I dag er der fokus på mulighederne
Den største udvikling er skiftet i synet på, hvad der er muligt med diabetes. Det er Trine Østergaard Thomsens oplevelse efter 30 år med type 1-diabetes.
Diabetessygeplejersken ser på Trine Østergaard Thomsens blodsukkertal. Tidligere samme år er hun blevet diagnosticeret med type 1-diabetes. Sygeplejersken læner sig ind over bordet til 10-årige Trine og siger: ”Hvis ikke du passer på, så bliver du blind og amputeret.”
For Trine Østergaard Thomsen var de første ti år med type 1-diabetes præget af skræmmebilleder, skyld og skam.
– Det påvirkede mig, når sygeplejersken på dén måde sagde, at jeg har et kæmpe ansvar for, om det går galt. Jeg kunne blive virkelig ked af det, når jeg havde et højt blodsukker, for så kunne det jo være, at jeg blev amputeret, fortæller hun.
Trine Østergaard Thomsen blev mødt af behandlingssystemet med en fortælling om, at sygdommen ville give hende et kortere liv med mange begrænsninger. I dag er hun 40 år gammel og har 30-års jubilæum med type 1-diabetes. Og fortællingen om et kortere liv med mange begrænsninger – ja, den har ikke holdt stik!
Trine Østergaard Thomsen har gjort de ting, hun gerne ville. Hun lever godt med sin diabetes. Det skyldes især, at hun i en alder af 20 år blev tilknyttet et nyt ambulatorie. Hvor hendes første år med diabetes var præget af en behandlingstilgang hvor hun skulle tilpasse sig sin diabetes, fik tonen en anden lyd på det nye ambulatorie.
– Jeg mødte et helt andet fokus, hvor jeg ikke skulle passe ind i en kasse. Hvor ting kunne lade sig gøre. Og det var bare et kæmpe mentalt skifte for mig.
Der er sket en stor udvikling indenfor behandlingen af type 1-diabetes i de 30 år, Trine Østergaard Thomsen har levet med sygdommen. Men det, der har betydet mest for hende, er udviklingen i synet på, hvad der kan lade sig gøre med diabetes.
– Det har betydet, at sygdommen ikke fylder for mig mentalt. Samtidig endte min behandling også med at blive bedre af det, så alle mine tal er gode i dag, og jeg har ingen følgesygdomme. Jeg fik også for nyligt at vide, at jeg ikke ser ind i en reduceret levetid.
I dag lever jeg mit liv på den måde, at jeg tænker på, hvad der gør mig glad. Dernæst ser jeg på, hvordan jeg kan kombinere det med at have diabetes. Og min drøm for de næste 30 år er helt ærligt bare, at jeg fortsætter med at have det så godt, som jeg har nu. For jeg er landet et godt sted.
