Hjemmebehandling af smerter og sensoriske forstyrrelser i diabetisk neuropati
Forskningsprojektet undersøger om fire ugers elektrisk hjernestimulation i form af hjemmebehandling har en smertelindrende effekt hos personer med type 1-diabetes og perifer neuropatiske smerte.
Diabetisk neuropati forekommer hos cirka halvdelen af mennesker med type 1-diabetes og er en alvorlig komplikation, som medfører diverse symptomer inklusiv ubehagelige sensoriske forstyrrelser og smerter typisk i ben og fødder, hvilket bidrager til reduceret livskvalitet (1).
På nuværende tidspunkt omfatter behandlingen forbedring af blodsukker-kontrollen for at forhindre yderligere progression af sygdommen samt symptomatisk behandling, som oftest ikke er optimal. Ofte er der ingen tilstrækkelig behandling, som er rettet mod de neuropatiske forandringer (2).
Udover perifere nerve-forandringer har tidligere studier også observeret forandringer i centralnervesystemet herunder strukturelle, metaboliske og funktionelle hjerneforandringer hos personer med diabetisk neuropati (3). Disse ændringer tyder på at være delvist relateret til neuropatiske smerter og sensorisk dysfunktion, hvilket indikerer at hjernen formentligt spiller en vigtig rolle for symptomerne hos personer som lider af diabetisk neuropati (4).
På grund af den utilstrækkelige effekt, samt de hyppige uønskede bivirkninger ved traditionel smertebehandling med lægemidler, er der et stigende behov for alternative ikke-medicinske behandlingsmetoder.
Hjerneforandringer og neuropatiske smerter
Vores forskning viser, at patienter med type 1-diabetes og neuropatiske smerter har forandringer i centralnervesystemet herunder reduceret grå substans i hjernen. Det vil sige, at der er tale om hjerneskrump (1,3). Udover anatomiske hjerneforandringer, viser forskningen, at diabetespatienter har øget blodvolumen af hjernestrukturen thalamus, samt øget aktivitet mellem thalamus og øvrige sensoriske smerterelaterede områder (1,3).
Sammenlagt tyder forskningen på, at hjernen spiller en væsentlig rolle i forhold diabetes neuropatiske smerter (5). Derfor er formålet at afprøve en ny behandlingsmetode, som specifikt er rettet mod centralnervesystemet.
Hjemmebehandling med hjernestimulation
Påvirkning af centralnervesystemet kan frembringes ved hjernestimulation med en smertefri elektrisk strøm (såkaldt transkraniel direkte strøm stimulation, tDCS), som tidligere har vist kortvarig og længerevarende lindrende effekt på kroniske neuropatiske smerter, grundet forskellige lidelser (6). Fordelene ved denne type behandling er, at den er noninvasiv, billig og sikker. Således er formålet med dette studie at undersøge den smertelindrende effekt af hjernestimulation hos personer med type 1- diabetes og neuropatiske smerter.
tDCS-udstyret består af en lille stimulator-boks der tilsluttes to elektroder, som placeres på hovedbunden. Stimulatoren leverer en svag smertefri elektrisk strøm til hjernen via de overfladiske elektroder. En hovedhætte anvendes til at holde elektroderne på plads (7). Behandlingen varer 20 minutter og skal udføres fem gange om ugen.
Forsøget
Studiet består af to behandlinger, der hver gives i 4 uger med minimum 6 ugers pause imellem de to behandlinger:
- Aktiv transkraniel hjernestimulering (tDCS)
- Placebo-behandling.
Patienternes oplæres i at bruge tDCS, så de selvstændigt kan bruge udstyret derhjemme. Alle patienterne skal gennemføre begge behandlinger, og fungerer således som deres egen kontrol.
Ved tilfældig fordeling, bliver patienterne grupperet i gruppe 1 eller gruppe 2. Gruppe 1 starter med aktiv transkraniel hjernestimulering og slutter af med placebobehandling. Gruppe 2 starter med placebo-behandling og slutter af med aktiv transkraniel hjernestimulering.
Efter et screeningbesøg, hvor det bliver bestemt, om mulige patienter kan deltage i studiet, kommer inkluderede deltagere til et opstartsbesøg, hvor de skal udfylde en række spørgeskemaer. Derefter, indtræder en to-ugers baseline periode, hvor patienterne udfylder en smertedagbog, for at kortlægge deltagernes individuelle smerteprofil. Derefter begynder en fire-ugers behandling (behandling I). Efterfølgende holdes en minimum seks-ugers pause, hvorefter fire-ugers behandling (behandling II) initieres.
Før og efter hver behandling skal deltagerne til et undersøgelsesbesøg på Aalborg Universitetshospital; det vil sige fire undersøgelsesbesøg. Alle fire besøg er identiske og inkluderer:
- MR-scanning med strukturel, funktionel og metabolisk måling af hjernens sensoriske bearbejdning
- Kvantitativ sensorisk undersøgelse (QST)
- Spørgeskemaer.
Efter det fjerde og sidste undersøgelsesbesøg fortsætter deltagerne med at udfylde smertedagbog i fire uger for at undersøge længerevarende effekter på den kroniske smerte, som de leverer tilbage til et opfølgningsbesøg. Smertedagbogen udfyldes i hele forsøgsperioden.
Effekten af behandlingerne bliver evalueret ved løbende at undersøge deltagernes smerteoplevelse og føleforstyrrelser, samt undersøgelse af nervesystemet både centralt og perifert.
Perspektiv
Vores langsigtede mål er at finde en mere bekvem og effektiv behandling for dem, der lever med diabetes og oplever smertefulde nerveproblemer. Ved at undersøge effekten og mekanismerne af hjernemodulation håber vi at åbne døren for nye og forbedrede behandlingsmuligheder, der dels kan minimere behovet for stærk smertemedicin.
Studiet blev igangsat i august 2023, og inkluderer fortsat deltagere i studiet.
Keywords: Type 1-diabetes. Diabetes neuropati. Smertebehandling.
Medicinsk udstyr. Hjernestimulation. Transkranial direct
current stimulation. Hjemmebehandling.