Ny, gratis tabletbehandling mod covid-19 til smittede personer i øget risiko
Er du smittet med coronavirus, har symptomer og er i øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19, så kan du fra i dag kontakte din praktiserende læge for at få vurderet, om du kan få en ny, gratis tabletbehandling mod covid-19.
OBS, indholdet i denne artikel kan være forældet. Artiklen er sidst opdateret den 17. december 2021.
Har du dårligt reguleret diabetes, alvorlig hjertesygdom og/eller kronisk nyresvigt kan du være en af dem, der vil have gavn af en ny tabletbehandling, der reducerer risikoen for et alvorligt forløb med COVID-19. Fra i dag torsdag den 16. december 2021 tilbydes tabletbehandlingen nemlig til personer i øget risiko for et alvorligt forløb, der er smittede med covid-19 og har symptomer. Typiske symptomer på covid-19 er feber, tør hoste, tab af smags- og/eller lugtesans og vejtrækningsbesvær.
Det er vigtigt at gå i gang med behandlingen senest fem dage efter, at du har fået symptomer, for at den har en effekt. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du straks kontakter din praktiserende læge, hvis du får et positivt svar på en PCR-test og tror, at du er i målgruppen for at få behandlingen. Hvis testsvaret kommer i weekenden eller helligdage, skal du i stedet ringe til vagtlægen eller 1813. Læs mere om målgruppen for behandlingen længere nede i artiklen.
Godkendelsen forventes at være lige på trapperne
Tabletbehandlingen, der går under navnet Lagevrio, er endnu ikke godkendt af det Europæiske Lægemiddel Agentur (EMA), men EMA har udstedt guidelines til nationale myndigheder, der ønsker at anbefale brug af tabletbehandlingen forud for den endelige godkendelse, der forventes i slut 2021/ start 2022. Sundhedsstyrelsens har valgt at anbefale den nye tabletbehandling.
– Vi anbefaler tabletbehandlingen, fordi vi vurderer, at fordelene ved at blive behandlet overstiger ulemperne for de patienter, som har den største risiko for at blive alvorligt syge med covid-19. Vi forventer, at behandlingen medvirker til, at færre af de patienter, som har en stor risiko for at blive alvorligt syge, bliver indlagt. Samtidig er vi fuldt opmærksomme på, at det er en ny og ikke godkendt behandling, som vi endnu ikke har så meget viden om. Derfor følger vi behandlingen tæt, til vi får mere viden, siger Kirstine Moll Harboe, sektionsleder i Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Diabetesforeningen: Det er et godt, frivilligt tilbud
I Diabetesforeningen ser forskningschef, Tanja Thybo, positivt på det nye behandlingstilbud.
– Det er rigtig godt, frivilligt tilbud, som vi klart vil anbefale, man benytter sig af, hvis man er i risikogruppen, siger hun.
Tanja Thybo minder samtidig om, at det er din praktiserende læge som endeligt vurderer, om du er i målgruppen for behandlingen. Dette gælder også, selvom du har type 1-diabetes og behandles via et ambulatorium. Det er stadig din praktiserende læge, du skal henvende dig til, hvis du mener, du kan være i målgruppen for behandlingen.
– Opgaven med at henvise til tabletbehandlingen er placeret hos den praktiserende læge. For de mennesker med diabetes, der til daglig behandles andre steder end hos deres praktiserende læge, vil det være op til dem selv at overbevise den praktiserende læge om, at deres diabetes er dårligt nok reguleret til at kvalificere dem til tabletbehandlingen. Hvis man oplever problemer med det, vil vi meget gerne høre om det i Diabetesforeningen, siger Tanja Thybo og understreger, at man også altid er velkommen til at ringe til Diabetesrådgiverne, hvis man har brug for hjælp.
De praktiserende læger er først blevet informeret om det nye behandlingstilbud i dag, så hvis din læge er i tvivl om noget, når du tager kontakt, kan du henvise til:
Sundhedsstyrelsens pressemeddelelse
For at få tabletbehandlingen skal følgende kriterier være opfyldt:
1. Du skal have en positiv PCR-test for covid-19
2. Du skal have symptomer på covid-19, der har varet i højst fem dage. Hvis du ikke har symptomer, eller dine symptomer har varet længere end fem dage, er du ikke i målgruppen for behandlingen.
3. Du skal være i øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19. Du er i øget risiko, hvis du;
- er 80 år eller ældre, uanset om du er vaccineret eller ej
- er uvaccineret og er mellem 65 og 79 år
- er uvaccineret og er mellem 18 og 64 år og i øget risiko for alvorligt forløb med covid-19 for eksempel på grund af sygdom.
- er vaccineret og er under 80 år, men er i øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19 for eksempel på grund af sygdom.
Dårligt reguleret diabetes, kronisk nyresvigt, alvorlig kronisk leversygdom, alvorlig hjertesygdom og overvægt fremhæves blandt andet i Sundhedsstyrelsens materiale over faktorer, der kan give øget risiko for et alvorligt forløb.
Læs Sundhedsstyrelsens oversigt over personer i øget risiko for et alvorligt forløb
Hvis du er testet positiv for covid-19 og tilbydes behandlingen, skal du blive i isolation og skal ikke selv hente tabletterne på apoteket. I stedet kan du få en pårørende eller én du kender til at hente tabletterne til dig, eller du kan få dem bragt ud fra apoteket. Det er gratis at få tabletbehandlingen mod covid-19, men der er gebyr ved udbringning.