Mere diabetesudstyr at vælge imellem i København
Københavns Kommune udvider nu diabetikeres valgmuligheder om udstyr til blodsukkermåling og penkanyler. Dialog med kommunen og kritik fra diabetikere har givet resultat, mener Diabetesforeningen.

Kritikken haglede ned over Københavns Kommune i foråret 2018, da hovedstaden valgte at skære voldsomt ned i mennesker med diabetes’ valgmuligheder indenfor diabetesudstyr. Nu har kommunen åbnet op for flere valgmuligheder for de flere end 17.000 københavnere, der lever med diabetes.
- Det er godt, at København har lyttet til kritikken. Mange med diabetes blev frustrerede og utrygge, da København pludselig afskar mange fra adgangen til det udstyr, de var vant til at bruge. En ordentlig diabetesbehandling kræver det rette udstyr, og det er kommunens ansvar at sikre det, siger rådgivningskonsulent Helle Vincens Blum fra Diabetesforeningen.
Konkret ændrer Københavns Kommune nu på valgmulighederne, så den enkelte med diabetes fremover for eksempel kan vælge mellem tre forskellige typer penkanyler frem for blot en enkelt.
Glæder sig over dialog
Kritikken kom både fra Diabetesforeningen og fra mange med diabetes, der følte sig utrygge ved at skulle bruge blandt andet en bestemt type penkanyle, der førhen har været meget udskældt. Andre var utilfredse med, at kommunens nye praksis på diabetesområdet forhindrede dem i at bruge det udstyr til blodsukkermåling, de var trygge ved og kendte.
Københavns Kommune glæder sig over, at dialogen med Diabetesforeningen og københavnere med diabetes har gjort det muligt at give flere valgmuligheder uden egenbetaling:
- Den løbende dialog med samarbejdspartnere som Diabetesforeningen prioriterer vi meget højt, fordi vi gennem denne her type samarbejde får værdifuld viden om borgernes behov. Dialogen med borgernes foreninger er for os lige så vigtig som selve markedsdialogen med leverandørerne. Så vi er glade for den nye prisindhentning, og det håber vi også, at borgerne bliver, fortæller chef for Hjælpemiddelcentret, Didde Neuchs Christensen, og områdechef i Socialforvaltningen, Charlotte Vidmar i en mail.
Udstyr vigtig for behandling
Diabetesforeningen er også tilfredse med, at dialogen med Københavns Kommune har givet resultater, for det er fortsat vigtigt for Diabetesforeningen, at alle kommuner har et varieret udbud af udstyr til mennesker med diabetes:
- Det rette udstyr er en forudsætning for en god diabetesbehandling, og hvis ens kommune ikke giver adgang til det rette udstyr for den enkelte, kan det true diabetesbehandlingen og på sigt give flere alvorlige følgesygdomme. Det er derfor vigtigt både med valgmuligheder og at udstyret har en høj kvalitet, siger Helle Vincens Blum.
I modsætning til for et år siden, da Københavns Kommune senest ændrede på diabetikernes valgmuligheder, har kommunen ikke sendt et brev ud til samtlige med diabetes. I stedet får de berørte løbende besked om de ekstra valgmuligheder, når de bestiller udstyr hos leverandøren, modtager leverandørens nyhedsbrev eller når de ellers er i kontakt med kommunen om deres diabetesudstyr.