Flemming opdagede alvoren for sent

For 22 år siden sad Flemming Rønø i sin sofa og så fjernsyn, som så mange gange før. Han var kommet hjem fra en nattevagt, træt og udkørt, og ville mest af alt bare slappe af foran skærmen. Uden at tænke over det rakte han sin hånd ned til venstre fod og nulrede et stykke hård hud af sin storetå. I øjeblikket virkede det harmløst, men fodpilleriet skulle vise sig at få store konsekvenser.

Flemming Rønø så det ikke som et stort problem, da han fik et sår på sin storetå – tværtimod. Han satte blot et plaster på, inden han skulle sove, og bandt det ind, inden han skulle på arbejde. Han var overbevist om, at det nok skulle blive bedre i morgen.

Mit liv var faktisk forbi

Flemming Rønøs fodsår har siden resulteret i flere episoder med smerter og ubehag.

I 2006 blev han indlagt på Skejby sygehus i en uge, efter hans tå var blevet rød og hævet, og i 2012 begyndte han at få rosen på benet op til fire gange om året. En betændelse i huden, der for Flemming Rønø betød, at hans ben var rødt og varmt i to uger, og at han i de første dage fik fryseture og var energiforladt.

Næste hændelse – og måske den mest skelsættende – sker i 2019. Flemming Rønø var på arbejde som enhver anden dag. Men han holdt ikke længe.

– Jeg blev nødt til at gå hjem efter tre timer. Det var simpelthen uudholdeligt at støtte på den. Jeg valgte at tage hjem for at aflaste og tænkte, at så var jeg nok klar igen i morgen.

Da jeg så får den endelige melding, ramler det hele. Jeg ligger bare og tæller de små huller i hospitalsloftet. 

Desværre tog han fejl. Da han kom på arbejde, viste et mønster fra gårsdagens forløb sig. Efter tre timer måtte han konstatere, at han ikke kunne mere. Flemming Rønø røg til lægen, men blev sendt direkte til hospitalet, hvor han fik en melding med det samme: Det ligner en amputation.

Flemming Rønø blev slået omkuld af nyheden. Han havde aldrig forestillet sig, at sådan noget kunne ske for ham.

– Den sygeplejerske, der fortalte mig det, var pludselig væk for mig. Hendes stemme blev mere og mere fjern. Da jeg så får den endelige melding, ramler det hele. Jeg ligger bare og tæller de små huller i hospitalsloftet. Mit liv var faktisk forbi for mig.

Flemming bliver amputeret en uge efter. Hans hoved er fyldt med tanker om fremtiden. Den negative tankestrøm bliver afbrudt af en læge, der fortæller om en patient, der på trods af en amputeret storetå trænede sig op til at løbe et maraton.

- Det gav mig håb og ændrede min psyke positivt.

Det sker kun for naboen

Flemming Rønø er i dag 55 år gammel og har haft type-1 diabetes i 34 af dem. Og hans fødder har ikke altid været førsteprioritet.

– Det var et kæmpe chok at få diabetes. Jeg følte mig halvdød, da jeg fik meldingen, og jeg havde meget større fokus på blandt andet insulin, så jeg skubbede mine fødder i baggrunden.

Flemming Rønø kendte ikke til risikoen for fodsår, når man har diabetes. Han vidste, at amputation var et stort emne, men havde ikke tænkt, at han selv kunne komme ud for det.

– Jeg gik også i noget forkert fodtøj, som ikke var godt for mine fødder, men jeg tænkte ikke over, at det kunne øge risikoen for amputation. Sådan noget sker jo aldrig for en selv, det er altid naboen. Den her gang var jeg så bare selv naboen.

Fodterapi giver tryghed

Siden 2019 har Flemming Rønø gået mere regelmæssigt til fodterapi og passet på sine fødder.

– Lige meget hvad eller hvor småt det kan være, klarer min fodterapeut alle problemer med mine fødder. Det er virkelig fedt at vide.

Flemming Rønø går i dag til fodterapi hver tredje uge.

– Det er betryggende, at fodterapeuten er OBS på det mindste. Jeg behøver ikke at bekymre mig. Jeg tænker generelt heller ikke over, at risikoen for endnu en amputation er der, for der bliver holdt styr på det.

For Flemming Rønø er der en stor kontrast fra før 2002 og til i dag, hvor han passer meget bedre på sine fødder.

- Det er vildt at tænke tilbage på dengang, jeg ikke gjorde noget ved fødderne. For i dag er det blevet en del af min hverdag og rutine at kigge ned en gang om dagen, smøre mine fødder ind og tage til fodterapi.

Selvom amputationen ikke har givet store negative omvæltninger i hans hverdag, er der alligevel noget, Flemming Rønø gerne ville have gjort anderledes:

– Hvis jeg havde indset, at amputation kunne ske for mig, så havde jeg handlet anderledes og var kommet i gang med behandling meget før. 

Flemming Rønø har en klar anbefaling til andre med diabetes:

Gå til fodterapi tidligt i processen, når du får konstateret diabetes. Få dine fødder tjekket, hvis der er det mindste. Jeg kan kun skrive under på, at det er meget, meget vigtigt.