Sofie er ikke bare pårørende: Jeg er Sofie

- Det har jo bare været meget normalt, at Simone har haft diabetes. Sådan har det været hele tiden, og jeg tror ikke, jeg tænkte så meget over det som barn, udover at jeg synes, det var lidt mærkeligt, at hun ikke måtte det samme som mig

Sådan beskriver Sofie Sivkjær Krogshede det, at hendes søster havde diabetes, da de var små. Sofie var kun et år gammel, da diabetes kom ind i hendes og familiens liv. Sofie har også en bror, Alex Sivkjær Krogshede, der har et multihandicap, som Sofie samtidigt har været pårørende til hele sit liv.

Jeg skal være dødeligt syg

Selvom det har været normalt for Sofie, at hendes søster har haft diabetes, er der nogle ting, som hun kan huske, hun har tænkt lidt over, da hun var barn. Især når hun og søsteren har været syge.

- Når min søster var syg, så var det jo lidt farligere i forhold til, hvis jeg var syg. Hvis Simone var syg, så skulle man være ekstra opmærksom, og hvis jeg var syg, så var der lidt en stemning af, at det kommer jeg lidt nemmere over.

Der fulgte også et konstant ansvar og en bekymring med det at være pårørende for Sofie, når Simone fik det dårligt.

-Jeg elskede at sove sammen med min søster, men en nat fik hun insulinchok, og der var alarmer, der bippede, og hun blev ukontaktbar og fjern i blikket. Jeg blev virkelig bange men hentede min far med det samme, fordi jeg vidste, det var farligt. Det var virkelig ubehageligt.

Sofie bebrejder bestemt ikke sine forældre for forskelsbehandlingen, men det har alligevel sat tanker i gang hos hende.

- Det er jo ikke noget, mine forældre har gjort bevidst, men jeg tror bare, jeg følte, at jeg skulle være dødeligt syg, for at jeg blev lagt mærke til. Jeg skulle gøre noget ekstra for opmærksomheden.

Senere i livet har alt det her nok gjort, at jeg føler, at mine problemer måske ikke er lige så vigtige som andres

Senfølger og problemer

Oplevelserne som barn har sat sig i Sofies voksenliv. Blandt andet følelsen af, at ens egne problemer ikke skal i første række

- Senere i livet har alt det her nok gjort, at jeg føler, at mine problemer måske ikke er lige så vigtige som andres

- Det begyndte at fylde meget i mine starttyvere. Jeg kunne blive ked af det uden at vide hvorfor og føle, at det hele blev lidt for meget. Det hobede sig op, fordi jeg ikke var god til at åbne op omkring, hvordan jeg havde det indeni. Jeg gik også for mig selv og var lidt misundelig på andres familier, fordi de bare var helt almindelige kernefamilier uden sygdom.

Styrker og værdier

Sofie ender med at gøre noget ved problemerne og endelig snakke højt om, hvordan HUN har det.

- Det satte sig så meget, at jeg endte med at gå til flere psykologsamtaler og snakke om det hele, og hvordan jeg havde det.

Selvom det havde været svært for Sofie at åbne op, viste det sig som en stor hjælp.

- Lige pludselig lærte jeg, at det var okay at fylde og faktisk sige noget en gang i mellem. Det er i orden at fylde og have en stemme. Det lærte mig også at åbne op, og på en sund måde tage rummet en gang i mellem.

I dag ser Sofie Sivkjær Krogshede ikke kun oplevelserne som barn, der er pårørende, som negative men også som værdier, hun har i dag.

 - Jeg synes, det har givet mig en styrke og nogle værdier i dag. Jeg har udviklet mig på den måde, at jeg kan give mere plads til andre, og det fokuserer jeg mere på end alt det negative. Jeg har prøvet at vende det til styrker og værdier.

Jeg er Sofie

I løbet af Sofies barndom blev der gjort en masse for, at der også blev taget hånd om hende. En speciel oplevelse var at se andre, der havde det som hende.

- Vi var til nogle diabetescamps, hvor vi var sammen med andre diabetesfamilier, der indeholdt et barn med diabetes og en søskende uden diabetes. Det gjorde virkelig meget at være sammen med dem. Vi snakkede ikke om det, men det var bare rart at være sammen med andre, man kan spejle sig i.

Sofie bemærkede også, at familien blev bedre og bedre til at snakke om tingene.

- Jeg havde jo en tendens til at have svært ved at sætte ord på tingene og føle, at mine problemer ikke var store nok. Men i mine starttyvere, blev jeg træt af at være dobbeltpårørende og sammen som familie blev vi bedre til at tale om tingene. 

- Når jeg kigger tilbage, kunne en pårørende gruppe have hjulpet mig med at sætte ord på det, jeg følte og måske taget det i opløbet, i stedet for at det hele blev for meget i starten af tyverne

Alt i alt ser Sofie tilbage på en til tider svær, men normal tid, der, med hjælp fra familien og muligheder for at åbne op, har skabt et rum, hvor hun ikke blot var pårørende.

- Jeg har haft plads til at finde mig selv. Så jeg er ikke Sofie, der er pårørende til diabetes. Jeg er Sofie.