Ny vejledning skal hjælpe med alvorlig nyresygdom

Knap 4000 mennesker med diabetes lever med terminalt nyresvigt. Med den rette viden kan man forebygge nyresygdom eller bremse udviklingen af sygdommen. Tegn på begyndende nyresygdom er noget, man skal tage alvorligt, når man har diabetes, siger forskningschef.

Kend Dine Nyrer
19. januar 2024 | Af Claus Bøggild clb@diabetes.dk

Hvert år udvikler op mod 700 danskere dialysekrævende nyresvigt, så de resten af livet skal have hjælp udefra til at rense deres blod.

Af dem er omkring en fjerdedel mennesker med diabetes, og ofte skyldes deres nyresvigt, at en begyndende nyresygdom ikke er blevet fundet i tide og behandlet ordentligt.

Det vil Diabetesforeningen gerne ændre på, og derfor er en ny vejledning ”Nyrerne og diabetes” netop kommet på gaden.

”Der har manglet en samlet vejledning om nyresygdom, når man har diabetes. Nyresygdom er lumsk, for det kommer snigende over lang tid, og man kan ikke selv mærke ændringerne, før nyrerne har taget alvorligt skade. Derfor kan man let komme til at undervurdere konsekvensen, og måske undlade at tage sin medicin, fordi man ikke føler sig syg”, siger Tanja Thybo, forskningschef i Diabetesforeningen.

Nyresygdom kan først mærkes, når det er for sent

Der er en forhøjet risiko for at udvikle en nyresygdom, når man har diabetes.

For højt blodsukker og for højt blodtryk kan med tiden skade de mange små blodkar i nyrerne, der filtrerer blodet for vand og affaldsstoffer. Skaderne opstår langsomt, og uden at man kan mærke det. Symptomer på nyresvigt opstår først sent i forløbet, hvor man er tæt på at skulle i behandling med dialyse.

En årlig blod- og urinprøve for mennesker med diabetes er det bedste værktøj til at se, om nyrerne gør det, de skal, eller om der skal sættes ind for at bremse eller udskyde nyresygdom.

”Med den rette viden kan man forebygge nyresygdom eller bremse udviklingen af sygdommen. Vi opfordrer derfor til altid at huske blod- og urinprøve hos mennesker med diabetes, og så opfordrer vi alle til at tage en god snak med deres behandler om tallene. Tegn på begyndende nyresygdom er noget, man skal tage alvorligt, når man har diabetes”, siger Tanja Thybo.

image-text
Nyrerne Og Diabetes Forside Web

Vejledning: Nyrerne og diabetes

I vejledningen kan du læse om sygdom i nyrerne, hvad behandlingen indebærer, samt hvilke tal lægen holder øje med, og hvad de betyder. Brug vejledningen som et opslagsværk, eller tag den med, når du skal tale med din læge.

Det vigtigste værktøj bliver glemt

Men ifølge diabetestal.nu er det kun ca. 2/3 af mennesker med type 2-diabetes, der årligt får taget en urinprøve. Tallet er lidt højere for mennesker med type 1-diabetes. Når det gælder årlige blodprøver, er det næsten alle, der får dem taget.

Håbet med den nye vejledning er derfor, at lægen altid husker urinprøven, og at man som menneske med diabetes bliver opmærksom på sin risiko for nyresygdom.

”Det ser ud til, at lægerne er ret gode til at tage blodprøven, mens det halter lidt med urinprøven. Vi vil gerne bremse udviklingen af alvorlige følgesygdomme på grund af diabetes, og støtte op om, at flere får taget blod- og urinprøver og husker deres medicin. ”Nyrerne og diabetes” giver derfor både viden om nyresygdom og værktøjer til en bedre dialog med ens behandler”, siger Tanja Thybo.

I ”Nyrerne og diabetes” kan man både læse om, hvordan sygdom i nyrerne opstår og udvikler sig, hvordan nyrefunktionen måles, og hvilke tal lægen holder øje med, og hvad de betyder.

 

Læs mere:

Læs den nye vejledning ”Nyrerne og diabetes”

Kend din diabetes: Pas på kroppens filter