Jeg finder altid det ekstra gear

Det kræver mange reservedepoter at skulle stille op nat og dag og i perioder tackle et løbsk blodsukker for sit barn gennem flere år. Hertil kommer bekymringerne om, hvordan barnet klarer det, når man ikke er der og  naturligvis også frygten for senkomplikationer.

Jeg har en konstant tankestrøm kørende, der handler om, at der altid er en risiko for, at min nu 13-årige datter får lavt blodsukker.

- Jeg ved, det tager energi fra noget andet, men takket være den løbende udvikling  af de teknologiske hjælpemidler bliver det heldigvis lettere og lettere. Primært fordi de er med til at sikre, at  jeg kan få min nattesøvn, fortæller Mette Lundberg fra Odense.

Hun er mor til tre, blandt andet Victoria, som har type 1-diabetes og har haft det, siden hun var knap fem.  Victoria er i dag 13 år. Da børnene var små arbejdede hun på halv tid på et apotek, men arbejder i dag igen  på fuld tid som farmaceut i psykiatrien og er i mellemtiden blevet skilt.

Mette Lundberg indrømmer, at hendes skilsmisse i denne sammenhæng godt kan have nogle positive konsekvenser. For hende er det nemlig ensbetydende med, at hun kan være sikker på både at kunne sove flere nætter i træk og have ro i sjælen, fordi det nu er faren, som tager ansvaret for blandt andet den natlige “blodsukkervagt”.

Nu tager du over!

- Både over for Victorias far og min nuværende mand var og er jeg tydelig, når behovet for søvn er for stort. Og så siger jeg: ”Nu tager du over!” for så kan jeg med god samvittighed hente nogle nætters afbrudt søvn, fordi min datter har haft lavt blodsukker, og jeg har været oppe flere gange, siger hun.

For Mette Lundberg er ikke i tvivl om, at dét, der stresser hende, og gør det svært at følge med er, når hun ikke får søvn nok.

- Det trækker tænder ud hverken at have sovet eller vide, at man måske heller ikke får sovet den kommende nat. Man bliver så træt og oplever en slags stresstilstand både fysisk og psykisk. Da mine tre børn var små, og min mand ofte ikke var hjemme på grund af sit arbejde, gik jeg ned i arbejdstid og klarede mig på den måde igennem, fordi jeg havde mulighed for at sove om formiddagen. Men det var meget hårdt, og jeg valgte forskellige ting fra. Der var ikke tid til at gå tur eller noget kreativt. Når min mand så kom tilbage, skulle jeg lade op og sagde godnat, siger Mette Lundberg.

Så kom vendepunktet

- Jeg kan huske, at jeg var til konsultation og blev konfronteret med, at Victoria havde ligget lidt højt visse nætter, så brød jeg sammen og sagde, at jeg havde behov for at sove igennem nogle nætter om ugen, og derfor havde tilladt blodsukkeret at være lidt højere end de 10, det helst skulle ligge på. Lægen og sygeplejersken kiggede på hinanden, og jeg fornemmede, at de vurderede, at nu var det tid til også at hjælpe en mor. Og så fik min datter en kontinuerlig glukosemåler eller en CGM, som man forkorter det, og det var et kæmpe vendepunkt for os, fastslår Mette Lundberg.

Pludselig var det ikke længere nødvendigt at stille vækkeuret tre gange i løbet af natten, nu skal hun kun op, hvis alarmen ringer, så glukosemåleren gjorde en verden til forskel. Mette Lundberg indrømmer dog, at hun ikke har det godt med, at Victoria er alene hjemme. Billedet af, at hun pludselig får lavt blodsukker, vil aldrig slippe hende:

- Nu følger jeg jo med på min telefon, og hvis jeg kan se, at hun har fået lavt blodsukker, og jeg ved, hun har idræt, kan jeg ikke fokusere på noget andet overhovedet. Det er bagsiden af teknologien. Men fordelene vejer tungest, og vi er meget glade for den CGM.

Når Mette Lundberg skal konkludere på, hvordan hun griber sin håndtering af sin datters diabetes an, så lyder det sådan her:

Fra den dag man får børn, starter man en konstant produktion af bekymringer, som diabetes så lægger sig oven i i vores tilfælde.

- Og det skal jeg bare kunne rumme, og det kan jeg, fordi det gør jeg. For sådan er livet for os, og så må vi tage den derfra. Men jeg skal have min søvn!