100.000 danskere har type 2-diabetes uden at vide det: Sundhedsbus tager ud og finder dem

Diabetes kan ramme alle, og i dag går 100.000 danskere uvidende rundt med type 2-diabetes, mens knap en halv mio. danskere skønnes at have forstadier til den kroniske sygdom. Derfor kører Diabetesforeningen nu rundt i hele landet og tilbyder gratis screening.

Sundhedsbus Ishøj 1 2
28. maj 2024 | Af Oliver Gohr ogo@diabetes.dk

100.000 danskere.  Så mange danskere har i dag type 2-diabetes helt uden at vide det. Samtidig har hver tredje allerede udviklet alvorlige følgesygdomme ved diagnosetidspunkt, fx hjertekarsygdom, fodsår og nervesygdom, og det lægger et tungt pres på sundhedsvæsnet

Derfor melder Diabetesforeningen sig aktivt ind i kampen og kører ud i den røde sundhedsbus og tilbyder gratis screening for type 2-diabetes i 16 forskellige byer hen over sommer og efterår.

– Vi kan ikke længere vente på, at politikerne prioriterer tidlig opsporing og bremser en af de hurtigst voksende sygdomme i Danmark. Derfor tager vi nu sagen i egen hånd og triller ud på landevejene. For diabetes er en stille sundhedskatastrofe. I 2030 ventes mindst 420.000 danskere at have type 2-diabetes, og mange af dem vil først blive opdaget, når alvorlige følgesygdomme har sat ind. Vi skal finde de mennesker hurtigst muligt. Jo tidligere, diabetes bliver opdaget, desto større er chancen for at undgå følgesygdommene, siger Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen.

Sundhedsbussen får travlt. For ikke nok med, at 100.000 danskere allerede har type 2-diabetes uden at vide det, så ligger knap en halv mio. danskere på grænsen til at få sygdommen, såkaldt prædiabetes.

Hvert femte af dem vil udvikle type 2-diabetes inden for fem år. Også den statistik vil Diabetesforeningen ændre med opsporingsindsatsen.

I 2022 fandt Diabetesforeningen over 2.000 danskere, der uvidende havde type 2-dabetes, og cirka 10.000 mennesker med prædiabetes gennem en kampagne på nettet og via sundhedsbussen.

Sundhedsbussens screening består af en digital risikoprofil og eventuelt en lille blodprøve, der bliver analyseret på stedet. Hvis den viser et for højt blodsukker, henvises man til yderligere undersøgelse hos egen læge.

Se bussens turplan – opdateres løbende 

Læs mere

Fem om politik: Styrk tidlig opsporing og indsats

Diabetesforeningen på ADA-konference: Gode muligheder for tidlig opsporing af type 2-diabetes i Danmark