Diabetes har forladt spisebordet

Artiklen er fra medlemsmagasinet Diabetes, september 2021

- Jeg indrømmer gerne, at diabetes i begyndelsen tog toppen af madglæden, også fordi det var svært at forklare bedsteforældre og andre, hvilke forholdsregler der knyttede sig til spisning for Mathilde.

Det siger Anna-Katrine Ullits Bisgaard i Nibe. Både hun og hendes mand kommer fra hjem, hvor mad har en betydning og gerne laves fra bunden, så måltidet spiller også en stor rolle for fællesskabet i deres egen familie. De kan glæde sig over at have to madglade børn, der gerne vil prøve nyt; lillebror på seks år og Mathilde på ni år. Hun fik type 1-diabetes, da hun var 11 måneder gammel.

- Lige da hun havde fået konstateret diabetes, var vægten med på spisebordet, og vi talte alle kulhydrater og spiste meget korrekt. I dag slumper vi mere. Dels fordi vi er blevet langt mere fortrolige med, hvad kulhydrater er, dels fordi hun spiser meget mere som niårig, end da hun var helt lille, hvor fem gram forholdsmæssigt betød mere. I dag tager vi kun sjældent en kontrolvejning, og diabetes fylder ikke længere det store ved måltidet. Både fordi Mathilde er blevet god til selv at styre det, og fordi vi har en god pumpe, siger Anna-Katrine Ullits Bisgaard.

Ikke så meget slik

Både Mathilde og lillebror er glade for grøntsager og rugbrød, som hjælper til at sikre et stabilt blodsukker. Faktisk er det kun juice og cornflakes, der ikke sættes på morgenbordet, men ellers spiser vi i dag, som vi ville have gjort uden diabetes, mener Anna-Katrine Ullits Bisgaard. Dog er niveauet af fredagsslik og søde sager ikke så højt, og der er som udgangspunkt ikke sødt med i madpakken. Men om det skyldes diabetes eller generel lyst til at begrænse sukker og kulhydrater, kan hun ikke skille fra hinanden.

- Jeg kan godt se pointen i at afmystificere slik ved ikke give det særstatus, fordi man så måske søger det mindre. På den anden side skaber man måske også mere fokus på det, hvis det er med i madpakken tit? Spørger hun.

Blev lidt nørdede

- Vi håber, at vi giver nogle okay vaner videre: Vi skejer ud ved visse lejligheder og spiser sundt til hverdag, hvor vi viser vores børn, at madglæde er mere end slik og kage, fortsætter hun.

I dag ved familien meget om diabetes og kulhydrater, fordi de har prøvet sig frem og læst meget. Og i den første tid blev de nok lidt nørdede:

- Jeg pressede fuldkorn ind alle vegne. Gik efter de bedste kulhydrater, bagte alt selv og havde helt tjek på forskellene mellem alle kornsorterne. Ærligt, så gik jeg nok for meget op i mad, indrømmer hun.

Anna-Katrine Ullits Bisgaard er planlægger på et økologisk kyllingeslagteri, og hendes mand er kundeserviceleder. De har mange ressourcer og føler sig trygge i talkolonner og omregninger, alligevel kunne de godt have brugt en ”tommelfingeroversigtsapp” med oplysninger om, hvor mange enheder insulin, man skal bruge til pizza, pasta og ris, når det gennemsnitlige barn er henholdsvis 1, 2, 3 år.

- Jeg ved godt, at det er komplekst, og at sammensætningerne er afgørende og varierer. Alligevel kunne den gøre de første hårde år lidt nemmere, siger Anna-Katrine Ullits Bisgaard.

Ingen kan alt fra starten

Det vigtigste familien har lært i løbet af de otte år med diabetes er at tro på sig selv.

- Man skal finde sin egen vej og følge sin mavefornemmelse, fordi man kender sit barn. Det er vigtigt, at voksne har en ro og glæde med måltiderne. Det smitter nemlig af på ens børn, siger hun og pointerer:

- Undervejs i den stejle læreproces kan man trøste sig med, at ingen kan alt fra start af, og at det er ok, at man prøver sig frem. Lidt længere nede ad vejen handler det jo også om at lære, hvor grænserne er, så man nøje får en ide om, hvor begrænsningerne er, og hvilke af dem man vil acceptere ─ og ikke.