Inden hvert løb sidder Ida Jacobsen og hendes konkurrenter i et rum mindst 15 minutter før start. Så ved de præcis, hvornår de skal svømme. Men lige nu sidder Ida i rummet uden den fjerneste idé om, hvornår hun skal svømme sit livs største løb. Hendes blodsukker styrter ned for øjnene af hende. Og det fortsætter.
– Jeg tjekkede blodsukkeret på sensoren hele tiden, men måtte også fingerprikke for at være sikker. Jeg sad med badedragten om livet, blod over det hele og prøvede at indtage så mange kulhydrater som muligt, uden at vide, om jeg skulle svømme om 10 eller 3 minutter. Min krop var i panik, fortæller Ida Jacobsen.
Men nu er det nu. Med ubehag og svimmelhed fra det lave blodsukker og de store mængder sukkersaftevand, hun har drukket, skal hun svømme ved EM.
– Mit hoved lukkede bare ned. Jeg gik ind i hallen og følte mig som en zombie. Og jeg var ikke helt til stede, da jeg stillede mig op på skamlen.

GIDER IKKE MINIKONFIRMAND
I starten af 2010’erne er Ida Jacobsen langt fra et europamesterskab. Hun er faktisk lige stoppet med børnesvømning som cirka 5-årig. Et par år senere finder hun tilbage til svømmehallen.
Man kunne tro, det var passionen, der trak, men det er langt fra tilfældet.
– I 3. klasse skulle vi til minikonfirmand og høre om religion. Allerede dengang var jeg stædig, og det gad jeg ikke. Så jeg spurgte min mor, hvornår der var svømning. Det var samme dag, og så var valget taget. Jeg startede til svømning igen!
Men efter et halvt år bliver hun virkelig træt. Ikke af svømning. Men i kroppen. Hun drikker egentlig også meget mere end normalt og tisser langt oftere.
De tre symptomer genkender Idas mor, som har arbejdet i sundhedsvæsenet. De tager til lægen, og Ida bliver indlagt på hospitalet. Idas reaktion på hospitalet bliver et symbol på, hvordan hun senere tænker om den diabetes, hun får diagnosticeret:
Betyder det så, at jeg ikke kan komme til svømmestævne i weekenden?
DEL AF HVERDAGEN
Ida er indlagt i en uge. Den første uge tilbage i skole er hendes mor med for at hjælpe i den nye hverdag. Men det er også det eneste, der får hende til at stikke ud. Klassekammeraterne ser ikke anderledes på hende. De er bare nysgerrige og glade for, at hun er tilbage, og det bliver måske startskuddet til hendes mindset, som bliver formet i årene efter diagnosen: Diabetes er bare en del af min hverdag.
– Det er svært at sige, hvordan jeg tænkte om min diabetes dengang. Jeg husker ikke, at jeg gik i 7. klasse og havde diabetes. Jeg husker, at jeg gik i 7. klasse og lavede alle mulige sjove ting, siger Ida.

Den indstilling tager hun med både i ungdomslivet og i svømmehallen. Selvom Ida ikke vil give diabetes unødig opmærksomhed, må det da kræve noget ekstra inden et løb. Eller hvad?
– Alle svømmerne sidder i det såkaldte call-room 15 minutter inden løbet. Selvom jeg passer min diabetes der, tror jeg ærligt ikke, nogen lægger mærke til det. Alle fokuserer bare på sig selv og at blive klar.
– Og det, jeg gør, ligner det, de gør: De kigger på deres telefon, fordi de er på Instagram. Jeg kigger på min, fordi jeg tjekker blodsukkeret. Vi drikker det samme sukkersaftevand. De sipper bare, og jeg drikker en halv liter, hvis jeg er lav. Det lægger vist ingen af os meget i, siger hun.
SULT EFTER MERE
Da Ida starter til svømning igen, går hun på et konkurrencehold.
– Det var hård træning, og jeg troede ikke, jeg kunne fortsætte. Men jeg skulle tit måle blodsukker eller have sukker, og det gav en naturlig pause, som min krop havde brug for. De små pauser med diabetes er nok grunden til, jeg kunne holde til at fortsætte, siger hun.
I 8. klasse begynder træningen at give pote. Hun deltager i et danmarksmesterskab mod andre på sin egen alder og to år ældre. Nogle måneder forinden er hun blevet nummer tre i et løb kun for sin egen årgang, og hun er spået en 30. plads i løbet mod de ældre.
Men hun bliver nummer seks. Ikke nok med, at hun slår sin egen årgang, så er der kun fem af de ældre, der er hurtigere end hende.
Det gav mig virkelig blod på tanden at bevise for mig selv og andre, at jeg var bedre end antaget. Før det var jeg ikke særlig god. Der skete bare noget i den periode, og jeg fik sult efter mere.
STÆDIG FRA START
Taler man med Ida om svømning, kommer diabetes sjældent på tale, medmindre man spørger direkte. Men på et punkt viser sygdommen sig fra sin hårdeste side, og det sker mere efter gennembruddet.
– Til de store stævner er min diabetes svær at styre. Jeg kan ligge højt inden løbet, men lige så snart jeg sætter mig i call-room, styrter blodsukkeret, fordi jeg er nervøs. Det er så frustrerende, fordi det føles, som om jeg ikke kan gøre noget ved det.
– Jeg holder meget øje for at forhindre det. I en periode behøvede jeg ikke engang at stikke mig i fingeren. Der var allerede så mange huller, at jeg bare kunne presse.
Når blodsukkeret falder så hurtigt, mærker Ida det både på kroppen og på præstationen.
– Jeg får det virkelig dårligt og må drikke en halv liter sukkersaftevand og spise en masse vingummier for at få blodsukkeret op. Så er kroppen også bare ubehageligt fyldt, og det er ikke ideelt inden et løb.

Alligevel skal man nærmest tvinge en kritik af diabetes ud af hende.
Det er træning og mindset og ikke diabetes, der afgør, om jeg er en god svømmer. Diabetes kan bare give mig en dårlig forudsætning for nogle løb, siger hun.
Men forskellen på et løb med lavt og normalt blodsukker er til at føle på. Da hun skal kvalificere sig til EM i april 2026 i Bellahøj svømmestadion, driller diabetes ikke. Hun har det godt før løbet, og det viser sig på resultatet: hun svømmer hurtigere end kravtiden og bliver udtaget til EM.
Nu er det eneste, der kan gå galt, at blodsukkeret falder inden løbet. Troede hun.

EM I EN TYND TRÅD
I tiden op til EM viser det sig, at hun er den første dansker med diabetes, der skal svømme til EM. For da hun skal gøre klar til Paris, spredes der panik.
– Lige pludselig spurgte Svøm Danmark, om min sensor var godkendt til formålet. Der står, at Libre er godkendt, men jeg har Dexcom. Det var et problem, jeg ikke havde tænkt over og pludselig følte, jeg selv var skyld i. Den var dog godkendt.
Men der kommer et større problem: Ida har ikke en medicinsk godkendelse, hvilket hun finder ud af, man skal have, hvis man tager insulin. Og mistanken kommer sent.
– Jeg skal svømme onsdag. Torsdagen inden finder jeg tilfældigvis ud af, at jeg skal bruge det, der hedder en TUE til min insulin, som Svøm Danmark troede, jeg havde. Der blev jeg sygt presset. Lige pludselig var det ikke sikkert, jeg kunne komme til EM.
– Hele weekenden gik jeg rundt i Paris uden at vide, om jeg måtte svømme. Godkendelsen kom mandag, lige tidsnok til onsdag. Skulle jeg have svømmet mandag, var jeg slet ikke kommet med. Det kunne have været en hel sommers træning til ingen verdens nytte, siger hun.
NU SER VI FREMAD
Stressen har sat sig i kroppen, da Ida skal svømme om onsdagen. Hun går fra call-room, der hvor hun lige har siddet med badedragten om livet, blødt fra fingrene og haft et blodsukker i frit fald. Alle tankerne og bekymringerne har slukket for hendes hoved, og hun går som en zombie til startskamlen.
– Det blev et dårligt løb. Måske kunne det være gået bedre uden det dårlige startspring, men der var mange negative faktorer. Det var bare ærgerligt og uheldigt, siger Ida.
Der er dog ikke noget, der kan tage oplevelsen fra hende.
– Det var stort bare at være der og deltage. Jeg har set det på tv så mange gange. Nu var jeg der selv. Det var en vild oplevelse trods alt!
Og oplevelsen kan bruges som alle andre modgange: som læring til næste gang.
– Det kan ses som et prøve- og læringsløb, fordi det var mit første EM. Jeg er ikke færdig med at lære, når det gælder svømning, og slet ikke, når det gælder diabetes. Alle oplevelserne tager jeg med mig og bliver bedre af. Så jeg er mere forberedt, når jeg forhåbentlig skal svømme til et internationalt mesterskab igen.
