Sæt prop i ekkoet fra barndommen

Artiklen er fra medlemsmagasinet Diabetes, september 2021

Børn fødes ikke med madproblemer.
Derfor: Har børn udfordringer med maden, kan det skyldes, at vi som forældre, i absolut bedste mening, har overført vores egne udfordringer med mad til dem.

– Lærte forældrene som børn, at de altid skulle spise op, fører de ofte det krav videre til deres eget barn  uden at reflektere over, om det egentlig er en god idé. Slås man selv med noget, eller har gjort det som barn, sætter mange forældre regler op. For eksempel for at undgå, at deres barn bliver overvægtigt, som de selv var/er, siger Anne Elsøe og uddyber:

– Ved man allerede med sig selv, inden barnet er begyndt at spise fast føde, at mad fylder rigtig meget i ens eget liv, bør man kigge konstruktivt på det, så man kan komme til at slappe mere af, når man serverer mad for sit barn. Men det kan naturligvis også være senere, hvis spisebordet er blevet til en kampplads.

Anne Elsøe understreger flere gange, at alle forældre vil det bedste for deres børn. Derfor anbefaler hun  bogen MADRO, der dykker ned i de udfordringer, der kan ligge i etableringen af gode madvaner. Den kaster lys over mange af de fælder, der ligger og lurer, nærmest fra det sekund barnet vænnes fra babymælken.

For hvordan lærer man sit barn at spise grønt? Hvordan forholder man sig til sukker, som fristende  præsenterer sig i knitrende, farvestrålende og lækre former overalt? Hvordan bygger man en hyggelig madkultur op? Og – hvad gør man, hvis man synes, barnet spiser for lidt – eller for meget?

Med eksempler illustrerer bogen, hvor meget der er på spil. Og hvor nemt det er at handle uhensigtsmæssigt på både den korte og lange bane. Men selvfølgelig også, hvordan man kan vige udenom.

... Så får du is bagefter

– Der er flere fælder. En af de mest kendte er nok belønningsfælden a la: ”Hvis du spiser dine grøntsager, får du is bagefter”. Problemet er, at det signalerer, at grøntsager er væmmelige, og man skal belønnes for at spise dem. Resultat: Mindre lyst til grøntsager og større lyst til belønningsmaden, forklarer hun. En anden klassiker er: Man skal smage-fælden.

– Det uheldige ved at kræve, at børn skal smage på for eksempel en grøntsag, de ikke kender, er, at det har karakter af tvang.

Tvang skaber ikke motivation. Voksne vil heller ikke bryde sig om at blive tvunget til at smage på en østers!

Ifølge Anne Elsøe skal børn ofte møde en madvare mange gange, før de føler sig trygge ved smag og  konsistens.

Udsigten til at skulle præsentere en ny madvare mange gange for sit barn får mange forældre til at give op. Derfor ryger mange ind i så lad gå-fælden og stopper helt med at tilbyde barnet nye madvarer.

– Stopper vi med at servere en bestemt madret, fortæller vi barnet, at vi ikke for venter, at det nogensinde kommer til at kunne lide den, siger Anne Elsøe. 

Den konservative overgang

Det er også vigtigt at vide, at de fleste børn i to-tre-årsalderen har en kræsen periode, hvor de er meget konservative. Når børn dømmer en madret eller frugt ude, uden nogensinde at have smagt den, er det fordi, de er utrygge ved det ukendte. Det lille barn møder generelt mange nye ting hver eneste dag og har behov for at slappe af i et kendt og trygt miljø.

Så et godt råd er, at ny mad altid skal serveres i selskab med noget kendt for at undgå, at barnet bliver utrygt. Og som forældre kan man hjælpe på vej ved at sætte lyd på: Fortæl at squash minder om agurk, men ikke er helt så saftig, og at tomater minder lidt om blommer, men er mere syrlige.

Selvom man som forældre synes, man har vældig gode grunde til at presse væske eller mad i barnet, bør man ifølge Anne Elsøe gøre alt for at undgå det.

– Det er vigtigt ikke at sætte spørgsmålstegn ved barnets egen oplevelse. Barnet skal helst lære at stole på sin egen krops signaler og for eksempel levne, hvis det faktisk er mæt, og pres avler normalt modpres, understreger hun. 

Anne Elsøe tilføjer, at har barnet diabetes og er på vej mod et lavt blodsukker, tegner situationen sig anderledes, og man er nødt til at få barnet til at indtage nogle kulhydrater i en fart.

Sociale medier: sortér fra

Det er ikke ulvetime hele tiden. Men bekymringer og ønsket om at ville give sit barn det bedste  udgangspunkt, stimuleret af samfundets påvirkning, kan gøre det svært at finde madroen. Det ligger i tiden, at man skal være den sundeste udgave af sig selv, og især de sociale medier råber højt om diæter og nye uvidenskabelige diller og repræsenterer et pres, vi aldrig har oplevet før.

– Instagramprofiler og magasiner med stort fokus på de rigtige fødevarer, de perfekte familier og sande veje til at omlægge sin kost, vil jeg anbefale, at man sorterer fra for at undslippe madstress. Har man brug for guidelines, så brug for eksempel Fødevarestyrelsen, foreslår Anne Elsøe.

Fødevarestyrelsen har dog ikke svar på, hvad man skal stille op som par med forskellige vaner og holdninger til mad. 

– Det er en rigtig god idé, at forældre taler sammen og definerer, hvilke vaner de gerne vil give til deres børn, og hvordan rammerne for spisning skal være. Helst inden de får børn. Men det lyder nemmere, end det er. Især hvis en af dem har meget stærke følelser i forhold til mad, så er emnet sandsynligvis sårbart, siger hun.

Leg med maden!

Man skal finde ud af, hvad der passer i ens eget liv, når det gælder måltider og familie, understreger Anne Elsøe. 

– For eksempel handler et afsnit i bogen om at lege med maden. Nogle forældre kan se pointen med det, mens andre har modstand og viderefører ekkoet fra deres egen barndom: ”Ikke lege med maden!” Men nogle par kan måske blive enige om, at det er ok inden for tallerkenen eller dækkeservietten.

Anne Elsøe taler varmt for at lege med maden. Formålet er ikke at få de små børn til at spise den, men at få oplevelser med maden. Oplevelser, der gør dem trygge ved det nye og gradvist vænner dem til tanken om måske at spise det en dag. Det kan for eksempel være ”Lady og vagabonden” med squash skåret i strimler som spaghetti, der ender i et kys. Eller man kan forme maden på tallerkenen som dyr, blomster, ansigter eller biler. 

Diabetes og overvågning

De fleste familier ønsker sig brændende, at familiesamværet rundt om spisebordet er hyggeligt og afslappet.
Familier, hvor et eller flere børn har diabetes, er i alt fald i begyndelsen ekstra udfordret med bekymringer og har tendens til overvågning. 

– Det er en særlig situation, man står i her med behov for specielle hensyn. Og det er helt klart ekstra svært at finde ro i, pointerer Anne Elsøe, der anbefaler, at den forælder, der bekymrer sig mest, bør sidde på den anden side af bordet, hvor det virker mere naturligt at kigge på barnet.

En anden anbefaling er at tale om sin bekymring. 
– Bare det at sige det til nogen, gør bekymringerne lidt mindre, og måske kan man få nogle gode idéer til, hvordan man kan tøjle sin ængstelse. Det gælder om at rydde bekymringerne af bordet, for det er så vigtigt, at forældrene er rolige, så børnene ikke arver koblingen mellem mad og bekymring, siger hun.

Fast måltidsstruktur

En fast, men elastisk måltidsstruktur giver rigtig god mening for Anne Elsøe – og er især en god idé i familier med et barn med diabetes, fordi det burde blive lidt nemmere at dosere insulin og dermed undgå for høje og lave blodsukre.

– Små børn spiser ikke så meget som voksne, men indtager flere måltider. Hjemme hos os kører vi fast med morgenmad, formiddagsmad, frokost, eftermiddagsmad, aftensmad og natmad. Har de spist meget til eftermiddag og ikke været så sultne til aftensmaden, ved de, at der er natmad, som kan være rester fra aftensmaden. Har man et barn med diabetes, skal det sidste måltid ikke være for tæt på sengetid.

Anne Elsøe understreger flere gange, at måltidsstrukturen bygger på en klar ansvarsfordeling:

• Den voksne bestemmer menuen, og hvor og hvornår maden serveres
• Barnet bestemmer, hvad det vil spise af det serverede

Der er ingen serveringer imellem måltiderne, men børnene ved, at der ikke er længe til næste anretning.

Sødt på middagstallerkenen

På sin instagramprofil plæderer Anne Elsøe for at afmystificere slik. Vingummierne skal ned fra piedestalen, derfor serverer hun flere gange om ugen slik eller andet sødt på tallerkenen ved siden af gulerødderne og den øvrige aftensmad. Den anbefaling giver hun også til børnefamilier med diabetes:

Også børn med diabetes vokser op i en verden, hvor der er slik over det hele. Hvis barnet aldrig må få det, bliver det gjort meget mere spændende, og måske noget barnet vil søge i smug og så risikere højt blodsukker uden at involvere forældrene i årsagen

– Derfor er det vigtigt, at barnet lærer at færdes i den verden, vi lever i, hvor slik er meget tilgængeligt, siger Anne Elsøe, der gerne ser fredagsslikket blive helt afmonteret.

Hun fortæller, at flere børn ofte spiser mere, end de faktisk har lyst til, når slikket endelig er der; skinnende og glitrende på piedestalen. Men hyppigere og små serveringer af søde varer træner mådehold og fremfor alt et mere afslappet forhold til det søde – og dermed bedre madvaner.

Anne Elsøe er godt klar over, at både måltidsstruktur og arbejdet med at sætte prop i ekkoet fra sin egen barndom kræver et stort overskud, som ikke alle har. Læser man bogen, får man en række konkrete løsningsforslag til arbejdet med at grundlægge, fastholde og introducere gode madvaner for sit barn.