Det store postnummerlotteri kalder på politisk handling
Vi tror, at vi har fri og lige adgang til sundhed i Danmark. Men ikke mennesker med diabetes. De oplever en geografisk ulighed, hvor postnummeret afgør, om de kan få tildelt en sensorbaseret glukosemåler. En teknologi, der ellers lovprises af diabeteslægerne. Og sådan har det været længe. Alt for længe.
Alvoren var ikke til at tage fejl af, da tidligere sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i 2021 gjorde det klart, at ”ulighed i sundhed slår revner i vores samfundsmodel”.
Ordene kom umiddelbart efter, at Diabetesforeningen havde kortlagt store kommunale forskelle i bevillingerne til en sensorbaseret glukosemåler.
"… Let og lige adgang til sundhed er en grundsten i vores velfærdssamfund. Den adgang skal gælde alle danskere, uanset hvor i landet man bor", skrev ministeren i et svar til Diabetesforeningen.
Fhv. social- og ældreminister Astrid Krag (S) fulgte op:
"... Jeg mener, at der er behov for at se på, hvordan vi kan gøre hjælpen mere fleksibel, så det er lettere at beholde den hjælp, man allerede har fået tildelt", lød det.
Siden har den pointe været gentaget på tværs af politiske skel. Danskernes sundhed må ikke afhænge af postnummeret. Ej heller, når det gælder sensorbaseret glukosemålere.
Men nu viser en aktindsigt, som Diabetesforeningen har søgt i alle landets 98 kommuner, at postnummerlotteriet stadig står ved magt.
Klik her og download danmarkskort over postnummerlotteriet
Over en bred kam giver kommunerne bevilling i øst og i vest. Helt vilkårligt. Noget tyder altså på, at den, også i politikernes øjne, ellers så vigtige sag er blevet syltet.
– Stort set alle politikere har understreget behovet for at gøre noget ved postnummerlotteriet, og det skal de trods alt have anerkendelse for, siger Diabetesforeningens administrerende direktør, Claus Richter.
– Men det er uden at komme nærmere ind på, hvordan de vil gøre det. Så lige nu er de noble intentioner fugle på taget. Alt imens bliver mennesker med diabetes taget som gidsler i et postnummerlotteri styret af kassetænkning og kortsigtede sparehensyn. Der findes allerede adskillige studier, der viser, hvor meget en sensorbaseret glukosemåler løfter behandlingen. Set i det lys er det både uklogt og skadeligt for samfundet og det enkelte menneske med diabetes, at postnummerlotteriet fortsætter.
Man sætter system- og kassetænkning før mennesker
Claus Richter understreger, at adgangen til sensorbaseret glukosemåling er begrænset af forældet kassetænkning.
Sensoren kan både tildeles som et behandlingsredskab af regionerne og som et hjælpemiddel af kommunerne. I flere af regionerne gives sensoren kun til de dårligst regulerede patienter, der har et langtidsblodsukker over 70 mmol/mol. Derfor skal mange med diabetes stadig søge om at få sensoren bevilliget som hjælpemiddel af kommunen.
Men i kommunerne hersker serviceloven, og den lægger op til individuel fortolkning - med stor vilkårlighed til følge, som også Diabetesforeningens aktindsigt viser.
Kommunerne begrunder ofte deres afslag ud fra et økonomisk rationale: Sensorbaseret glukosemåling koster alt for mange penge, den gammeldags fingerprikmetode er et billigere alternativ.
Tænker man kortsigtet, er begrundelsen korrekt. Det er at sætte system- og kassetænkning før mennesker, forklarer Claus Richter.
– Besparelserne smuldrer hurtigt, når man tager de langsigtede briller på: Sensoren giver et mere stabilt blodsukker og er et værn både mod de livstruende situationer, der kan opstå ved lavt og højt blodsukker, og de alvorlige følgesygdomme til diabetes, fx hjertekarsygdom, nyresvigt, øjensygdom og amputationer. Dermed kan sensoren lette presset på sundhedsvæsnet. Hertil kommer den øgede livskvalitet og de samfundsøkonomiske effekter i form af lavere sygefravær og færre begrænsninger i arbejdslivet, siger han.
– Samlet set kan sensorbaseret glukosemåling være en gevinst for samfundet. Men det kræver, at vi tager et opgør med kassetænkningen, der ligger til grund for den vilkårlige adgang til sensorbaseret glukosemåling, og som på ingen måde hverken er rimeligt eller i tråd med princippet om lighed i sundhed.
Vejrer morgenluft
Efter folketingsvalget i november 2022 er den politiske virkelighed imidlertid en anden. Mange af sundhedsordførerne er nye, og sundhedsministeren hedder nu Sophie Løhde (V).
I 2016 foreslog hun en national diabeteshandlingsplan, der plæderede for et mere sammenhængende sundhedsvæsen, et stop for kassetænkningen og gav børn og unge ret til en sensorbaseret glukosemåler betalt af regionerne.
Den nye SVM-regering har på samme måde nedsat en strukturkommission, der blandt andet vil prioritere større social og geografisk lighed, og har foreslået en sundhedsfond, der skal kigge nærmere på, hvordan vi bedst kan bruge teknologien i sygdomsbehandling.
Diabetesforeningen vejrer af samme årsag morgenluft.
– Skiftende sundhedsministre har før prioriteret diabetesområdet højt, og vi håber, at både Sophie Løhde og de nye politikere nu vil viske tavlen ren og sætte en stopper for postnummerlotteriet. Diabetesforeningen har allerede fremlagt tre konkrete forslag, der netop kan gøre det, siger Claus Richter.
Diabetesforeningen kæmper for
- Sensorbaserede glukosemålere bør være et behandlingsredskab, og alle med diabetes, der får insulin flere gange dagligt, skal have adgang til sensorbaserede glukosemålere, som Dansk Endokrinologisk Selskab (DES) anbefaler.
- Opdater hjælpemiddelbekendtgørelsen, så sensorbaseret glukosemåling kommer til at indgå i bekendtgørelsen på linje med almindeligt testmateriale.
- Personer med type 2-diabetes skal – uanset om de er i medicinsk behandling eller ej – have mulighed for at måle deres blodsukker. Derfor skal alle med ikke-insulinkrævende diabetes have adgang til blodsukkerapparat og testmateriale i det omfang, de har behov, så de har mulighed for periodisk struktureret blodsukkermåling.
- Oprettelse af hjælpemiddelcentre, så det er faglig ekspertise og ikke kommunekassen, der vurderer tildelingen af hjælpemidler.
Læs mere om vores mærkesag for lige adgang til diabetesteknologi
