Ugentlig basalinsulin er på vej

Forskere har udviklet et ugentligt basalinsulin til brug for både type 1- og type 2-diabetes. Teknologi & Innovation giver dig en status på udviklingen af insulinet, der kan reducerer antallet af basalinsulin-stik til max 52 stik om året.

Forskning Depot Insulin WEB 2
08. oktober 2024 | Af Ninett Rohde Brandt [email protected]

Basalinsulin er langsomtvirkende insulin, der sørger for, at kroppen vedligeholder et basalt insulinniveau om natten og mellem dagens måltider. Indtil nu har personer med insulinkrævende diabetes, der ikke bruger pumpe, skullet tage basalinsulin én til to gange om dagen, men den tid kan snart være forbi.

Forskere har nemlig udviklet et ugentligt basalinsulin til brug for både type 1- og type 2-diabetes, og ugeinsulinet er allerede nu godkendt til markedsføring i EU, Canada, Australien, Japan og Schweiz. Det vides endnu ikke, hvornår ugentlig insulin kommer på markedet i Danmark.

Et forbehold omkring ugeinsulinet har været den store dosis, der skal til for at administrere nok basalinsulin til hele ugen. Konkret har det handlet om, hvorvidt den store dosis gav risiko for flere lave blodsukre. Men studier viser, at ugeinsulinet har samme effekt som at tage den nuværende basalinsulin én gang om dagen.

Al medicin har en begrænset virkningstid i kroppen. Insulinmolekylet i ugeinsulinet er stabiliseret, fordi det binder sig stærkere til albuminet i blodet.

Albuminet fungerer som en form for inaktivt insulindepot, der langsomt frigør ugeinsulinet for at holde blodsukkeret stabilt. Denne proces forlænger insulinets virkningstid i kroppen, så insulinet virker i en uge.

Fordel: Ugeinsulinet reducerer antallet af basalinsulin-stik fra mindst 365 stik til max 52 stik om året.

Ulempe: Man kan ikke hurtigt stoppe behandlingen med ugeinsulinet, da det er aktivt i kroppen i over en uge.

Viden Forskning

Teknologi & Innovation

Denne artikel er oprindeligt bragt i Teknologi & Innovation i medlemsmagasinet Diabetes, november 2024. I Teknologi & Innovation får du indsigt i diabetesmedicin- og teknologi under udvikling og i fremtidens innovative løsninger, udvalgt af Diabetesforeningens forskningschef, Tanja Thybo.

Diabetesforeningen skelner mellem redaktionelt indhold og annoncer. For at sikre en retfærdig
og upartisk redaktionel linje nævner vi derfor ikke producentnavne i redaktionelle artikler.

Følg udviklingen inden for diabetesteknologi
image-text
Forside Magasin 04 2024

Få historierne hjem til dig

Som medlem af Diabetesforeningen får du historierne fra magasinet direkte hjem i din postkasse. Magasinet udkommer fire gange om året.