”En god start med type 2-diabetes” vinder Diabetesforeningens Handlingspris
I Region Syddanmark får en række mennesker med type 2- diabetes tilbudt et opstartsforløb hos den praktiserende læge, der kan give dem en bedre start på livet med diabetes. Opstartsforløbene, der minder om regeringens nye forslag til kronikerpakker, skaber et samlet og mere sammenhængende forløb på tværs af sektorer.
I dag oplever alt for mange mennesker med type 2-diabetes en usammenhængende behandling, hvilket efterlader dem med ansvaret som egne stifindere i sundhedssystemet.
Regeringen har i sit nye sundhedsudspil anbefalet kronikerpakker efter inspiration fra Diabetesforeningen. Pakkeforløb for de store kroniske sygdomme som type 2-diabetes, KOL og gigt vil give en bedre sammenhæng og et løft i behandlingen, så alvorlige følgesygdomme og indlæggelser kan forebygges.
I Region Syddanmark har man med ”En god start med type 2-diabetes” siden 2021 taget forskud på tanken om kronikerpakker, og nu vinder projektet Diabetesforeningens Handlingspris.
– Diabetesforeningen har længe kæmpet for at få indført grundpakkeforløb, og nu har regeringen også lyttet til patienterne med kronisk sygdom. Derfor glæder det mig, at ”En god start med type 2-diabetes” vinder Handlingsprisen, fordi projektet på forbilledlig vis formår at strukturere samarbejdet mellem de aktører, der er involveret i behandlingen af type 2-diabetes. Både almen praksis, kommuner og ikke mindst mennesker med diabetes er glade for projektet, og det viser, hvad vi kan forvente, når kronikerpakkerne forhåbentlig indføres så hurtigt som muligt. Det vil både give et løft i behandlingen og være en sund investering at indføre grundpakkeforløb i den kommende sundhedsreform, siger Claus Richter, adm. Direktør i Diabetesforeningen.
Handlingsprisen blev overrakt til Sundhedspolitisk Åbningsdebat den 24. september på Christiansborg, hvor Diabetesforeningen satte fokus på indretningen af fremtidens sundhedsvæsen, bedre sammenhæng og et opgør med den geografiske ulighed, imens den nye sundhedsreform behandles politisk.
Skaber tryghed og er et godt støtteværktøj
”En god start med type 2-diabetes” er igangsat af Steno Diabetes Center Odense i samarbejde med 32 lægehuse fordelt på 10 kommuner i Region Syddanmark, samt diabetesambulatorierne på hhv. Odense Universitets Hospital og Sygehuse Sønderjylland.
Opstartsforløbet består blandt andet af:
- 3-måneders forløb med faste konsultationer i almen praksis
- henvisning til komplikationsscreening
- henvisning til afklarende samtale i kommunen
- quick-guides til de fagprofessionelle med tjeklister og inspiration til fraser
- patientmappe med skriftlige materialer
- dialogmøder mellem praksis, kommune og sygehus
Dommerne fremhæver især den høje grad af brugerinddragelse igennem alle dele af projektet, samt at ”En god start med type 2-diabetes” har vist en række flotte resultater.
- ”En god start med type 2-diabetes” kan med opstartsforløbene skabe større tryghed og sammenhæng for patienterne i en ellers usikker tid efter diagnose, som kan virke overvældende. Samtidig er det et enormt godt støtteværktøj for personalet i almen praksis og er nemt at gå til, siger Hanne Hegedys, diabetes- og konsultationssygeplejerske og bestyrelsesmedlem i Fagligt Selskab for Diabetessygeplejersker, der er med i dommerpanelet.
Læs mere om bl.a. patienternes oplevelser i denne evalueringsrapport fra SDU
Fakta:
- Diabetesforeningens Handlingspris gives til et initiativ, der bidrager med at skabe sammenhæng og gør det lettere for mennesker med diabetes at navigere sikkert igennem behandlingen på tværs af sektorer, behandlingssteder, og fagligheder.
- Et uafhængigt panel bestående af eksperter på diabetesområdet udvælger vinderen, og med prisen følger 10.000 kr.
- Diabetesforeningens dommerpanel består i år af Hanne Hegedys, diabetes- og konsultationssygeplejerske hos Lægerne i Mostparken v/Trebbien & Søderlund og bestyrelsesmedlem i Fagligt Selskab for Diabetessygeplejersker, og Kristina Johansen, afdelingschef for viden- og udviklingsafdelingen ved Center for Diabetes og Hjertesygdomme, i Københavns Kommune.