Diabetesforeningen: Regeringen rammer plet med kronikerpakker i sundhedsudspil
Diabetesforeningen er meget glade for store dele af regeringens sundhedsudspil. Det bidrager til mere sammenhæng for de kroniske patienter med diabetes, og en øget styrkelse af almen praksis. Særligt et løft af behandlingen med kronikerpakker og en patientrettighed til personlig behandlingsplan er gode nyheder i regeringens sundhedsudspil – og forløsningen af et stort ønske fra Diabetesforeningen.
Regeringens sundhedsudspil giver behandlingen af kronisk sygdom et tiltrængt løft og sætter patienten i centrum med forslag om kronikerpakker og retten til en personlig behandlingsplan - og det er alt sammen godt.
Sådan lyder reaktionen fra Diabetesforeningen.
– Vi smiler over regeringens forslag om at sikre større sammenhæng og et løft af type 2-diabetes-behandlingen med kronikerpakker. Det rammer virkelig plet, da det i dag er en kamp for vores medlemmer at være projektledere på egne forløb – og det forværrer sygdommen at blive tabt mellem behandlere. Vi har længe kæmpet for mere sammenhæng for patienten, og nu sker der noget for de store kroniske sygdomme som type 2-diabetes, gigt og KOL, og det er vi enormt glade for, at der er lyttet til, siger Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen.
Diabetesforeningen ser også positivt på, at regeringen imødekommer vores forslag om en folkesundhedslov med primær forebyggelse som sigte, og at opgaven med patientrettet forebyggelse flyttes til de nye 17 sundhedsråd, som kan løfte kvaliteten og styrke forebyggelsen af fx alvorlige følgesygdomme til type 2-diabetes.
Udspillet indeholder også gode takter for et løft af almen praksis, hjælpemidler og den patientnære forebyggelse.
– Det er i tråd med vores forslag og ønsker, at der kommer flere alment praktiserende læger og en bedre styring af ydernumre og ny modeller for honorarer, som kan sikre bedre lægedækning de steder, hvor der er flest med kronisk sygdom. I Diabetesforeningen deler vi regeringens ønske om at gøre en indsats for yderområderne på Sjælland, men vi er bekymrede for om regionssammenlægningen af Hovedstaden og Sjælland vil skabe nye uligheder i patienternes adgang til diabetesbehandling i områder af Danmark, hvor der er flest med diabetes.
– Vi vil kæmpe for, at sammenlægningen sikrer bedre behandling uanset postnummer i den nye region – og at det ikke går ud over Stenocentrene, som de sidste fem år har løftet behandlingen for mennesker med både type 1-diabetes og fremskreden type 2-diabetes, siger Claus Richter og fortsætter:
– Vi ser ikke tegn på, at fire regioner frem for fem for alvor vil tage livtag med de geografiske forskelle på tværs af regionerne. Derfor peger vi på stærkere national styring af tildelingen af fx sundhedsteknologi, sådan at der er lige adgang landet over, og at vores brug af teknologi følger med udviklingen ikke mindst for type 1-diabetes. Regeringens forslag til løsning på hjælpemiddelområdet har positive elementer, men er mere utydelig, end vi kunne ønske. Vi opfordrer til, at der én gang for alle laves et helt tydeligt myndighedsansvar og klar fordeling af finansiering, så vi kan få sat en endelig stopper for borgernes opslidende kampe med kommuner og regioner om hjælpemidler og behandlingsredskaber.
Læs mere
Regeringens sundhedsudspil "Sundhed tæt på dig" - kronikerpakker på side 54