Sundhedscentret var en kæmpe hjælp
Henvisningen til det kommunale sundhedscenter blev afgørende for Lisette Fischer Kirstein, da hun for halvandet år siden fik type 2-diabetes.

”Hej Lisette, du har fået sukkersyge, du skal starte på medicin, og du kan lige kigge forbi på mandag.” Beskeden lander i Lisette Fischer Kirsteins indbakke en fredag eftermiddag i november 2021. Dagen før har hun fået taget blodprøver ved lægen, og det viser sig, at hendes langtidsblodsukker ligger på 90 mmol/mol. 42 mmol/mol over grænsen for at få type 2-diabetes.
– Jeg vidste ingenting om diabetes, og kendte ingen, der havde det, så det var noget af en besked at blive sendt på weekend med, siger Lisette Fischer Kirstein.
– Den weekend sad jeg og googlede, og jeg tænkte bare: Nå, nu kan jeg ikke spise hverken det ene eller det andet. Nu går mit liv fuldstændig i stå. Der havde det måske været fedt med en læge, der i det mindste lige havde ringet mig op. Eller ventet til mandag med at give mig besked.
Om mandagen henviste lægen Lisette Fischer Kirstein til kommunens sundhedscenter. Hun begyndte på et forløb på allerede ugen efter. Her fik hun en samtale med en sygeplejerske og en kostvejleder, og hun startede på et 10-ugers kursus med træning.
– Det var en kæmpe hjælp for mig, at blive tilknyttet sundhedscentret og gå på træningshold én gang om ugen.
Da forløbet var slut, henviste fysioterapeuten, der ledte træningen, hende til et lokalt udendørstræningshold, som hun stadig mødes med én gang om ugen.
Henvisningen til sundhedscentret har spillet en afgørende rolle i Lisette Fischer Kirsteins håndtering af sygdommen og behandling.
– Alle, der får type 2-diabetes, bør indenfor den første uge efter diagnosen henvises til et kommunalt sundhedstilbud, så man kan blive hjulpet godt fra start, siger hun. Hun har nu haft type 2-diabetes i 1,5 år. Hun får målt langtidsblodsukker hver tredje måned, og ved sidste måling lå det på 42 mmol/mol.
Generelt har hun det godt. Hun tager Metformin morgen og aften og får medicin mod for højt blodtryk og for højt kolesterol, træner med sit træningshold og spiser nogen- lunde det samme på samme tidspunkt hver dag. Hun har fået en vej, der fungerer.
– Men jeg kunne godt tænke mig at komme til at hvile lidt mere i mig selv i forhold til sygdommen, så jeg ikke skal være så styret af den. Der er stadig en masse ting, der fylder. Men jeg tror på, at det bliver nemmere med tiden.