Type 2-diabetes og tvangsoverspisning: Vi skal hjælpe personer med BED til at bryde ud af skyld og skam

Binge Eating Disorder (BED), tvangsoverspisning, menes at være den mest udbredte spiseforstyrrelse både generelt i befolkningen, men også blandt personer med type 2-diabetes. Studier viser, at op mod 25 procent af personer med type 2-diabetes har BED.

Pil Lindgreen, forsker ved Afdeling for Forebyggelse, Sundhedsfremme og Samfundet på Steno Diabetes Center Copenhagen har i et nyt forskningsprojekt undersøgt, hvilke oplevelser og støttebehov personer med type 2-diabetes og tvangsoverspisninger har. Projektet er baseret på individuelle interviews med 20 kvinder og mænd med type 2-diabetes og varierende grader af tvangsoverspisning.

De er så hårde ved sig selv

Selvom Pil Lindgreen har arbejdet med spiseforstyrrelser i nogle år, kan det stadig overraske hende, hvor markant overspisning påvirker folks livskvalitet og velvære.

– De har så mange forfærdelige følelser om sig selv, bærer så meget skyld og ligger ofte selv under for idéen om, at de ”bare kan lade være med at spise”. Det er markant, hvor hårde folk faktisk er mod sig selv for noget, de ikke selv er skyld i, siger hun.

Mange med type 2-diabetes føler skyld i forbindelse med deres diabetes, og resultaterne af Pil Lindgreens projekt viser, at skylden fylder endnu mere, når man samtidig lever med BED.

– Når de oplever episoder med overspisning, føler de enormt meget skam, men føler samtidig også en ekstra grad af skyld i relation til deres diabetes og får en masse bekymringer for, om deres overspisninger kommer til at fremskynde udviklingen af komplikationer til diabetes.

En måde at håndtere svære følelser

Det vides endnu ikke med sikkerhed, hvorfor tvangsoverspisning opstår, men forskning på området tyder på, at faktorer som genetik, forskellige former for medicin, barndomstraumer som vold og omsorgssvigt, sociale relationer, kultur og fødevaretilgængelighed har betydning.

Der er flere teorier om, hvorfor overspisning for nogle fungerer som et redskab til at håndtere svære følelser, men noget forskning peger i retning af, at det hænger sammen med den enkeltes dopaminrespons i hjernen – et hormon, der giver en følelse af tilfredshed og nydelse. Den respons kan være medvirkende til, at nogle spiser, når de har det svært.

Samtidig tyder forskning på, at nogle mennesker har nedsat dopaminrespons, så de biologisk kan være mere udsat i forhold til at udvikle tvangsoverspisning, fordi hjernen har brug for at spise mere, før den får den nødvendige dopaminrespons.

Pointen er, at det for mange mennesker ikke nytter noget at få at vide ”du skal bare spise noget mindre.” Det ved de godt. Hvis det var så nemt, så ville folk jo gøre det.

Spisning er meget komplekst

Pil Lindgreen fremhæver, at det kan være svært at bryde med spiseforstyrret adfærd som BED, fordi man hele tiden bliver konfronteret med sit problem.

– Jeg plejer nogle gange at sammenligne det med rygestop. Du skal ikke ryge for at leve. Men du skal spise for at overleve. Det gør det utrolig svært for personer med BED, fordi de ofte vil ende i forskellige situationer i relation til mad, der kan trigge dem. For de personer, der samtidig lever med type 2-diabetes, er udfordringen endnu større, fordi mad spiller en stor rolle i behandlingen af diabetes, så det kan fylde virkelig meget for dem.

Personer med type 2-diabetes og spiseforstyrret adfærd kæmper altså med udfordringer fra mange sider. Men selvom BED nu er en anerkendt diagnose, og vi er klogere på kompleksiteten af BED, overvægt og type 2-diabetes, oplever Pil Lindgreen stadig en generel opfattelse i befolkningen om, at det at spise er noget, man kan styre, og at man derfor bare kan lade være med at spise for meget.

Den skyld og skam, de føler, kan resultere i, at de overspiser endnu mere. Vores håb er, at mere viden om, hvor komplekst spisning og BED er, kan hjælpe dem til at bryde ud af den skyld og skam.

– Forskning viser, at så simpelt er det ikke, også selvom man måske ikke har tvangsoverspisning. Generelt er spisning meget komplekst, og der er mange sammenhængende faktorer, der påvirker hinanden, som er med til at definere, hvordan vi spiser.

Personer med type 2-diabetes og BED fanges i en ond cirkel

Pil Lindgreens studie viser, at BED påvirker deltagernes type 2-diabetes og omvendt. Mange med BED overspiser for at håndtere svære følelser, men overspisningen i sig selv resulterer også i svære følelser, som så kan resultere i endnu en episode med overspisning.

Personer med type 2-diabetes og BED fanges på den måde i en ond cirkel. Hvis den cirkel skal brydes, kræver det, at skylden og skammen fjernes fra ligningen.

– Vores studie viser, at den indvirkning BED har på, hvordan de her personer opfatter sig selv, og hvordan de føler, de bliver opfattet af andre, også har betydning for deres diabeteshåndtering. Den skyld og skam, de føler, kan resultere i, at de overspiser endnu mere. Vores håb er, at mere viden om, hvor komplekst spisning og BED er, kan hjælpe dem til at bryde ud af den skyld og skam, siger Pil Lindgreen.

Hvis man ikke kommer i behandling for spiseforstyrret adfærd og BED, kan det have stor betydning for diabetesbehandlingen og på sigt risikoen for at udvikle komplikationer. Derfor er det vigtigt, at det bliver en fast del af samtalen med ens behandler, og det er vigtigt, man søger hjælp.

Studiet viste også, at mange af deltagerne har oplevet at blive voldsomt kritiserede og følt sig stigmatiserede for deres vægt af både familie, venner, behandlere og samfundet generelt, hvilket også kan være med til at udløse overspisninger og holde deltagerne fast i den onde cirkel.

– Det er også vigtigt at huske på, når man for eksempel taler om mad og kropsvægt i diabetesfællesskaber eller på sociale medier. Alle med type 2-diabetes er forskellige, og det kan være relevant også for personer med type 2-diabetes at tænke over, hvordan man italesætter mad, spisevaner og kropsvægt overfor andre med diabetes.

At droppe skyldsnakken er IKKE en sovepude

Pil Lindgreen understreger også, at det at droppe snakken om skyld ikke handler om at fratage folks eget ansvar.

– Pointen er, at det for mange mennesker ikke nytter noget at få at vide ”du skal bare spise noget mindre.” Det ved de godt. Hvis det var så nemt, så ville folk jo gøre det. Men netop på grund af de mange faktorer, der kan være på spil, er det ikke så simpelt. Så at droppe skyldsnakken og fremhæve muligheden for, at deres problemer kan skyldes spiseforstyrret adfærd eller BED er ikke en sovepude. Det handler om at hjælpe dem til at finde ud af, hvorfor de overspiser, så de kan handle på den bagvedliggende årsag og tage ansvar for at gøre noget ved det, for eksempel søge støtte.

Brug for hjælp til at tale om det

Ifølge Pil Lindgreen har mange personer, der har spiseforstyrret adfærd eller BED, dog svært ved at bede om hjælp.

– Folk lever meget med det i ensomhed, fordi de skammer sig og har svært ved at tale om det, men heller ikke bliver spurgt til det af deres behandler. Men i vores studie er det blevet tydeligt, at mange gerne vil snakke om det, men har brug for hjælp til at starte dialogen.

På baggrund af studiets resultater har Pil Lindgreen og hendes kollegaer udviklet og afprøvet visuelle samtaleværktøjer, der netop skal hjælpe til at starte dialogen om spiseforstyrret adfærd i konsultationer med personer med type 2-diabetes. De arbejder desuden fortsat på at gøre dialogen om spiseforstyrret adfærd til en fast del af rutinebehandlingen for eksempel i forbindelse med årsstatus.

– Hvis man ikke kommer i behandling for spiseforstyrret adfærd og BED, kan det have stor betydning for diabetesbehandlingen og på sigt risikoen for at udvikle komplikationer. Derfor er det vigtigt, at det bliver en fast del af samtalen med ens behandler, og det er vigtigt, man søger hjælp, hvis man på nogen måde mistænker, at man har udfordringer med overspisning, understreger Pil Lindgreen.