Denne artikel er fra medlemsmagasinet Diabetes, juni 2021.

Det var i ugen op til jul. Sebastian fik pludselig konstateret diabetes. Dagen efter diagnosen ringede hans far Anders Hansen, skolelærer samt rådgiver for udsatte børn, til Diabetesforeningen. Her blev han anbefalet, at  han og hustru Eva Kristjansdottir, børneergoterapeut, fik en forældrementor.

Da familien satte gaflerne i anden juleaften, havde Eva og Anders haft deres første online-møde med deres mentor, Henriette Thalund – deres nye livline.

Det gik lynende stærkt, og vores match er fuldkommen perfekt. Og det er ekstremt vigtigt.

– Vi ønskede os en mentor, som havde et barn, og helst en søn, på nogenlunde samme alder og dermed så relevante erfaringer for os som muligt. Det fik vi, og vi er meget taknemmelige, siger Anders.

Forældreparret i Odense indrømmer, at de selv nåede at gøre nøjagtigt det, som de til enhver tid fraråder  andre, sågar professionelt: De googlede og blev blæst bagover af triste historier og fakta om følgesygdomme og lav livskvalitet som følgesvend til diabetes.

- Man finder sjældent de positive historier på nettet, det er de skræmmende, der dominerer. Her er mentoren bare en effektiv modgift, fordi hun har erfaringer, som gør hende meget troværdig. Det giver tryghed, siger Eva.

Både Eva og Anders er helt enige om, at diætisten, lægen og sygeplejersken er meget vigtige, men de lever ikke med sygdommen hver dag. Derfor har rådgivning og fif ikke samme grad af troværdighed, som når den kommer fra en, der har været, lige præcis der.

Kender dagligdagen

– En mentor kender dagligdagen og har fingrene i bolledejen, så vi føler os meget bedre forstået. Det er også en anden type spørgsmål, vi stiller til behandlerne, der har et mere teoretisk forhold til at have en med diabetes i familien. Med Henriette taler vi om dagligdagen: konflikter, fester, ”hvad nu hvis …”, tilgangen, ja alt det praktiske, siger Anders.

Reelt er det ydermere sådan, at fordi Sebastian er fyldt 18 år, skal behandlerne spørge ham, om de må stille spørgsmål til forældrene. Det gør behovet for at dele forældrebekymringer og spørgsmål med en jævnbyrdig større.

Eva og Anders stiller spontant de spørgsmål, der presser sig på den dag og samler ikke emner sammen  mellem møderne med Henriette. Initiativet til møderne kommer altid fra mentoren, og de varer fast en time.

– Vi har ikke været i tvivl om, at vi også kunne kontakte hende, hvis vi havde akut behov, men det har hidtil  været sådan, at hun har skrevet til os. Det giver rigtig god mening, siger Eva.

Det skal nok gå

Sebastian, som er omdrejningspunktet for forbindelsen, indgår ikke direkte. Han ved godt, at hans forældre taler med nogen, men synes nok, det er lidt underligt – det er jo ham, der har sygdommen.

– Men han skal ikke dele vores bekymringer. Han har rigeligt at se til og vil gerne have lidt afstand til  sygdommen. For os er det vigtigt at skabe så meget overblik og ro i dagligdagen, vi kan, og det hjælper hun i den grad med. Det hele er selvfølgelig ikke rosenrødt. Vi er en gang imellem udfordret af konflikter og  usikkerhed over, hvordan vi undgår at virke for kontrollerende. Han er jo i en alder, hvor han gerne vil selv.  Derfor taler vi meget med Henriette om, hvordan vi bevarer den gode stemning, siger Eva. 

Overordnet er forældrene enige om, at samtalerne med mentoren har givet dem en tro på, at det praktisk  kan lade sig gøre at få familien igennem en svær periode og få det hele til at fungere. 

– Det skal nok gå. Uden det skal lyde forkert, så er det heller ikke værre. Hvis mentoren kan formidle den tilgang, så har man opnået noget ret vigtigt, nemlig: ro på, siger Anders.

Eva bryder ind:

– Der kun én svaghed ved mentorordningen: Geografien. For det havde været så fedt, hvis vores familier  kunne mødes, og også drengene kunne have direkte gavn af hinanden. Vi bor på Fyn og Henriette i Jylland. Men det er jo kun fordi, matchet er så perfekt, at man kan tale om sådan en svaghed.

Kemien helt afgørende

Begge forældre kredser om vigtigheden af kemien. Åbner man døren til sin kriseramte familie, giver man en helt fremmed frit udsyn til ens usikkerhed, frygt og interne familiedynamikker.

– Henriette gjorde det fra starten klart, at vi skulle sige, hvis noget i mentor-mentee-forholdet ikke levede op til det ønskede. Det var rigtig fint, for selvfølgelig kan man komme ud for, at det ikke klikker, siger Anders.

Selv havde de ingen betænkeligheder hverken i forhold til Henriette eller til at være helt åbne.

– Vi er ret bramfrie og har ingen forbehold. I kraft af vores job er vi vant til at tale om familieproblemer, så vi gik bare lige på og spurgte. Vi snakker nok 70 procent af tiden, fordi vi har så meget på hjerte. Men hun er meget god til at lytte. Og vi føler ikke, vi udstiller os, men er tværtimod sikre på, at den gensidige åbenhed gør, at vi får mest muligt ud af dialogen, siger Eva.

Et par gange har Henriette kaldt sin egen søn ind foran skærmen, så Eva og Anders kunne spørge ham om noget.

– Hvordan er det at have sådan en pumpe på? Hvordan er det at sove med den? Hvad hvis du sover ude?  Hvad gjorde du, da du skulle fortælle dine venner, at du havde fået diabetes? Han er lige så åben som sin  mor og svarede bare. Det har været guld for os, fordi vi kunne træde ind i hans verden og blive bedre til at forstå vores søns. Selv er Sebastian ikke til den type konfrontationer. Endnu. Men når han er klar en dag, har han fået tilbudt at kontakte mentorens søn, fortæller Eva.

Vigtigheden af det rigtige match kan ikke overvurderes

Vi spejler hinanden

Eva er sikker på, at mentoren også får noget ud af de indbyrdes erfaringsudvekslinger, fordi familierne  gensidigt spejler sig i hinanden:

– Vores drenge interesserer sig for det samme og går begge i gymnasiet, så mange overvejelser og  udfordringer er helt de samme.

Eva kunne måske godt selv finde på at tilbyde sig som mentor om nogle år. Og der ikke skyggen af tvivl hos  hende eller Anders om, at de vil anbefale ordningen. 

– Men vigtigheden af det rigtige match kan ikke overvurderes, fastslår Anders, og Eva fortsætter:

– Nej, og det kræver meget stor menneskelig indsigt hos mentoren. Det er nok ikke alle familier, der har lige let ved at åbne op og stille spørgsmål.

Eva og Anders har kun været i ordningen i knap et halvt års tid og har naturligvis ikke taget stilling til,  hvornår de siger tak for nu. Afstanden mellem møderne er dog allerede blevet længere. Men i løbet af sommeren har de planlagt at sætte kursen mod Jylland for at mødes ude i virkeligheden med både mentor og søn.