Forældre-hædersmedaljen har en bagside
Hver eneste dag, år efter år yder forældre til børn med diabetes en kolossal indsats. De kan ikke lade være. Det ligger i deres natur. Men det tærer på energidepoterne, derfor er det ikke en luksus, men nødvendigt – også for barnet – at forældre lader op.
Denne artikel er fra medlemsmagasinet Diabetes, november 2021.
Forældre, husk at passe på jer selv, så I kan være der for jeres børn i det lange løb!
Det er en sætning, Ida Astrup Jørgensen på baggrund af mange samtaler med forældre til børn med diabetes gerne vil sætte udråbstegn efter. Hun er kandidat i psykologi og pædagogik og rådgiver i Diabetesforeningen på børne-familieområdet.
Forældre til børn med diabetes burde have en kæmpe hædersmedalje.
- Hvis nogen ville måle det behandlings- og omsorgsarbejde, forældrene yder hver eneste dag, ville mange nok blive overraskede og have svært ved at tro på tallene. For det er en kæmpemæssig indsats, forældre står for, især når børnene er små, siger Ida Astrup Jørgensen.
Det er grunden til, at hun opfordrer forældrene til at finde åndehuller, hvor de kan lade op. Men hun ved godt, at det er meget nemmere sagt end gjort, og at mange forældre forståeligt nok kan opfatte det som endnu en opgave, de skal huske at tage sig af. Men sådan bør hensynet til sig selv ikke formuleres.
Tag iltmasken på først
– Jeg bruger tit dette billede fra flyvemaskinen for at gøre det tydeligt, hvor vigtigt det er at passe på sig selv: Hvis lufttrykket falder i maskinen, skal den voksne først tage sin egen iltmaske på og herefter hjælpe barnet. Selv har jeg haft svært ved at fordøje den rækkefølge, for det virker helt naturstridigt, men det er det eneste rigtige. For gav vi barnet iltmasken på først, ville vi måske risikere selv at besvime på grund af manglende ilt, og så ville vi slet ikke kunne hjælpe barnet. Og sådan er livet også på landjorden, understreger Ida Astrup Jørgensen.
Men hvordan presser man så åndehuller ind i en i forvejen presset tilværelse? Ifølge rådgiveren bør man dele hensynet til sig selv op i to lige vigtige dele, nemlig i henholdsvis hverdagen og weekender/ferier. Men først skal man finde ud af, hvad man selv får mest energi ud af. Er det at sove, lave noget kreativt, bevæge sig i naturen, lytte til musik, drikke kaffe med en ven? Lidt af det hele eller noget helt andet?
Pauser og dybe vejrtrækninger hver evig eneste dag er dog en rigtig god vane at styre ind i sit liv.
Burde-kunne-skulle
Allerførst skal man dog erkende, at det kræver en vis energi at være en god støtte for andre. Men også at det at prioritere sig selv ikke nødvendigvis er det samme som at skulle gøre mere af noget. Det kan også være, man skal skrue ned for noget.
– For eksempel at sige ja til alle sociale invitationer, hvis man trænger til ro, stoppe med at slå sig selv i hovedet med ”burde-kunne-skulle-remsen”, hvis man har tendens til at måle og veje alle sine handlinger som forælder. Jeg opfordrer derfor forældre til at stige af det nagende samvittighedstog, når de en gang imellem prioriterer sig selv, for det er slet ikke egoistisk at rette opmærksomhed mod sig selv, men snarere at tage livet alvorligt, for man hjælper ingen ved at brænde ud, fastslår rådgiveren.
Find dine værdier
Der er også et andet håndtag, man kan trykke ned, når man vil passe på sig selv. Ida Astrup Jørgensen anbefaler nemlig, at man åbner døren til en snak om, hvilke værdier der skal være kompasset i familien. Når forældrene gør deres værdier til bevidste værdier, kan det blive nemmere at håndtere hverdagens diabetesdilemmaer. Værdier kan nemlig hjælpe til at lede beslutninger på vej, og hjælpe med ikke at falde i målfælden, hvor jagten på gode blodsukkertal alene bliver dét, der definerer følelsen af at slå til som forældre.
– Hvis man for eksempel bliver for fokuseret på mål, risikerer man at skabe afstand til barnet med sine mange spørgsmål til blodsukkeret, samtidig med at man kan blive presset af tankerne, når tallene ligger uden for målområdet. De forældre, der for eksempel træffer en bevidst beslutning om, at barnet skal have en så normal barn- og ungdom som muligt, presses ikke af tankerne på samme måde som andre, når de skal håndtere udsving. Udsving, som følger med at spise det samme som de andre børn til børnefødselsdage og sidenhen drikke alkohol med de andre unge, forklarer Ida Astrup Jørgensen.
Bed om hjælp
Forældre til børn med krævende kroniske sygdomme er i øget risiko for at udvikle belastningsreaktioner som for eksempel stress. Parforholdet er også mere udsat på grund af den permanente stresstilstand, så også af den grund er det en god idé at give sig selv og den anden rum til omsorg for sig selv.
Heldigvis er der en voksende opmærksomhed på de primære omsorgspersoner rundt om børn med diabetes i sundhedssystemet, så man skal ikke holde sig tilbage for at søge hjælp.
Når man lever i 6. gear måske i flere år i træk, risikerer man at brænde ud eller få stress-symptomer, og det skal man altså reagere på.
- I første omgang er det ens egen læge, man skal gå til for at få hjælp og måske en henvisning til en psykolog. For nogle vil bare det at åbne op over for en god ven eller en i familien være det, der skal til. Men udfaldet skulle gerne være, at man får lagt en plan for, hvornår i løbet af ugen, man skal have sine åndehuller. Det er nemlig ikke nok blot at have som hensigtserklæring at blive bedre til at passe på sig selv, siger Ida Astrup Jørgensen.
Hun understreger vigtigheden af at tale med nogen, der forstår en, fordi de har udfordringerne helt tæt på. Det kan være facebookgruppen ”Forældre til børn med diabetes”, Diabetesforeningens samtalefora i form af børne-familiekurser, mentorordning og regionale netværk eller forældre, man selv har fået kontakt til.
– Det kan slet ikke undervurderes, hvor meget dét at tale med nogen i samme situation betyder. At opleve at man ikke er alene med sine frustrationer og tanker, og give og modtage gode råd er helt uvurderligt, siger den psykologiske rådgiver.
Ekstra belastning
Coronanedlukningen gjorde det behov endnu tydeligere. I alt fald var der flere end normalt, der kontaktede Diabetesforeningens rådgivning (diabetesrådgiverne) for at blive lyttet til og få nogle råd i en tid med meget usikkerhed og til tider forvirrende signaler fra sundhedsmyndighederne. Nye bekymringer, mangel på aflastning og udfordringer med både at være forælder, underviser, hjemmediabetesbehandler og klare sit eget job blev slidsomt for mange.
– Og så er opmærksomhed på at værne om sig selv om muligt endnu vigtigere, siger Ida Astrup Jørgensen,
men tilføjer, at det er yderst normalt, at hensynet til en selv ryger langt ned på listen over det, der føles livsnødvendigt som forælder.
For Ida Astrup Jørgensen ved, at forældre til børn med diabetes løber gennem ild og vand for deres børn – og gør det til den store guldmedalje – medaljen har bare en bagside.
