en weekend!

>>Læs mere om lotteriet, præmier og deltagelse her

 

Hvad er vigtigt for dig at tale om?

Det er tryghedsskabende at føle sig hørt af sin behandler. Diabetesforeningen inviterer i samarbejde med Steno Diabetes Center Odense til et cafémøde med dialog og debat om, hvordan du formidler dine behov hos lægen, sundhedscenteret eller på sygehuset.
Det er gratis at deltage, og cafémødet bliver afholdt flere steder i landet, så du kan deltage hvor, det passer dig bedst.

Svendborg:
Torsdag d. 1. september kl. 19-21
Seniorhus Skallen, Møllergade 99, 5700 Svendborg

Billund:
Tirsdag d. 20. september kl. 19-21
Frivilligcenter Billund, Nymarksvej 10, 7200 Grindsted

Odense:
Mandag d. 24. oktober kl. 19-21
Odense Kultur- og Idrætshus, Stadionvej 50 e, 5200 Odense V

Fredericia:
Tirsdag d. 29. november kl. 19-21
Fredericia Sundhedshus (bygning c, lokale 12), Dronningensgade 97, 7000 Fredericia

>>Læs mere om begivenheden og deltagelse her

 

Gør dine aktiviteter synlige for medlemmerne

Vil I gerne have flere deltagere til jeres arrangementer, så husk at uploade arrangementerne i den digitale arrangementskalender på www.diabetes.dk.
Vil du også have dine aktiviteter synlige i den trykte kalender, så skal du huske at opdatere arrangementskalenderen inden deadline. Den trykte kalender sendes ud til de medlemmer, som har bestilt den via medlemsservice.

Deadline for indtastning var den 19. august 2022.
Næste medlemsblad udkommer den 20-23. september 2022.

>> Find brugervejledningen til arrangementskalenderen her

 

Kalender

TeamWalk vandretur på Mallorca - 11. - 17. september
Inspirations- og netværksmøde for unge- og børnefamiliegrupper – 17. september
Hyttetur for unge 18-30 år - 28. - 30. oktober
Landsdelsmøder i regionerne - vest og øst - 29.-30. oktober
Verdens Diabetesdag - 14. november
Instruktørkursus, modul 3, motivationsgruppe - november