Opsporingskampagne finder over 2.000 danskere med uopdaget diabetes

Diabetesforeningen har gennem en opsporingskampagne hjulpet flere tusinde danskere med at komme hurtigere i behandling for type 2-diabetes og dermed sparet samfundet for store udgifter. Kampagnen skal også afstigmatisere diabetes, så det bliver naturligt at få tjekket sin risiko, mener Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen.

Foto Af Bussen Min
12. juli 2023 | Af Claus Bøggild clb@diabetes.dk

Diabetes kan ramme alle, og jo før man opdager sygdommen, desto større er chancerne for, man kan leve længere og undgå nogle af de alvorlige følgesygdomme.

Nu har en opsporingskampagne fra Diabetesforeningen fundet over 2.000 danskere, der havde type 2-diabetes, uden at de selv var klar over det.

Kampagnen fandt også omkring 10.000 mennesker med prædiabetes, som er forstadie til type 2-diabetes.

- Opsporingskampagnen er et nødvendigt fremstød mod den stille sundhedskatastrofe. I 2030 ventes knap en halv mio. danskere at have diabetes, og mange af dem vil først blive opdaget, når alvorlige følgesygdomme allerede har sat ind. Derfor er det godt, at over 12.000 danskere nu kan vælge at komme i behandling for - eller forebygge - en sygdom, som de ikke vidste, de havde, eller var på vej til at få. Den tidlige opsporing kan være med til at sikre dem flere gode leveår uden følgesygdomme til glæde for både dem selv og samfundet, siger Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen.

Alle kan få type 2-diabetes

Opsporingskampagnen bestod af to indsatser:

En rød sundhedsbus sponsoreret af Sygeforsikringen ”danmark”, der i 2022 kørte rundt til 22 danske byer og gratis testede de mennesker, der mødte op på bl.a. Folkemødet på Bornholm, festivaler, torvedage og i storcentre.

Hvis testen viste en forhøjet risiko, stod sygeplejersker klar til at måle langtidsblodsukkeret og dermed afgøre, om det var nødvendigt at gå til egen læge for at tjekke for type 2- diabetes.

En anden del af kampagnen foregik via Facebook og reklamer på nettet, der opfordrede danskere til at teste deres risiko for type 2-diabetes på Diabetesforeningens hjemmeside.

Over 260.000 mennesker tog imod tilbuddet om screening ved bussen eller på nettet, og her var 56 procent i høj eller meget høj risiko for type 2-diabetes.

Diabetes skal afstigmatiseres

Diabetesforeningens indsats for at opspore og forebygge type 2-diabetes tjener også et andet formål: At afstigmatisere diabetes.

– Diabetes er en usynlig sygdom, og vi hører fra mange af vores medlemmer, at de gemmer sygdommen lidt væk. Det duer ikke. Alle kan nemlig udvikle type 2-diabetes. Derfor skal vi turde at tale mere om diabetes og gøre det helt naturligt at få tjekket sin risiko. Vi skal sammen skabe en bevægelse, der kæmper for et bedre liv med diabetes og en fremtid helt uden, siger Claus Richter.

image-text
Taljemaal Opsporing Web

Kender du din risiko?

480.000 danskere har forstadier til type 2-diabetes.

Tag testen og find ud af, hvor høj din risiko er.