Studie understreger behovet for national plan for skolebørn med type 1-diabetes

Et forskningsprojekt har undersøgt udfordringer og muligheder i den kommunal støtte til børn med diabetes i skoler, børnehaver og daginstitutioner i Danmark. Resultater viser blandt andet, at ansatte på skolerne ofte er utrygge ved at skulle hjælpe børn med diabetes. Studiet understreger behovet for national plan for skolebørn med type 1-diabetes, siger forskningschef i Diabetesforeningen.

Ikon Institution Leg Børn WEB
15. september 2022 | Af Ninett Rohde Brandt, journalist nrb@diabetes.dk

En helt ny undersøgelse lavet i samarbejde mellem de fem Steno Diabetescentre og Diabetesforeningen viser, at ansatte på skolerne rundt omkring i Danmark ofte er utrygge ved at skulle hjælpe børn med diabetes.

Undersøgelsen består af 121 kvalitative interviews med kommunalt ansatte som for eksempel skolelærere i 74 kommuner. Svarene viser, at utrygheden blandt skolepersonalet ofte skyldes manglende kompetencer og viden om diabetes. Samtidig tydeliggør svarene, at forældrene pålægges meget ansvar både for undervisning af personalet og for barnets diabetes i skoletiden. De mange interviews afslører også, at der er stor variation i de kommunale og regionale medarbejderes ansvar, og at der er uoverensstemmelse mellem behovet for støttetimer på de enkelte skoler og de kommunale muligheder for tildeling.

Tanja Thybo 1
Tanja Thybo, Chef for Forskning og Viden

Kommentar: Det nye studie bekræfter, at der er behov for en national plan for skolebørn med type 1-diabetes. En tidligere spørgeskemaundersøgelse, vi har lavet i Diabetesforeningen, viser, at 58 procent af forældrene til børn med type 1-diabetes i høj eller meget høj grad er bekymrede, når deres barn er i institution eller skole. I samme undersøgelse svarer 28 procent, at de har svært ved at leve op til kravene på deres arbejde på grund af deres barns diabetes. Så både personalet og forældrene giver udtryk for stor utryghed ved den nuværende situation, der i sidste ende går ud over børnene. I Diabetesforeningen foreslår vi at lave en national pulje til støttetimer til børnene i lighed med den pulje, som privatskoler har adgang til i dag. Og så foreslår vi, at forældrene sikres bedre klagemuligheder og mulighed for at få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Skole

Det kæmper vi for: Tryg skoletid

I folkeskolen er der cirka 1.675 børn med type 1-diabetes, der dagligt skal håndtere deres blodsukker. For mange går det godt, fordi familien møder en skole, der samarbejder og hjælper barnet med at kontrollere sygdommen. Men mange forældre henvender sig til Diabetesforeningens rådgivning, fordi skolen eller dagtilbuddet ikke håndterer deres barns livssituation med diabetes på en tryg og ansvarlig måde.

Vi kæmper for en tryg skoletid for alle børn med diabetes