Kampen for national screening fortsætter

Danmark har brug for et nationalt screeningsprogram, der kan opspore type 2-diabetes langt tidligere end nu, forebygge alvorlige følgesygdomme og samtidig give en samfundsøkonomisk gevinst. Diabetesforeningen arbejder målrettet på at gøre det til virkelighed.

Risikotest Opsporing Web Full
21. oktober 2024 | Af Simon Festersen sfe@diabetes.dk

Type 2-diabetes opdages i dag alt for tilfældigt og alt for sent.

Omkring 500.000 danskere har forstadier til type 2-diabetes, og 100.000 allerede går rundt med sygdommen uden selv at vide det.

Type 2-diabetes kan også føre til en række alvorlige følgesygdomme, fx hjertekarsygdom og amputation, der både går hårdt ud over den enkelte og samfundsøkonomien.

Derfor kæmper Diabetesforeningen fortsat for at styrke opsporingsindsatsen i Danmark, efter Sundhedsstyrelsen har afvist en ansøgning om et nationalt screeningsprogram for type 2-diabetes målrettet danskere i alderen 50-70 år, som ikke tidligere er blevet testet.

Helt kort mener Sundhedsstyrelsen ikke, der er evidens for, at screening for type 2-diabetes er tilstrækkelig gavnligt for samfundet.

Omvendt mener Sundhedsstyrelsen heller ikke, der er evidens for, det IKKE er gavnligt.

– Det undrer os. Derfor går vi nu i dialog med Sundhedsstyrelsen og undersøger de muligheder, der er for at kaste yderligere lys over effekten og komme et skridt nærmere et nationalt screeningsprogram. For vi ser stadig et stort behov for at tage kampen op mod den alt for sporadiske opsporing af type 2-diabetes. En kronisk sygdom, trækker store veksler på både det enkelte menneske og samfundet, hvis ikke den opdages i tide, siger Diabetesforeningens forskningschef Tanja Thybo.

Diabetesforeningen har de seneste tre år undersøgt gevinsten ved en tidligere opsporing af type 2-diabetes og netop fremlagt resultaterne på forskningskonferencen EASD.

I screeningsstudiet – kaldt SPOTTED – sendte Diabetesforeningen udstyr til opsamling af en bloddråbe, og en returkuvert, ud til 8.000 tilfældigt udvalgte danskere mellem 50 og 75 år, der ikke var blevet testet for type 2-diabetes inden for de seneste to år.

Studiet viser, at målrettet screening kan bidrage til at opspore personer med uopdaget type 2-diabetes, og det kan forhindre en lang række alvorlige følgesygdomme i at udvikle sig.

Samtidig viser beregninger fra Kraka Economics, at for hver gang der puttes en krone i screening, tjener samfundet en krone og 28 øre. Det skyldes, at både sundhedsudgifter og tabt arbejdsfortjeneste bliver mindre, når følgesygdom bremses i tide.

– På baggrund af vores studie og beregningerne vil det give rigtig god mening at indføre et nationalt screeningsprogram, som man kender det fra tarmkræft, fordi folk kommer i behandling tidligere, og vi dermed sparer samfundet penge. Det betaler sig at investere i en tidlig opsporing af type 2-diabetes, og det vil vi kæmpe videre for at overbevise Sundhedsstyrelsen om, siger Tanja Thybo.

Læs mere

Stor gevinst i at screene mennesker for type 2-diabetes

Kend din risiko