Hvad betyder medicin i restordre for dig?

Mennesker med type 2-diabetes oplever i øjeblikket, at medicinen Ozempic 0,5 mg og 1 mg er i restordre. Diabetesforeningen er i dialog med producenten i håbet om, at leverancerne kan komme på plads snarest. Ligeledes giver forskningschef Tanja Thybo i råd om, hvad du kan gøre, hvis du oplever mangel på dit apotek.

Ozempic Restordre
04. august 2023 | Af Eva Tingkær eva@diabetes.dk

Publiceret 15. juni 2023, senest opdateret 4. august 2023.

Lægemidlet Ozempic er meget udbredt – ikke mindst det sidste års tid. Desværre er det i dosis på 0,5 og 1 mg i restordre i øjeblikket. Det svinger dog lidt, hvilke doser, der er i restordre. Diabetesforeningen er løbende i dialog med Novo Nordisk, der er producenten bag, i håbet om, at det kan fremskynde en stabil leverance igen. 

– Vi har lige siden, vi blev bekendt med restordre-situationen været i dialog med Novo Nordisk med det formål at få sikret en stabil leverance hurtigst muligt. Vi har også været i dialog med Lægemiddelstyrelsen og Danske Regioner og har opfordret dem som myndighed og arbejdsgiver til at opfordre læger til at forbeholde diabetesmedicin til mennesker med diabetes - og bruge vægttabsmedicin til vægttab, og vi ved, at der bliver lyttet, siger Tanja Thybo, forskningschef i Diabetesforeningen.

– Vi har også foreslået lægemiddelstyrelsen, at man midlertidigt kan få tilskud til Wegovy, hvis man har type 2-diabetes, da det indeholder samme aktive stof og ikke er i restordre.

Hvad kan man gøre, hvis man har type 2-diabetes og oplever, at medicinen er i restordre?

– Man kan gøre forskelligt – for eksempel kan man bruge apotekernes app til at se, om andre apoteker har medicinen på lager. Hvis man normalt tager 0,5 mg, kan man bede sin læge om en recept på dobbeltdosis af 0,25 mg, hvis den er tilgængelig, men det svinger meget, hvilken dosis man kan få. Alternativt kan man tale med sin læge, om man kan gøre brug af anden medicin, indtil leverancen er stabil igen.

– Vægttabsmedicinen Wegovy indeholder nøjagtigt samme medicin, men har ikke tilskud, så hvis man har midlerne til selv at betale behandlingen, kan man bede sin læge om at udskrive Wegovy uden tilskud eller bede lægen om at ansøge om enkelttilskud til Wegovy. 

Hvad betyder det for prisen, hvis jeg får udskrevet 4 x 0,25 mg i stedet for 1 mg Ozempic?

– Du kan højest komme til at betale 3.075 kroner i egenbetaling i resten af 2023 ifølge reglerne for medicintilskud. Er du i behandling med Ozempic, vil du i forvejen komme op på max egenbetaling, hvorfor det ikke bliver en dyrere udgift for den enkelte. Du kan risikere at skulle betale mere i starten af perioden, men det vil udligne sig over året, så den samlede årlige pris bliver den samme.

Hvorfor er prisen pludseligt steget selv på samme dosis?

– Hvis du oplever, at prisen er steget, så er det sandsynligvis fordi, du har fået udleveret et parallelimporteret produkt. Det er nøjagtigt den samme medicin, men udbud og efterspørgsel gør at prisen på parallelimport, som normalt er billigere, er steget. Du kan højest komme til at betale 3.075 kroner i egenbetaling i resten af 2023 ifølge reglerne for medicintilskud. Er du i behandling med Ozempic, vil du i forvejen komme op på max egenbetaling, hvorfor det ikke bliver en dyrere udgift for den enkelte. Du kan risikere at skulle betale mere i starten af perioden, men det vil udligne sig over året, så den samlede årlige pris bliver den samme.

Hvad sker der, hvis man ikke får et lægemiddel som Ozempic i en periode?

– Det vil formentlig betyde, at ens blodsukker vil stige. Det er naturligvis ikke en optimal situation – så man bør tale med sin behandler om, hvilke muligheder man har for at skifte behandling.

Hvornår tror I, at det er tilbage på hylderne? 

– Det tør jeg ikke sige. Lige nu ser det ud til at vare mindst indtil ind i september, men der kan gå endnu længere tid.

Følg status hos Lægemiddelstyrelsen

Ring til Diabetesrådgiverne

Har du spørgsmål?

Ring til Diabetesrådgiverne

Hver dag rådgiver vi personer med diabetes – vi kan også hjælpe dig. Ring på tlf. 63 12 14 16.