Beredskab med diabetes: Sådan forbereder du dig

Alle danskere skal være forberedte til at kunne klare sig i tre døgn uden strøm, vand i hanen og adgang til at købe mad. Sådan lyder anbefalingen fra Beredskabsstyrelsen i tilfælde af en krise. Læs her, hvad du skal overveje, når du har diabetes.

Beredskab WEB
28. juni 2024 | Af Ninett Rohde Brandt nrb@diabetes.dk

I en ny vejledning anbefaler Beredskabsstyrelsen, at du og din husstand kan klare jer i tre døgn i tilfælde af, at der skulle opstå en krisesituation i Danmark.

Myndighedernes udmelding har resulteret i mange spørgsmål – også for mennesker med diabetes.

– Vi fik hurtigt henvendelser fra mennesker med diabetes, der vil vide, hvordan de skal forholde sig. Det er helt forståeligt, for når du lever med diabetes eller en anden kronisk sygdom, har du nogle omstændigheder, der også skal tages hensyn til i tilfælde af en eventuel krise. For personer med diabetes kan det for eksempel handle om sikker opbevaring af insulin eller om at have nok batterier til sit diabetesudstyr, siger Tanja Thybo, forskningschef i Diabetesforeningen.

– Når man lever med diabetes og særligt, hvis man tager insulin, kan det være en god idé at sikre sig lidt ekstra udover de tre dages forbrug, som myndighederne generelt lægger op til. De fleste har i forvejen mere end til tre dages forbrug liggende, men det for eksempel kan være en god idé at hente medicin i god tid, inden man løber tør, siger Tanja Thybo, der dog lægger vægt på, at det er vigtigt, at man ikke hamstrer medicin.

Diabetesforeningen har været i kontakt med Lægemiddelstyrelsen, der informerer om, at de hele tiden holder øje med forsyningssikkerheden af medicin. De vurderer desuden, at der ikke er højere sandsynlighed for forsyningsvanskeligheder, og understreger, at myndighedernes udmelding om danskernes hjemmeberedskab ikke ændrer ved forsyningssikkerheden.

Læs også: Ny lov om pligtlagre af kritisk medicin skal mindske risiko for forsyningsproblemer

– De fleste med diabetes er vant til at være forberedte på, hvis noget ikke går efter planen, og kriseforberedelserne skal i høj grad ses i det lys. Det er lidt ligesom en forsikring. Eller som når en person med type 1-diabetes har druesukker og Glucagon med i tasken – bare for en sikkerheds skyld, siger Tanja Thybo.

Diabetesforeningen er løbende i kontakt med de relevante myndigheder og opdaterer denne nyhed, hvis der kommer nye informationer. Hold dig opdateret på diabetes.dk og på vores sociale medier.

Gode råd til beredskab til dig med diabetes

Din medicin

Sørg for at hente din medicin i god tid, inden du løber tør. Så er du sikret, at du altid har lidt ekstra, og at den medicin, du har liggende, ikke når at blive for gammel.

Sørg for at have nok remedier til behandling af lavt blodsukker, fx juice, druesukker, honning eller Glucagon.

Hvis du bruger insulinpumpe, er det en god idé at sikre, at du har en holdbar pen med langtidsvirkende insulin og en med hurtigvirkende insulin i tilfælde af, der skulle gå noget galt med pumpen.

Sikker medicinopbevaring

I indlægssedlen til din medicin kan du læse, om den skal opbevares på køl. For eksempel skal insulin opbevares ved 2 til 8 grader celsius i køleskabet.

Det kan være en god idé at have andre opbevaringsmuligheder klar til din medicin i tilfælde af, at strømmen går, og temperaturen i dit køleskab ikke længere er optimal.

Du kan eksempelvis anskaffe dig en friopose, der er specielt designet til at holde insulin kølig og ikke kræver køleskab eller køleelementer. Eller du kan anskaffe dig en køleboks og nogle køleelementer, hvor du midlertidigt kan opbevare din medicin. Vær opmærksom på, at insulin ikke kan tåle frostgrader.

Mange af de medicintyper, der skal opbevares på køl, kan godt tåle at blive opbevaret ved stuetemperatur i varierende tidsrum. Betydningen af stuetemperatur kan variere, og det er forskelligt fra medicin til medicin, hvor længe medicinen kan tåle at være udenfor køl, så tjek retningslinjerne i forhold til din specifikke medicin.

Skulle det ske, at din insulin har været opbevaret ved stuetemperatur i en periode, kan den muligvis godt stadig bruges. Studier har vist, at det meste insulin kan tåle op til 25 grader i flere måneder. Hvis du bruger insulin, der har været opbevaret ved stuetemperatur, skal du være særligt opmærksom på, om insulinen har samme virkning på dit blodsukker som før.

Læs mere i dette studie om opbevaring af insulin

Dit diabetesudstyr

Sørg for at have nok udstyr til at håndtere dit blodsukker. Tjek om, du har nok af, for eksempel:

  • Blodsukkermåler
  • teststrimler/lancetter
  • nåle/kanyler
  • sensorer
  • ketonmåler
  • ketonstrimler.

Hvis du bruger insulinpumpe eller sensor, er det en god idé at have lidt ekstra af det udstyr, du bruger med din pumpe eller sensor. Sørg for at have ekstra batterier eller opladningsmuligheder til dit udstyr.

Tænk over, om der er andet, du bruger i forbindelse med brugen af dit udstyr. Bruger du Emla? Har du brug for desinficerende servietter? Skal du have håndsprit liggende i tilfælde af, at der ikke er vand til håndvask?

Hvis du bruger din telefon til at aflæse din sensor, så sørg for, at du kan oplade den. Det kan for eksempel være ved hjælp af en powerbank i tilfælde af, at strømmen går. I nogle biler kan du også oplade din telefon, hvis du har et opladningsstik med USB.

Overvej, om der er noget, du har brug for til behandling af andet i relation til din diabetes. Har du for eksempel problemer med dine tænder, eller får du tit fodsår? Sørg for at have de nødvendige remedier til at håndtere det.

Mad

Spiser du efter en bestemt kostretning, har du cøliaki eller har du andre særlige kostbehov, så tænk over langtidsholdbar mad, der opfylder dine behov. Hvis du er i tvivl om, hvilken langtidsholdbar mad der gør det, er du altid velkommen til at ringe til Diabetesrådgiverne på telefon 63 12 14 16 for råd og vejledning.

Tager du måltidsinsulin eller anden diabetesmedicin, der kan give lavt blodsukker, så hav lidt ekstra langtidsholdbare hurtigtvirkende kulhydrater som druesukker, juice, sukkersødet sodavand, saft og langsomtvirkende kulhydrater som fuldkornsknækbrød, bælgfrugter på dåse eller karton, brune ris og fuldkornspasta.

Hold øje med holdbarheden og få løbende udskiftet eventuelt udløbne madvarer.

Ring til Diabetesrådgiverne

Tal om det

Ring til Diabetesrådgiverne

Selvom kriseforberedelserne i høj grad skal ses som en forsikring, kan det for nogle være kilde til bekymring. Hvis du mærker, at du bliver nervøs eller bekymret, så tal med nogen om det. Du er altid velkommen til at ringe til Diabetesrådgiverne på telefon 63 12 14 16.