Protein

Kød, fisk, æg og bælgfrugter med diabetes: hvad skal du vide?

Du kan godt spise kød, når du har diabetes. Det påvirker ikke blodsukkeret. Men typen, mængden og fedtindholdet har betydning for dit hjerte og din vægt. Bliv klogere på kød og diabetes her.

Kød og diabetes: hvad gælder? 

Kød, som oksekød, svinekød og lam, har et højt indhold af protein. Protein påvirker ikke blodsukkeret.  

Men kød er en af de største kilder til mættet fedt i vores mad. Og mættet fedt kan påvirke hjertesundheden. Det er vigtigt for dig med diabetes, fordi diabetes i forvejen øger risikoen for hjerte-kar-sygdom. Ligeledes er rødt kød, fra firbenede dyr, med til at øge risikoen for bl.a. tarmkræft. 

Tommelfingerregler for kød 

  • Vælg kød og kødpålæg med maks. 10 % fedt 
  • Skær evt. synligt fedt og fedtkant fra, inden du spiser 
  • Spis maks. 350 gram tilberedt kød om ugen 
  • Gå efter Nøglehulsmærket i butikken 

“Mange med diabetes spørger mig, om de må spise kød. Svaret er ja. Men man skal begrænse indtaget af rødt kød. Rødt kød er fx okse, gris, og lam. Fjerkræ og fisk er gode alternativer i hverdagen.”

– Lisa Heidi Witt, specialkonsulent og klinisk diætist, Diabetesforeningen

Fjerkræ og diabetes 

Kylling, kalkun og andre fjerkrætyper er gode valg. De har et lavere indhold af mættet fedt, og et lige så højt indhold af protein som rødt kød.  

Fjerkræ tæller med i de 350 gram tilberedt kød om ugen. 

Rødt kød og kræftrisiko 

Rødt kød er kød fra firbenede dyr: gris, ko, kalv og lam. Et højt og regelmæssigt indtag kan øge risikoen for visse kræftformer, som tyktarm- og endetarmskræft.  

Både almindeligt rødt kød og forarbejdet kød som bacon, pølser og kødpålæg øger risikoen for kræft. Spis derfor begrænsede mængder. 

Æg og diabetes 

Æg er en god kilde til protein, men indeholder også fedt. 

Det meste af fedtet sidder i æggeblommen. Æggehviden indeholder primært protein. 

Fødevarestyrelsen anbefaler 3 æg om ugen. Er du vegetar, eller spiser begrænsede mængder kød, kan du øge dit indtag af æg til 7 æg om ugen.  

Har du forhøjet kolesterol, kan du stadig trygt spise æg. Den mængde kolesterol der er i æg, har ingen påvirkning på dit kolesteroltal. 

Fisk og diabetes 

Fisk er et godt valg, også når du har diabetes. Fisk bidrager med protein, og især de fede fisk har et højt indhold af omega-3 fedtsyrer, som er godt for dit hjerte. Det er ekstra vigtigt for dig med diabetes, fordi diabetes øger risikoen for hjerte-kar-sygdom.  

Fisk er også en god kilde til D-vitamin. 

Så meget fisk om ugen 

  • Spis mindst 350 gram fisk om ugen 
  • Heraf mindst 200 gram fed fisk 
  • Al fisk tæller: frisk, frossen, røget og fra dåse 
  • Har du hjerte-kar-sygdom: spis mindst 300 gram fed fisk om ugen 

Varier gerne. Skift mellem fede og magre fisk, og varier tilberedningen.

Fede, middelfede og magre fisk

Fisk inddeles typisk i tre grupper efter fedtindhold.
Med undtagelse af makrel og ål har fisk generelt et lavt fedtindhold, også de typer vi kalder fede. 

Fede fisk

Indeholder mere end 8 gram fedt pr. 100 gram. Det er fx laks, makrel, sild, ål og ørred.

Middel-fede fisk

Indeholder 2 til 8 gram fedt pr. 100 gram. Det er fx hornfisk og pighvar. 

Magre fisk

Indeholder under 2 gram fedt pr. 100 gram. Det er fx kulmule, rødspætte, tun og torsk. 

Fiskeolie og tilskud 

Tilskud af fiskeolier, som levertran og fiskeolie-kapsler, har ikke en påvist effekt på diabetes. Tal med din læge eller diætist, inden du begynder at tage dem. 

Gravide, børn og rovfisk 

Dette afsnit gælder særligt gravide og børn. 

Fødevarestyrelsen anbefaler, at gravide og børn under 15 år ikke bør spise store rovfisk. Børn under 3 år bør hverken spise rovfisk eller tunfisk fra dåse. 

Rovfisk er fx rokke, helleflynder, gedde, aborre, sandart og tun. 

Bælgfrugter og diabetes 

Bælgfrugter er en plantebaseret kilde til protein. De kan bruges som erstatning for kød, enten helt eller delvist. Bælgfrugter har også et højt indhold af kostfibre, der er med til at holde dig mæt i længere tid, og forsinker blodsukkerstigningen efter et måltid. 

Bælgfrugter dækker linser, kikærter og mange slags bønner, fx hvide, sorte og røde bønner. Ærter minder om bælgfrugter, men tæller ernæringsmæssigt som grøntsag i De Officielle Kostråd, og er derfor ikke en proteinkilde på linje med bønner og linser.

Ud over protein indeholder bælgfrugter: 

  • Kostfibre som mætter godt og forsinker blodsukkerstigningen 
  • Vitaminer og mineraler 

Bælgfrugter indeholder kulhydrater. De giver blodsukkerstigning men optages generelt langsommere på grund af deres høje indhold af kostfibre.  

Du kan spise alle slags bælgfrugter. Friske, tørrede, fra dåse og fra karton fungerer alle. Bruger du tørrede bælgfrugter, skal de ligge i blød og koges inden brug. 

Rådgiverne

Hvor får du hjælp nu? 

Er du i tvivl om hvad du kan spise med din diabetes? Diabetesforeningens diætister giver dig personlige svar om mad og protein.

Ofte stillede spørgsmål

  • Ja. Kød er en god proteinkilde og påvirker ikke blodsukkeret nævneværdigt. Vælg kød og fjerkræ med maks. 10 % fedt. Sundhedsstyrelsen anbefaler højst 350 gram tilberedt kød om ugen. Brug de øvrige dage på fisk, æg eller bælgfrugter, så du får variation og kostfibre fra resten af måltidet.

  • Æg påvirker ikke blodsukkeret og er en god proteinkilde. Spiser du også kød, er anbefalingen højst 3 æg om ugen. Er du vegetar eller spiser sjældent kød, kan du roligt spise op til 7 æg om ugen. Har du forhøjet kolesterol, kan du stadig spise æg. Tal med din læge, hvis du er i tvivl.

  • Du kan vælge alle slags fisk og skaldyr. Den bedst fisk, er den du får spist. Variation er vigtigt. Fede fisk som laks, makrel, sild og ørred har et højt indhold af vigtige omega-3 fedtsyrer, som er gode for hjertet. Spis mindst 350 gram fisk om ugen, heraf mindst 200 gram fed fisk.

  • Ja. Linser, kikærter og bønner indeholder protein og kostfibre. De mætter godt og er gode for hjertesundheden. Vær opmærksom på at bælgfrugter også indeholder kulhydrater, som kan give blodsukkerstigning i større mængder. Det vil dog typisk være begrænset, fordi bælgfrugter indeholder mange kostfibre, som også er med til at forsinke blodsukkerstigningen.

Diabetesfaglig ekspert

Cecilie Sandvad

Cecilie rådgiver om madvaner, der kan stabilisere blodsukkeret og understøtte vægttab. Hun har siden 2018 arbejdet med kostvejledning og opskriftsudvikling i Diabetesforeningen og er forfatter til bogen "Spis Rigtig Mad". Cecilie vejleder desuden om kulhydrattælling, om kost ved forhøjet kolesterol og har særlig viden indenfor børn og mad. Rådene kan være små justeringer i hverdagen eller større ændringer, alt efter hvad man ønsker.

Cecilie Sandvad