FrivilligNyt november 2024

Sammen om diabetes på Verdens Diabetesdag 2024
Tusind tak for en fantastisk fejring af Verdens Diabetesdag!
Den 14. november satte vi sammen fokus på diabetes og de 537 millioner mennesker verden over, der hver dag lever med diabetes.
Med fælles gåture med Global Diabetes Walk, stor opsporingsindsats af type 2-diabetes på landets apoteker og sundhedshuse, foredrag og blå vartegn, har vi været med til at sende et signal om, at diabetes er en sygdom, der skal tages alvorligt.
Tak til jer alle, der har støttet op om Verdens Diabetesdag!
Kender du frivillig-shoppen?
På Diabetesforeningens frivilligshop finder du en masse gode produkter, der kan bruges til at skabe synlighed omkring jeres lokalforening eller gruppe i forbindelse med events, kampagner eller bare til at repræsentere foreningen i hverdagen.
På frivilligshoppen finder du et bredt udvalg af produkter, såsom trøjer, jakker, roll-ups, standmateriale, paraplyer og muleposer. Alle produkterne kan fås med jeres lokalforening eller gruppes navn samt Diabetesforeningens logo trykt på. Hvis du bestiller for over 300 kr., bliver dine varer sendt til dig uden fragtomkostninger.
Hvis du savner et produkt på frivilligshoppen, er du meget velkommen til at sende os en mail med dit forslag. Så vil vi gerne undersøge, om det er muligt at få produktet tilføjet. Send dit forslag til frivillig@diabetes.dk.
Vær opmærksom på, at frivilligshoppen adskiller sig fra Diabetesforeningens netbutik. Det er to separate hjemmesider. Pjecer, opsporingspakker mv. skal stadig bestilles i netbutikken.
Lån Diabetesforeningens trailer med standmateriale - Gratis og nemt!
Alle lokalforeninger og grupper i Diabetesforeningen har mulighed for at låne en af vores to trailere, som er fyldt med standmaterialer, der kan bruges til messer, udstillinger og andre arrangementer. Diabetesforeningen har to trailere, én på hver side af Storebælt, hvor de har en fast base i henholdsvis Lemvig og Stevns.
Hvad er der i traileren?
I vejledningen nedenfor kan du få et klart overblik over, hvilke materialer der er til rådighed i traileren. Materialerne er alt, hvad du behøver for at repræsentere Diabetesforeningen på en flot og professionel måde – fra roll-ups og bannere til informationsmateriale og plakater.
Sådan booker du traileren
I vejledningen finder du alle de nødvendige oplysninger om, hvordan du booker en trailer til dit arrangement. Det er en god idé at være ude i god tid med bookingen, da trailerne kan være populære i perioder med mange arrangementer.
Bemærk: Det er gratis at låne traileren. I nogle tilfælde kan det dog være nødvendigt at få traileren leveret direkte til jer, hvilket vil medføre en mindre betaling for kørsel. Kontakt den traileransvarlige for at høre mere om dine muligheder.
Har du spørgsmål eller brug for hjælp til at booke traileren, er du altid velkommen til at kontakte en af de to traileransvarlige, som er angivet i vejledningen.
Skyd det nye år i gang med hjælp fra Værktøjskassen
På Diabetesforeningens hjemmeside finder du ’Værktøjskassen’, som er fyldt med tips, tricks og vejledninger til dit frivillige arbejde i Diabetesforeningen.
Du kan blandt andet finde værktøjer, der kan hjælpe med planlægningen af det nye år.
Årskalender - Vi har samlet årets vigtigste datoer i en kalender.
Årshjul – Planlæg årets aktiviteter.
Få flere med i bestyrelsen – Frivilligopslag, som I kan dele i jeres nyhedsbrev.
Kom godt i gang med jeres arrangement. Se her hvordan
Hvis du har spørgsmål til Værktøjskassen, er du velkommen til at kontakte os på frivillig@diabetes.dk
Vil du dele erfaringer om livet med diabetes?
Er du ung med type 1-diabetes i alderen 18-35 år, eller er du forælder til et barn med type 1-diabetes? Så leder vi efter dig! Vi søger nye frivillige mentorer, der har lyst til at dele deres erfaringer og skabe stærke relationer med andre, som kender til hverdagen med diabetes.
Kom med til en inspirerende dag i Odense!
Lørdag den 8. marts 2025 inviterer vi dig til en dag fyldt med fællesskab, gode samtaler og nyttige indsigter. Vi samler nye frivillige, der brænder for at støtte og tale med andre om de små og store ting i livet med diabetes. Målet er at skabe et trygt rum, hvor vi kan dele oplevelser, udfordringer og råd – og blive en værdifuld støtte for hinanden.
Som mentor får du mulighed for at:
Tale åbent om livet med diabetes og blive en vigtig støtte for andre.
Lytte til og lære af andres historier og erfaringer.
Blive en del af et netværk, hvor vi kan hjælpe hinanden med at navigere i en hverdag med diabetes.
Vil du være med?
Så tilmeld dig til vores mentordag! Her får du både inspiration og værktøjer til at være en god mentor, samtidig med at du møder andre, der forstår, hvad det vil sige at leve med diabetes tæt på livet.
Tid og sted:
📅 Lørdag den 8. marts
📍 Odense
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere? Tøv ikke med at kontakte os på mentor@diabetes.dk.
Vi glæder os til at møde dig og skabe et stærkt fællesskab sammen!